Nymåne i marts ’19 – indvielsen af en cyklus

I dag begynder vi indvielsen af dette års indsigter. Det vil vare frem til fuldmånen, så, vær opmærksom –  på alt det du har lært i årets løb og giv det af al din kærlighed.

Kære du, det begynder endelig, nej, næsten. Det nye år. Nogen vil selvfølgelig argumentere, at det starter med kalenderåret. Nogle vil følge den kinesiske kalender, nogle den persiske. Det kunne også være Solhvervet og dermed det astrologiske år du følger – det er ganske snart og samtidigt med fuldmånen :-). Derfor vil nogen måske igen argumentere, at det nye år først starter ved nymånen i april. Sådan oplever jeg det nok selv.

Der er så meget mening og tro. I løbet af de næste par 100 år vil “nytåret” nok miste lidt af sin ophøjede status, og vi vil i højere grad blive optagede af at studere alle de planetariske cykler (ja, 🙂 det hedder det) og opdage, hvordan intet rigtigt slutter, men at alt er en uendelig spiral af begyndelser, indsigter og indvielser. Når en cyklus starter er det jo ikke sådan, at den stopper igen. Den fortsætter, som en spiral i et nyt spor.

Alle månecyklerne henvender sig bl.a. til vores emotionelle liv. Hensigten med at studere og følge månens cyklus, og indvirken på os, igen og igen, er at transformere – at indvie sig selv til emotionel frihed – helhed skulle jeg måske hellere kalde det. Arbejdet går mod at samle det eksoteriske følelsesliv med det esoteriske – at mestre begge i jordisk væren. Under nymånen tager vi et nyt tema op, og ved fuldmåne kan vi tage vores indvielse, og gå videre til det næste. En cyklus kan sammenlignes med en runde i livsspiralen, der ender med en indvielse – og indvielse er jo netop samtidigt en begyndelse og indtræden i det nye.

Denne nymåne er mig helt anderledes end andre. Det forekommer, at tingene er vendt på hovedet. Temaet er afrunding/indvielse, og følelsen minder meget mere om fuldmåne end noget andet. Jeg forstår, at det er årets sidste og fulde indvielse, der begynder, inden vi ved den kommende fuldmåne kan sætte fuld power på vores hensigt i den nye cyklus.

Den nye cyklus. Ja, det er dels en månecyklus. Men her er også tale om den astrologiske cyklus – vi har næsten været hele dyrekredsen igennem. Der er også i disse dage en Uranusindvielse i gang. Den flytter fra vædder til tyr. Merkur må vi heller ikke glemme, for den går lige lidt baglæns, for at rydde op på skrivebordene og i kommunikationen. I en lille men interessant sidebemærkning vil jeg nævne, at de 2 hører lidt sammen. De har med vores sind at gøre (hvor månen tager sig af det emotionelle) – Merkur tager sig at de konkrete og jordiske ting, Uranus sørger for det store billede, og vælter hele læsset, hvis ikke det er bæredygtigt i spiralen. Så, der vil være lidt gang i den her i transit-tiden.

Nå, tilbage på sporet. Vi har været hele dyrekredsen igennem, og er havnet hos fisken. Der kan være en skøn fornemmelse af at være kommet hjem. Lysten til bare at nyde det, ligge i sofaen, sidde ved vandet, lytte til vinden, lysten til bare at flyde med og hvile ud, måske på laurbærrene er stor. Men lige inden hvilen rammer hele kroppen, spærres øjnene op med et sæt, og lysten til at “forlade faderens hus” indfinder sig. Vi rejser os, indser at der er land i sigte, og nye eventyr at skrive, og “idet vi vender tilbage” til det levende liv og til forårets spiring, indvies vi som hele og helede, og dette bringer vi med videre til den nye cyklus. I de gamle esoteriske tekster siges det, at “idet jeg vender tilbage, frelser jeg”. Hvad er frelse, hvis ikke det er indvielse ❤

Under denne nymåne begynder vi at samle alt det, vi lærte i årets løb, for at bringe det til indvielse.  Forestil dig, at du tager al din læring og indsigt fra dette år og lægger det på et alter. Måske skriver du det hele ned på små stykker papir, måske lægger du det i en formation, som passer til. Måske tænder du et lys. Gør dét, som passer dig og din indsigt. Forestill dig nu, at du tager dine indsigter i hænderne og rækker dem frem som en gave, ud til verden, universet, til Gud eller hvem du nu ser for dig.

“Kære universelle hjerte, her får du alt, hvad jeg ved og kan nu. Hele dette års indsigt. Må det være os og alt til gavn og glæde”.

Og forestil dig så, hvordan det hele bøjer sig og takker for din gave. Se, hvordan din gave – din indsigt –  velsignes med lys og indvies sammen med al anden visdom. Jeg forestiller mig en slags dåb. 🙂 Indsigten er landet, som et nyfødt barn. Lad os indvie den, byde den velkommen i blandt os, så den mærker helhedens styrke bag sig, og lad os gøre den til en del af vores levende liv.

Hvad er din indsigt, kære du, med den længe ventede og meget velkomne gave? Hvad er det, du kan fejre med en indvielse? Dét er månens spørgsmål til dig i dag. Og et helt univers står klar til at modtage, omfavne, velsigne og indvie.

Jeg er Lene og Minjaia med månen – medrejsende og ved din side.

 

4 Comments

  1. Jeg elsker dine skriv. De vækker altid resonans i mig. Desværre er jeg lidt udfordret af din valgte grafik, den grå tekst er vanskelig at læse på de passager, hvor trækronerne svajer i det smukke lys. Og selvom jeg nyder de smukke træer, er jeg ærgerlig over, at jeg ikke får alle dine guldkorn med. Jeg læser primært dine skriv på min telefon, det kan være det er anderledes på en stor skærm.
    Smil og kærlige vibes til dig

    1. Kære Jacqueline. Tak for dine ord. Og hjælp. Jeg har prøvet at rette een gang, men jeg kigger på det igen henover de næste dage. Mine sider er under ombygning, så der sker under alle omstændigheder noget snart, og da vil det være super dejligt at høre fra dig igen.

    2. Kære Jacquiline. Kan jeg få dig til at tage et screenshot af det som er problematisk og sende til mig på mail Lene@minjaia.com? Det ville være mig til stor hjælp ❤

      1. Kære Jaccuiline. Jeg er blevet lidt klogere. Det viser sig at være en iPhone problematik, men sandsynligvis kun for 8’eren – altså hvis læser sidder med sådan en. Fra bærbar/pc/tablet er der intet problem. Jeg har sat nogen på sagen, for at undersøge, hvad der kan gøres.

Skriv et svar til Jacquiline Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.