Mens Fiske/løve-månen gør sig klar til sin fuldstændige oplysning, bliver jeg opmærksom på nogle meget simple læringer, som skal indses, før vi kan få det fulde udbytte
- Når vi har det oprigtige ønske at hele, da må vi stå ved de ender, som har brug for at mødes, for at vi kan føle os hele. Det er ikke et spørgsmål om at grave efter årsager og finde forståelse. Det er først og fremmest et spørgsmål om at elske dét som er, i det øjeblik hvor vi ikke føler os hele, og som gør ondt, fordi det er adskilt fra sin sammenhæng.
- Det er, i hver eneste situation, der føles ubehagelig, adskillelse, der er årsag. Hver eneste! Det har taget mig mange år at lære. Men, faktum er, at når du står i en situation, hvor du føler behov for at hele, da er det altid, fordi du har adskilt dig fra det som er. Derudover kan der være helt almindelig sorg eller vrede over fx et tab. Den del kan være ubehagelig, men den er intet imod den følelse, der opstår i mennesket, når det adskiller sig fra de følelser som er. Dét er årsagen til behovet for at hele.
- Ønsker vi et hjerteligt liv, da må vi være villige til at elske. At stå ved kærligheden til os selv, og i en hver situation give os selv den kærlighed, vi måske ellers forventer skulle komme fra en anden.
- Vi må vælge det kald, vi er villige til at følge SÅ meget, at en mulig fejltagelse eller fiasko er uden betydning.
- Vi må være villige til at indse, at når én ting fylder meget, så tager den kræfterne fra en anden ting, der måske sulter og føler sig underernæret.
Som menneske på jordomrejse oplever vi en væren, der er radikalt anderledes fra det vi har prøvet før. Den fysiske, emotionelle og mentale del af menneskeligheden er et vilkår 🙂 ja, nærmest en kronisk tilstand, der indimellem bliver til noget, der kunne minde om en autoimmun sygdom. Det går i ring i stedet for i spiral. Jeg har sat nogle ting i gang ved nymåne, og nu viser sig det maksimale potentiale…….. der så er lidt skuffende. Hold da op….. der er lidt langt til det potentiale, jeg havde forestillet mig. På den anden side har jeg mødt den kraft (potentiale), der er stor nok til, at mine forehavender i sidste ende lykkes på den ene eller anden måde. Måske min vej i denne cyklus kan inspirere dig.
I den seneste uge har jeg været så vred som aldrig før. Jeg tillader mig normalt ikke så stor vrede, og det er der mange gode grunde til. Især dét, at den er mægtig som en løve. Det er den blevet, fordi jeg aldrig tillader den at komme frem. Jeg har ikke haft kærlighed nok til mig selv i situationer med vrede. Det er der også gode forklaringer på. Men, ser du, forklaringerne hjælper mig ikke. De gør bare at jeg forstår. De gør ikke, at jeg står ved og elsker den næste vrede. I den menneskelige del af mit liv, har jeg brugt forklaringerne til at undgå/omgå eller undertrykke vrede. Vrede er blot en følelse, men kraften bag er løvens brøl
Nå, men jeg har altså været så rasende vred, at jeg ikke har kunnet sove, spise eller tænke klart. Det er fuldstændig underordnet, hvad der er genstand for vreden. Det vigtige har været, om jeg står ved den. 🙂 og det har jeg gjort. Jeg er også kommet til at flyde over, og tale til andre på måder, som jeg godt kunne fortryde lidt. Men, det har været en lettelse, at flyde lidt over. Jeg sidder tilbage med ondt i maven over at kunne blive så vred. Og jeg husker, at smerten skyldes, at jeg ikke helt elsker mig, når jeg er vred. Vreden betyder nemlig, at jeg har fejlet. Havde jeg gjort som “jeg burde”, var der aldrig opstået en situation, hvor vreden – min eller andres – indfandt sig. En del af mit menneske SKAL finde holdbare og opbyggelige løsninger uden vrede. Det er faktisk kun en lille del, men hold da op, hvor den fylder og tager næringen fra resten af mig.
Så, der er altså en løve i mig – en sfinx af kraft – som jeg nok misunder lidt. Den VIL have fat i mig, så den brøler og bevæger sig igennem mig og mine omgivelser, indtil jeg anerkender, at den ER. Den er ligeglad med vrede, og faktisk også kraft. Den vil anerkendes udelukkende for sin væren, mens den står alene på klippefremspringet og knejser med nakken, uden interesse for fejl og fiasko.
Løve-solen skinner på Fiske-månen i disse døgn. De vil hinanden. De vil ses og høres. De vil give og modtage. De vil hinanden så dybt som ingen andre. Men hvordan………når de er så forskellige? Hvordan…… når de begge vil deres egen væren mere end noget andet? Den ene i oplevelsen af at være solen selv, den anden i oplevelsen af at være dråbe i havets mægtige fællesskab.
Heri kan de mødes – i enigheden om at egen væren er det essentielle i deres fællesskab. Og når det åbne møde opstår, kan Fisk lære, at der er en mægtig helhed. Og at denne helhed kun består med den énes deltagelse. Løve kan lære, at dens enhed udgøres af mange små dele. Og, at denne enhed kun består med de manges deltagelse. Det ville være så utrolig nemt, hvis løve var et hav, for da ville den kun kunne elske den lille dråbe/fisk, som en del af sig selv. Og var Fisk i stedet en solstråle, ville den kun kunne elske den mægtige sol, som en del af sig selv. I det eksoteriske/jordisk menneskelige er de optagede af forskellen på løve og fisk, på sol og vand. Der kan derfor blive en oplevelse af adskillelse.
Fisk og Løve er meget forskellige. Men sjæleligt/esoterisk har de oplevelsen af at passe perfekt til hinanden. Den ene udgør billedet af enheden, den anden indholdet i den, og tilsammen udgør de helheden. Det er nemt at forstå. Og det er en lettelse, når først vi giver os hen til at mødes i det åbne centrum, hvor der er en oplevelse af, at helhedens kræfter flyder ligeligt til begge.
Det giver ikke mening, at Fisk pludselig skulle give sig til at være Løve ……. eller omvendt. Det giver ikke mening, at vi prøver at være noget andet, end vores egen væren. Det er faktisk først, når vi virkelig er, det vi er, at vi kommer til at mødes med det, som virkelig passer til. Og her må jeg irettesætte mig selv. For…….. vi møder ALTID det, som passer til! Hvis jeg undertrykker eller sniger mig uden om vrede, da vil jeg møde dem, der får mig til netop dét. Jeg vil føle det uretfærdigt og uforståeligt, indtil jeg er noget andet end undertrykkeren.
Tilbage til start. Fuldmånen, er eksakt lige nu, og det føles som en enorm lettelse at få fuldt lys på kræfterne. Det handler om autencitet og den enorme kærlighed, der har mulighed for at træde frem, når vi (måske igennem vores modsætning) byder balancen velkommen. Når vi lader enderne mødes.
Mit fuldmånedøgn handlede om det, der i mig ikke kunne fremstå som helhed. Det handlede om vreden, som jeg havde en forestilling om, der gjorde den til noget andet, end det den er……….gjorde mig til noget andet, end den jeg er. Igen må jeg irettesætte mig selv 🙂 jeg er ALTID, den jeg er. Men, nogen gange oplyses jeg så meget, at jeg bliver bevidst om alt det, jeg ikke ved, jeg er.
Jeg er ikke vred mere. Jeg er hel, og jeg nærer igen alle mine mange strålende dele.
Må du ligeledes føle dig næret og holdt. Og må vi føle det samme i dit selskab
❤ Minnaiah/Lene ❤
Minnaiah 