Helt tilbage i 2012 blev jeg vist et billede af Oneness – som flower-of-life – via en klynge mælkebøttefrøstande. Dengang var jeg lidt optaget af filtre og andet, som kunne “forbedre” de billeder jeg tog. Jeg var optaget af, at det guddommelige univers var blidt og yndigt 🙂 men sådan er virkeligheden jo ikke, og jeg har sidenhen forstået, at Oneness indeholder virkeligheden med alt hvad den er. Det rå og grove, det grå og sjove, det visne og døde, og så selvfølgelig også det søde og bløde. Jeg har desværre ikke længere orinalfotoet, der viser det hele. Men, måske det er meget godt. På den måde kan jeg måske illustrere, at også jeg har været på en ekskluderende vej, og at dét er den helt rette vej frem mod oplevelsen af helhed og Oneness …….. for mange af os.
Dengang var jeg bare så klar til at opleve det. Himlen på jorden. For mig var det alt det lækre, det søde, det bløde, miraklerne, englene, gudstilstedeværelsen, lykken og alt det der. Så, jeg sprang i med begge ben med et “Yihaaa”, og jeg troede, at nu var min lykke gjort. 🙂 og siden gik alt af H….. til.
Læser du med her, så er det måske det sidste du oplever/har oplevet ❤
Det har været en direkte, intens og medrivende vej til Oneness, og ja, min lykke er gjort.
Lykken/Oneness/kærlighed er en helhed, og da jeg – min personlighed – gjorde plads til alt, og besluttede sig for, virkelig at være hér og hel med alt som er, da blev helhed min oplevelse.
I Oneness må jeg være glad og sur, som jeg lyster. Jeg må være syg og rask, som jeg har brug for det. Jeg må være alt, og jeg støtter mig i at være det. Jeg lægger mærke til, hvor stor betydning det har for mine omgivelser. Det giver mit fællesskab mulighed for at være det, det er, og ikke noget, jeg har betinget af de mange usikkerheder, jeg har båret på.
Det er vigtigt at understrege, at det IKKE er fællesskabet, der har givet mig plads. Det er mig! Og dermed har jeg været med til at hele/heale fællesskabet.
Det sidste er vigtigt. Føler du, at der er dårlige forbindelser og løse ender i dit fællesskab, da er det virkelig tid, at du tager DIN plads, så fællesskabet styrkes med dine kræfter. Det er IKKE, det du mener om fællesskabet, der gør det stærkt, men den kraft og kvalitet, hvormed du indtræder i det. Man kan sige, at fællesskabet vågner lige der, hvor du træder ind og er bevidst tilstede. Er det ikke din oplevelse nu, må jeg sige, at det er, fordi du ikke endnu har været der helhjertet og nært. Måske har du tilbageholdt det aller vigtigste. Noget, du måske ikke helt føler, bør have plads i fællesskabet …….. det vil du opdage før eller siden.
Oplevelsen af Oneness i det jordiske kommer ikke som et eksplosivt, orgastisk øjeblik. Det sker stille og roligt, små oplevelser ad gangen i takt med din øgede deltagelse. Det er en væren og rejse, der går fra knudepunkt til knudepunkt i helheden. Knudepunkt er små lysende accespoints, hvor trafikken/erfaringer/bevidsthed samles og får mulighed for at gå nye veje. Jo flere veje du åbner dig for og følger, jo større bliver din oplevelse af den Oneness du er del af.
Kan du forestille dig og måske tillade, at Oneness også er alt det, du mener står i vejen for din oplevelse? Kan du forestille dig, at tage din personlighed, med al dens kompleksitet, i hånden og sige:
Kære du. Du er alt, jeg ønsker mig, du skal være. Tak for alt det, du gør for os. Du er, den jeg elsker og holder i min hånd, og med mit nærvær. Hér hører du til. Velkommen, og tak for at du holder døren åben for mig.
Må du opleve dig elsket og holdt, som vi oplever det i dit nærvær.
❤ Minnaiah/Lene ❤
Minnaiah 