Når rejsen slutter – og det gør den faktisk – er der ikke længere en ide om at skulle et sted hen. Der er en væren, og alt det uden om, ja, det er ……. alt det uden om, som man allerede er forbundet til. Fra rejsens start vil personligheden længe have oplevelser af at skulle mislykkes, opgive og overgive sig. På et tidspunkt er der ikke så meget andet end følelsen af mislykkethed tilbage. Det betyder, at meninger om værdi begynder at flytte sig. Fra at mene, at det er handling og succes, der giver værdi, kommer der en oplevelse af, at bare det at trække vejret har værdi. Det er de helt små ting, der bliver drivkraften i livets bevægelse.
Læg mærke til, at personligheden, der har sat sig som mål at opleve succes, nu har oplevet det modsatte. Det er, fordi dens ønske om spirituel succes (kærlighed) opstod i følelsen af at være forkert/mislykket. Husk på, at det er den stemning vi er i, som universet svarer på ❤
På rejsen går personligheden op i egenkærligheden, først skal “de andre” elske den, dernæst skal den selv elske sig, og derfra kommer den ind i alkærligheden – altså ubetinget grænseløs kærlighed til alt som er, uden at positionere sig selv adskilt fra sig selv, andre, kærlighed eller alt som er. Personligheden er stadig personligheden. Den oplever blot sig selv som en del af alting. Når bevidstheden og følelsen af at være en del af alting indfinder sig, da ved man at hengivenhed har afløst følelsen af opgivelse og overgivelse. Det ER et element af opgivelse og overgivelse for personligheden, men lige før rejsens slutning og det man kunne kalde den spirituelle succes, bliver lysten til at “være sammen med” og hel større, end noget andet.
At forbinde spirituel og succes er stadig lidt tosset. På den anden side er det vigtigt at holde varmt og kærligt om personligheden, der formodentlig altid vil måle sig i oplevelsen og graden af succes. Så, lad os bare fastholde, at der er væsentlighed i det at lykkes med noget.
Sætter vi et mål, kan vi måle os på, om vi lykkes……. eller, kan vi? Er det så lineært, som vi går og tror? Jo længere du kommer på en spirituel rejse, jo flere mål du sætter under spirituelle overskrifter, jo mere vil du opdage, at din vilje er meget lille ift den store vilje.
Der ER noget, som vil mere end du. Der er et center med langt større viden og overblik, der lytter med, når du sætter den lille vilje i gang. Nemlig altings vilje. Det er meget vigtigt at huske, at den lille vilje IKKE er forkert, den fejler ikke. Den er en del af ALting og altså lille, og dermed med begrænset bevidsthed. Selv den mindste lille vilje sætter kæmpestore bevægelser i gang. Og oplever du ikke at nå dine mål, da er det ikke altid et udtryk for, at målet eller du er forkert, eller at målet ikke skal nås. Det kan i lige så høj grad være et tegn på, at den store vilje arbejder med. Den ser, at der er mange detaljer, der skal klares, før målet kan nås. Måske detaljer, som du ikke er herre over.
Jeg har siden barndommen haft en fantastisk drøm om at lave et center for spiritualitet eller faktisk et center for væren. Jeg har set bygningen, hvilke rum, der bliver brugt til hvad. Jeg har set omgivelserne og meget mere. Faktisk har jeg også set bygningen i virkeligheden. Men altså, den er så langt udenfor min økonomiske rækkevidde, at det med det samme blev skudt til hjørnet. Som årene er gået, har jeg også lært, at den spiritualitet jeg drømmer om ikke helt matcher behovet hos mine medmennesker endnu, så mange små detaljer skal klares før det center, jeg står for, kan åbne og stå godt fast.
Jeg har mange gange troet at jeg skulle følge den drøm – det har sådan set været den eneste drøm, der er fulgt med i det meget foranderlige liv jeg har haft. Men pludselig var det slut. Drømmen forsvandt. Viljen og idéen om at skulle noget forsvandt, og et tomrum stod tilbage. Og jeg tror faktisk, at det har været den mest skelsættende periode i mit liv. På den ene side følelsen af at være helt tom, uden vilje, uden mål – ligegyldig, ingenting. På den anden side for første gang en oplevelse af at være fuldstændig hel.
Over alle mine drømme har visionen om helhed fyldt mest. Så, man kan godt sige, at jeg er lykkedes langt ud over al forventning. Den store vilje har været meget tæt på, og den har sørget for, at jeg er lykkedes med mine dybeste intentioner. Og først hér kan jeg komme tættere på virkeliggørelsen af et center for væren – fordi jeg først nu selv ved, hvad det vil sige, teoretisk og praktisk, dét jeg gerne vil gøre plads til.
🙂 og paradokset er så, at der nu er ikke længere en drøm eller et mål. Der er ikke noget, jeg skal eller vil. Men jeg ER en masse. Det er ikke vigtigt for mig at skabe noget eller blive til noget. Indimellem er det så vildt, at det heller ikke er vigtigt for mig, at hente noget frem (idet jeg ved, at alt ER, det skal bare hentes). Den der vilje til vigtighed er smuldret.
Jeg lever et helt almindeligt liv. Jeg gør det, der kalder på mig. Nu om dage er det små bitte ting. Jeg nyder mit liv sammen med alt det synlige og alt det usynlige. Der er ingen ensomhed, for jeg er sammen med. Skal jeg være helt ærlig, så er “jeg” ikke rigtig en ting. Der er et VI! Når jeg-følelsen opstår, er det i situationer, hvor jeg fx kan føle vrede, dér har mit menneske stadig lidt at favne. 🙂 men vi tager det, som det kommer. Tillader det og elsker det.
Hvis noget er nyt, så er det, at jeg ikke længere har fornemmelsen af at overvåge mig selv, som jeg har gjort det, det meste af mit liv (og sådan set har været stolt af). Og fordi jeg har samlet mig til én hel væren, så er der heller ikke andre, der har brug for at overvåge og vurdere mig, som jeg har følt det, det meste af mit liv.
Èn hel væren sammen med alt andet, er det, der til dato har givet mig den største opløftelse, indsigt og glæde. Så, der er sandhed i at sige, at personlighedens rejse mod den spirituelle succes blot er et spørgsmål om at gennemleve alle de modsatrettede potentialer, for til sidst at gå i stå og sige JA til bare at være.
Vær, vær nær, vær hel, vær hér.
Det er nok, det er rigeligt, det er ALT.
❤ Lene/Minnaiah ❤
Minnaiah 