
Velkommen til dig, som søger, som undres og forvirres, men som også lettes, glædes og trækker vejret med det som er. Velkommen! Til en meget ladet nymåne og Lions Gate.
Egentlig har Lions Gate-portalen aldrig optaget mig så meget i mit personlige liv. Hver eneste dag er som en portal, der åbner, gennem hvilken jeg kan vælge at træde. Men i dette år, må jeg indrømme, at denne portal træder tydeligere frem, også i mit fysiske. Den har gjort det i mange dage. Måske hele måneden. Som sagt helt fysisk. Og hvorfor nu det? Måske bare for at jeg kan beskrive følgende:
En portal minder lidt om et afløb 🙂 Se for dig, hvordan vandet, lige inden det forsvinder i vasken, badekarret o.l., sætter tempoet op og i en hastig spiral ledes igennem den “lille portal”. Det er en lille storm i et glas vand, og meningen er på den ene side at give sig hen, på den anden side at finde ind i centrum. 🙂 Og her skal du selvfølgelig også lige overveje glassets størrelse.
Du, som oplever svimmelhed, træthed, kvalme og den slags, er i spiralens tempofyldte bevægelse. Din søgen rækker helt naturligt ind mod centrum – dér, hvor du har med-kontrol. Altså, du kommer ikke til at kontrollere tempoet, men din egen væren i det. Der er også dem, der prøver at bedøve sig for at slippe, eller måske prøver at trække udad for at slippe væk……… det er nu nok halsløs gerning, for er du først draget ind i spiralen, så er der kun et JA tilbage, og du kommer længst ved at følge dit JA.
Så, mit spørgsmål til dig er nu:
Hvad er det, du har sagt JA til, som nu lader dig mærke den kraft, som er din vilje og sjæl, og som nu henter dig til din næste destination? Hvad er det du har kaldt på, som nu svarer kaldet?
Når månen er ny er der et øjeblik af fuldkommen emotionel frihed.
I den oplyste væren, er der altid en oplevelse af emotionel frihed. Inden vi når dertil, vil der være mentale sløjfer, der binder os til emotioner, som allerede er afprøvede. Du vil måske have prøvet at slippe følelserne, mange gange måske ❤ men, det lader sig ikke gøre. Emotioner er vand og altså evigt flydende. Det som kan “slippes”, er de meninger, vi har om emotionerne (for så vidt også om meningerne). Det kollektive “man” er fyldt med mentale sløjfer, som du kan være en del af. Men, det er også fyldt med frit svævende bånd, der som lianer, kan tjene dig, når du er fri og nysgerrig i din bevægelighed. Faktisk hører vi allerede om det i fortællingen om Sodoma og Gomorrah, hvor vi bliver inspireret til ikke at “se os tilbage”. Det er vore meninger om følelser vi HAR haft, der afholder os fra den frihed vi elsker så højt.
At elske frihed er intet under – det er vores naturlige tilstand af kærlighed og forbundethed. Prøv, under denne nye måne at se, høre og mærke dig i den frie (måske fremtidige) væren. Beskriv for dig selv, hvordan det mærkes, helt ind i det fysiske. Og fortæl dig så, hvordan du kom dertil. Hvordan lod det sig gøre, at du oplevede så stor frihed? Svaret herpå er det, du har brug for at høre nu ❤
Og lige i disse døgn, er der emotionel frihed, der for os alle betyder, at vi har mulighed for at sætte kursen mod noget, vi ikke har følt før. Lad det være din gave til dig under Lions Gate og den nye måne – tilladelsen til at opleve noget du ikke kan forudse eller forestille dig. Noget, der er helt fri af sløjfer, men som samtidig lader dig mærke (også på en helt ny måde), hvor elsket og forbundet du er i kontakten med alt omkring.
Tilbage til den lille storm i vandet før det løber igennem tunnellen.
Du får hjælp. Meget hjælp. Jo mere du mærker accelerationen, jo mere hjælp får du og jo stærkere har din intention været. Så, igen, hvad var det du kaldte på, som nu svarer dig sammen med et mægtigt kor af hjælpere, der synger præcis de toner, der får “dit vand” til at flyde ind på nye frekvenser?
Vi ses i nye lys.
❤ Lene/Minnaiah ❤


