Fuldmåne januar ’18 – Når den maskuline vågner i et hus af lys

Det guddommeligt feminine er i gang med at bygge rede på jorden.
“Et hus af lys”. Og det gør det muligt for det guddommeligt maskuline, som dvæler i overjordisk lys at vågne i sin jordiske form. Under denne måne har du mulighed for at opdage netop dette fine mirakel i dig selv.

Velkommen under fuldmånen, kære du. Den lyser på dig, både mand og kvinde, som har ventet på rum til kærlig handling.

Det har været vågent siden 60’erne, men ikke sendt ud i sin hele form. Det var en bølge, som slog ind over menneskeheden, der fik nogle til, i højere grad, at overveje det guddommeligt feminine. Det har altid været her, men det er menneskets bevidsthed om det, der giver det mulighed for at komme frem i sin retmæssige komplementerende form. Og det er den maskuline søgen, der kalder det hertil.

Jeg taler ikke om den feminine urkraft – det jordiske, kraftfulde og mægtige væsen, der komplementerer den kraftfulde maskulinitet hér – men om en krystalklar flamme af mildhed og nænsomhed, hvis stråle trænger ind i hver en mulig sprække, hvor det guddommeligt maskuline har kaldt. En nærmest magisk stille form, der øger ethvert rum for væren.

Du mærker den, hver gang dit rum øges – hver gang du røres af oplevelsen af, at høre velkomment til. Først i dig selv og senere blandt andre. Du mærker den, når du bevæges af hengivenhed blandt mennesker- når du oplever og mærker, hvordan andres rum øges. Og du mærker den i latter, leg, musik, dans, kunst, litteratur m.m. I starten som en indre fornemmelse af egenkærlighed og dernæst i opdagelsen af kærligheden til alt liv.

Du mærker den, når du kan se vreden, frygten, sorgen og lidelsen hos din næste, som dennes vej til frihed. Da vil du opleve det feminine, i sit stille arbejde, trænge ind og skabe rum, for at give maskuliniteten plads til kærlig handling.

I nat svarer månen på den maskuline kalden, med en stråle af feminin styrke, der oplyser et rum for kærlig handling i dig:

Luk øjnene et øjeblik og træk vejret.
Træk vejret igen – ind i hver af dine celler
og fortsæt mens du læser og mærker
hvordan de vågner, bliver opmærksomme.
De nyder din opmærksomhed.
Se, hvordan de bevæger sig roligt og blødt imellem hinanden overalt i dig.
De “trækker vejret” med dig.
De lytter til dig, og hører hvad du har at sige og give til dem
Mærk, hvordan de svarer med alt det, du beder om.

Træk vejret ind i din maskuline væren.
Se denne stærke og handlingsparate struktur i dig.
Mærk virkelysten og længslen efter at udrette alt du er.

Og lad da, med endnu en vejrtrækning,
strålerne fra månen og det guddommeligt feminine finde vej
til det guddommeligt maskuline i dig.

Se og mærk,
at der bliver rum til den du er, det du vil,
og den handling du har ventet på at sende ud.


Mærk, at du retter dig ud, strækker dig ud i hele din væren,
og kærlig handling strømmer gennem dine hænder.

Mærk, hvordan hele dit fysiske, jordiske selv
får rum til at udrette dit potentiale.

Du er – du er den, som bor i et hus af lys, af din egen skabelse.
Du er den, der i menneskekrop udretter alt den visdom, du kom med.

Tak!
For at du er

I tiden frem til solhvervet og begyndelsen på den nye cyklus har du mulighed for at mærke, hvordan du udgør en ubrydelig forening af maskulin kraft og feminin visdom. Du vil kunne mærke, hvordan de giver sig hen til hinanden, og at du – som et barn imellem dem – vokser derved.

Må det gøre dig godt, vække din passion og styrke din lyst til at udrette din visdom og handling

❤ Jeg er Lene og Minjaia med månen

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.