Fuldmåne april ’22 – del 1

Velkommen til, kære du, lad os sætte os lidt, trække vejret dybt, og lytte til de stemninger, der præsenterer sig. Lad os finde ud af, på hvilken måde de uddyber de tiltag, vi satte i gang ved nymåne. Og, lad os samtidig mærke, hvordan vi bliver svøbt i lys, fra yderst til inderst, og hvordan dét regenerere vores fysik helt ind på celleplan.

Hvem er vi nu, og hvordan føles det at være sådan? Hvor og hvordan føles glæden? Hvor og hvordan mærker du forelskelsen? Strømmer den gennem dig, og mærker du hvordan den bobler i bunden af din væren? Led efter den, kære, for det er den, der giver dig kraft til spiring og udfoldelse.

Det er fuldmåne. Og det som sker, kan opfattes på flere måder afhængig af syns- eller bevidsthedsvinklen. Tænker du, at den bringer vilde følelser frem, da er du i det eksoteriske, hvor der en vandring imellem fortid og fremtid. Månen repræsenterer her fortiden – alt som ER sket – hvorfor de emotioner du oplever, sådan set er døde. Ligesom månen.

Tænker du, at den bringer kraft og indsigt er du måske mere til det esoteriske. Her er månen et feminint kraftcenter, der fortæller dig om de potentialer, der er i din situation, og den kraft der kan bære den videre. Månen er moderen og i nogen grad magien. Men husk, den er kraft, ikke handling. Handlingen kræver dig og din sol. Solen formidler månens kraft.

Men det er også sådan med månen, at den repræsenterer 4. stråle. Det er derfor menneskeheden drages af den. For vi er, som flok, repræsentanter for 4. stråle. Måske var vi, som flok, beboere på månen…….. Og, nu er vi på Jorden, hvor vi i højere grad søger solen. Man kunne måske sige, at vi med solens væren, søger at oplyse den månetilstand vi engang var i – altså, i det personlige og eksoteriske. Måne er en personlig planet. Både sol og måne vedrører personlighed. Dét vi har brug for, for at kunne være i den Jordiske sfære.

Jeg vender lige tilbage til 4. stråle, der er meget aktiv hér. Groft sagt, så er det strålen for krig og fred. “Harmoni gennem konflikt” er dens mantra. Det kunne man godt have nogle meninger om, men, man kunne også indse, at det er den bølge, vi rider på, når vi er her. Man kunne også indse, at vi er her i en højere sags tjeneste, for at udvikle solens strålepotentiale, gennem egen evolution. I de eksoteriske personligheder er 4. stråle, nåja, en krigskunstner. I det esoteriske sjælsperspektiv blot kunstner for glæde og skønhed. Læg mærke til, hvor stor kunstens betydning har for menneskehedens velbefindende. Når alt er mørkt, vil en sjælstone bryde igennem stemmebåndene hos den, der har til opgave at synge om den frie kærlighed. Alle kunstnere bevæger os, hver på deres måde, med “sjælstoner”, så vi kan komme frem til harmonien.

Mens jeg skriver, undrer jeg mig lidt over, hvordan det skrevne har sammenhæng til denne kraftfulde væddermåne – vædder fordi solen i vædder oplyser månen, der er pladseret i vægt.

Og lad mig vende tilbage til skønheden. For, solen lige nu, viser hvad månen har gemt på i vægt. Vægt repræsenterer Venus, der er skønhedens lys og (5. stråle). Solen lyser på at Vægt siger “Jeg vælger vejen, der går imellem de 2 kraftlinjer”. Altså igen, et fif til at leve på en højere frekvens af 4. stråle. En vej i skønhed og glæde.

Personligheden får brug for at træffe et valg. Hvad vil den? Vil den vinde, vil den have retfærdighed, vil den have position…….. eller vil den glæden, skønheden og kærligheden mere? Ethvert menneske kommer mange gange i livet i situationer, hvor det lader våbnene falde og istedet bruger kræfterne på at nyde nogle af livets mange skønheder.

Vædder, som er den, der får det til at ske, i denne omgang, er i personligheden en kriger, så der er virkelig meget uspoleret kraft og mod i Vædder. Intet opstår uden vædder. Det er den eneste i zodiac’en, der tør stå frem uden at skele til siderne 🙂 den ved simpelthen ingenting om farer og konsekvens. Den ved kun noget om at stå hengivent og frygtløst frem i en sags tjeneste. Men, så kommer det ………. på den esoteriske frekvens, da står den frem fra tankens plan – og den ér. Den springer alt over og går fra uvidenhed til væren. Fuldstændig ligesom den skønneste lille spire, der bryder frem af jorden. Uden mening, uden anden hensigt, end væren.

Og nu er jeg tilbage. Under denne måne kan det anbefales at bruge Vædders hengivne mod til bringe skønheden frem imellem de 2 store kraftlinjer, med det formål: at være.

Vær, vær her, vær hel og vær nær.

Må du føle dig elsket og holdt, som vi føler det i dit nærvær.

❤ Minnaiah ❤

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.