
Kære du. Vi er tæt på nymåne, og lad os spørge: Hvilken kærlighed vil jeg give mig hen til nu, og hvem/hvad kan jeg nu inkludere, som ikke var det før?
En ny måne vil altid give os muligheden for at sætte en ny mulighed i gang, som i første omgang ikke har nogen binding til fortid. Den fulde måne vil altid vise os det maksimale potentiale for vores mulighed, sammen med de tråde, der i fortiden binder muligheden, både til dens oprindelse og de kræfter, der ligger bag den, men også til de emotionelle begrænsninger, den har fået raget til sig, der så forhindrer dens udfoldelse 🙂
Månen i fisken (sol i fisk oplyser månens jomfru-erfaringer) giver os mulighed for at vinde og vende årets sidste indsigt og perspektiv på kærlig væren. I fisk handler det om spirituel hengivenhed og enhed – som væren. Fisk er det sidste barn i zodiac’en, og altså den, der har fået visdommen fra alle de øvrige. Her er ikke mere at sige, ikke mere at tænke eller gøre. Her er kun væren. 🙂 det kan godt gøre fiskepersoner og -aspekter lidt irriterende. De har bare ikke mere at sige, foretrækker at flyde med flokken. I den uoplyste del af udviklingen er det her, den uvidende flok viljeløst følger dualiteten – en leder og fx diktator, manipulator, demagog osv. Men……. i den oplyste del er det her, den ikke længere følger en leder, men leder hele enheden, ved at lede sig selv. (uden følgere).
“Jeg tror” siger den i sin personlige væren. “Jeg forlader Faderens hus, og deri frelser jeg” siger den i sin mest oplyste væren. Fisken går fra at have brug for en leder at tro på, til at forlade sin tro til fordel for en flydende væren af vilje og kærlighed. En tilstand der deles og udleves med alt.
Det er en meget vigtig ny måne. Set fra mit vindue er det nu, vi som menneskehed begynder at forlade det behov for tros-baseret adfærd og lederskab, som har kendetegnet fiskenes tidsalder. Tanken om det har været der i mange år, hele dualiteten har været afbilledet og afprøvet gennem Fisk, og vi har lært, at vi er én bevidsthed, og nu følger emotionerne med – de løfter sig til kreativ intelligens, der er med til at skabe en ny verden af multiversitet, der i sit højeste giver sig hen til tjeneste og siger
“Jeg er livets vand, som udgydes for tørstende mennesker”
De fleste mennesker, der i denne fase af jord-livet beskæftiger sig med tro og spiritualitet, har et essentielt Fiske-aspekt i horoskopet. (Og vandbærer naturligvis). Så, jeg er helt sikker på, at du som læser med her, faktisk ved, hvad jeg taler om.
Fisk og Jomfru er partnere på den del af oplysningsrejsen, der vedrører personligheden. Fisk har ikke incitamentet til at kende detaljerne for sin væren. Den flyder bare med 🙂 det er skønt, men det går jo ikke. Den skal jo frem til at lede, så Jomfru vil fodre den med alle detaljerne, helt ned til de mindste små skjulte dele. Og omvendt. Jomfru har ikke incitamentet til at mærke enhed, den er opslugt i alle de skønne detaljer, og deres individuelle potentialer. Det er fantastisk, men det går jo ikke, for dens store ønske er i virkeligheden at mærke sig selv, som en mægtig enhed/helhed. Så, den må videre, og her hjælper Fisk med inspiration til fokus på den indre tilstand og (sam)væren, frem for fokuset på fragmenterne.
Så, tilbage til den nye måne.
Hvilket nyt perspektiv på hengivenhed (Fisk) vil du åbne? Og hvordan vil du hermed finde og oplyse de adskilte fragmenter (Jomfru), der nu skal mærke forbundethed i enhed.
Igen, helt lavpraktisk. Hvilken kærlighed vil du give dig hen til nu? Og hvem/hvad opdager du herved i den kærlige enhed, som du ikke så før.
Må du opleve dig elsket og holdt, som vi oplever det i dit nærvær.
❤ Minnaiah/Lene ❤