
Velkommen! Velkommen i 2022.
Må du føle dig elsket og holdt i det nye, og må vi føle os elskede og holdt i dit nærvær.
Når ’22 er omme vil vi se, at vi har rejst os ved intuitiv ansvarlighed.
Samfundets sind, vores kollektive bevidsthed, der blev vækket i 20/21, har vist sine mange facetter. Mange har set, de utallige forskelligheder, der ligger under en enighed. Mange har erkendt at “alle skal med”, men at enigheden faktisk aldrig bliver koden, der bringer os samlet videre.
Den kollektive bevidsthed er en meget uregerlig og ukontrolleret størrelse ❤ og derfor har det været nødvendigt med et par meget kontrollerede år. Det er en misforståelse at holde fast i, at noget eller nogen vil os det “ondt”. Ser du højt oppefra, vil du opdage, at alt er i den skønneste orden, og ikke helt som du måske tror.
Den nye verden er født, og vi er børnene i den. Hvor vi før blev født, som et ubevidst kollektiv, med fokus på individets bevidsthed, da er vi nu født med kollektivets bevidsthed, med fokus på individets rolle i det. Det er virkelig meget bevidsthed på en gang, og det har vi brug for at skabe rammer til, hvori vi alle kan være. Personlighederne har oplevet stor frihed, i slutningen af den forrige verden, og skal nu igennem en oplevelse af lidt stækkede vinger, før de igen føler sig frie og trygge i kollektivet.
De seneste ca 40 år har de nye børn vist os, hvilken bevidsthedsudvikling der er på vej. At have sin bevidsthed i det kollektive, svarer til oplevelsen af det vi kalder ADHD/ADD. Et vildt kaos, hvor alles virkeligheder mødes uden bevidstheden om forbundethed/sammenhæng. Det vil ikke blive muligt at presse en af de kendte strukturer ned over denne tilstand. Det er, fordi disse strategier og strukturer passer til individets udvikling. Vi er videre. Det er fællesskabets personlighed og sjæl, det drejer sig om. Det eneste, som kan sætte kaos fri til kosmos er at gå skridtet videre, begive os ud i det ukendte kaos, og opdage vores egen skabende rolle i det – i fællesskabet. Og derfra vil vi intuitivt vide, at det ansvarlige er at elske – at indtage sin plads og forbinde sig. Og, når alle har forbundet sig, så er kaos sat fri til kosmos.
Intuitivt vil vi vide, at det ansvarlige er at tage hinanden i hånden, og at det er dét, der skaber en ny orden. 🙂 en ny orden er i virkeligheden bare en ny væren i kontakt. Kollektivets personlighed i kontakt med kollektivets ånd. Oneness 2.0.
Jeg har meget længe været forelsket i 2022, så det er en af de ingredienser jeg ved året vil byde på. Forelskelse! Når jeg rejser ind i energierne, føles jeg let og lun – som i en lyserød boble af velvære. KOSMOS. En følelse, der står i ret skarp kontrast til de stemninger, som 2021 især mod slutningen bød på.
Kære du. Dette budskab er til de mange som læser med her, så den helt specifikke forelskelse, for lige præcis dig, er ikke, det jeg ser ikke på lige nu. Den kan opstå mange steder og på mange måder afhængigt af, hvor den finder dig åben for modtagelse. Så, måske bliver det gennem en person, et job, en indsigt, måske bliver det den helt unikke forelskelse i dig selv.
De første måneder af året kan du opleve en mulighed for stor transformation. Det år, som er ved at afrundes, har lært dig noget om dig selv, der betyder, at du får brug for at forandre noget i det ydre, for at det passer til den nye indsigt omkring dit indre. Og her vil jeg gerne huske dig på, at det du er/var ikke er forkert, tværtimod, det er lige nøjagtig det, du har brug for, for nu at kunne mærke den næste dybde af din virkeligheds essens. Denne indsigt har du haft før, men fordi den måske ikke helt har passet til det ydre, så har du brugt tid på at prøve at tilpasse ❤ Det er den fase, som slutter. Tilpasningstiden er slut, og det er tid at “springe ud” på måder, der vil overraske dig selv på den rigtig gode måde. Måske faktisk, fordi du derved oplever en sammenhæng at passe til. Det bliver magisk. Samme slags magi, som når en larve bliver til en sommerfugl. Fra det ene til det andet. Udefra set synes der ingen sammenhæng at være, men et spadestik dybere giver det bare såå god mening.
Der bliver helt sikkert forandring og måske stunder, hvor du bliver i tvivl om hvor din ellers gode forstand har gemt sig 🙂 men altså, det næste år bliver sådan set ganske uforstandigt og meget intuitivt. Det seneste år, som jeg kaldte uforudsigelighedens år, lærte os om at føle os faste i det flydende (kaos). Og det år som kommer, vil tillade os tiden til at “være dygtige” til det. Udfordringerne får en helt anden karakter. For første gang længe vil vi opleve at have erfaring med noget af det nye, og hold da op, hvor vil det gøre godt. Derfor vil der igen være plads til tillid og blød åbenhed.
Forelskelsesøjeblikket er magisk. Det overvælder, bjergtager, fejer benene væk under os, og lader os svæve i velvære. Dét øjeblik er værd at holde øje med i det kommende år. Det er et meget autentisk og klart øjeblik, og netop derfor vil du pludseligt kende forskel på magi og illusion. Der bliver en del illusioner at erkende. Både illusioner omkring dig selv, og verden. “Alt er, som du tror, det er”, men det betyder ikke, at det ER som du tror. Du vil pludseligt VIDE noget så klart, nærmest som ved et trylleslag, at hele dit væsen forandres, og livet med det. Dét skal du glæde dig til.
Allerede i disse timer, er det vågnet hos nogle af jer. I februar kommer så startskuddet, og derefter er det min fornemmelse, at der kommer et helt nyt skub i tingene med et slags højdepunkt i maj.
Jeg ved godt, at verden lige nu synes at være et meget polariseret og frygtfyldt sted at være. Jeg får lyst til at sige: “Det er meget værre end du tror” 🙂 Jo, for så længe vi holder fast i poler, så er der jo en vis orden, men altså, polerne smelter, så det vi om kort tid står tilbage med er utallige muligheder i frit flow. Med lidt knofedt, så bliver det vildt godt igen ❤ Jeg ved også, at en del har brug for at opleve nogle helt andre ting, end dem jeg har beskrevet ovenfor. Det hænger også sammen med, at vi på jorden har forskellige roller i den fælles transition. Nogle af os skal vise noget om lidelse, nogle af os skal vise noget om glæde. Nogle skal vise noget om frihed, andre om tvang. Alle har vi en unik rolle i samspillet, der oplyser vores fælles bevidsthed om det, der er brug for at vide/rumme, for at kunne tage hinanden i hænderne og være KOSMOS.
Så, kære du, på hvilken måde kan DU, med din unikke indsats, være med til at samle kaos og sætte det fri til kosmos? Hvad kan du tage i hånden, som slutter kredsen derfra, hvor du står?
Må du føle dig elsket og holdt i det nye, og må vi føle os elskede og holdt i dit nærvær.
❤ Minnaiah/Lene ❤
1 Comment