
Kære du. Velkommen i min lille meditative boble, hvori jeg har stillet spørgsmålet: “Hvilke svar kan jeg formidle til den, som lytter, nu?” Det er tid til en ny kærlighedsfortælling, og hold da op, hvor er der mange tråde, der skal mødes på kryds og tværs. Her er nok til en hel bog. Her ber’ jeg så om, at det bare er hovedlinjerne, der trækkes op.
De af jer, som har fulgt mig længe, vil have bemærket, at jeg i en lang periode har stillet mig til rådighed for de jordiske væsners tale mere, end de energier, der kommer, fra det vi kalder mestre/engle m.v. Det skyldes blandt andet tidligere spørgsmål, der har drejet sig om, hvordan vi kan opleve “himlen på jorden”.
De energifrekvenser, som vi kalder Jesus, St Germain, Magdalena, Sanat Kumara m.fl findes i al materien – og altså også i de jordiske frekvenser – og når vi ønsker kontakten, måske endda sammensmeltningen med dem, mens vi er her, da er vores opgave, at se og mærke dem i vores eget omgivende univers – mennesker, planter, dyr, mineraler – …… og som følge deraf, som en del af vores egen stemme.
Så, fortæller jeg dig nu, at jeg, i dette øjeblik, har kontakt til mesteren Morya, da ønsker jeg ikke, at du skal tro, at han og jeg sidder på en sky og har hemmelighedsfulde samtaler om ting, kun få forstår ❤ Nej, langt hellere vil jeg vise dig, hvordan jeg har opdaget denne frekvens, som en del af min vilje til at spire. I starten af min spirituelle rejse, var jeg nok lidt optaget af, at være kanal, at være dygtig, at være en god oversætter. Men, der skete så det, at guiderne i de næstfølgende år holdt op med at præsentere sig 🙂 Virkelig smart, for da blev jeg tvunget til at se min egen rolle og stemme i det hele. Det er simpelthen ikke vigtigt, hvilket navn frekvensen har. Det betydningsfulde er kvaliteten og den egenskab, som frekvensen/strålen bærer med sig, og på hvilken måde vi kan se den i og omkring os. Og derefter, kan vi godt give den navn, blot vi stadig indser, at der er tale om en frekvens – en stråle af kvalitet og intention, og at vi er en forlængelse af den samme frekvens her på jorden.
Morya – 1. stråle (kært barn har mange navne) – har altid haft en fremtrædende plads hos mig, når det kommer til de øjeblikke, hvor jeg fra et viljesaspekt vækkes til ny indsigt og spiring. Dwahl Khul, Tibetaneren, 2. stråle (kært barn har mange navne) dukker op, når det er underviseren i mig, der kaldes på. Maria Magdalena, den elskede, 2. stråle, når det er kærligheden, der er på spil. Når, der er bud fra tvillingeaspektet, er det altid gennem Kristus Maitreia/Jesus Sananda og Ashtar, lidt afhængigt af, hvilket budskab, der skal igennem. Men, de og det viser sig igennem det jeg oplever jordisk. I hændelser og/eller billeder med mennesker, dyr, planter osv.
Som årene er gået er jeg kommet til at elske jorden, og al den skabelse, der er her. Fra tid til anden kan jeg sidde, som nu, i solen og betragte en blomst, et træ, et dyr, en fugl eller et insekt, og tabe kæben over den detaljerigdom, der er i disse former. DA får jeg lyst til at udbryde “Det er intet mindre end guddommeligt. Sikken et skaberværk”. Det er sgu noget andet end mine hjemmestrikkede kreationer, om også nogen finder mine sokker guddommeligt lækre 🙂
Vi mennesker er historiefortællere – det er gennem fortællinger vi præger hinanden til med-udvikling. Historierne handler om alle mulige ting. Der er historierne om “der var en gang”, der er historien, der skal fortælles engang om præcis dette nu, hvor du sidder og læser, og der er dem, som stadig hviler i drømmene. Hvert eneste øjeblik byder på en fantastisk historie…….og mulighed for en ny fortælling.
Det er den nye fortælling Morya taler om i dag. Han gør det igennem det billede, jeg så af månen i går, hvor jeg først tænkte: “Så for søren, nu får vi skåret hovedet af!” Jeg grinede lidt, men studsede så, for i virkeligheden er det en meget gammel historie – at få skåret hovedet af. I gammel tid blev vi afskåret forbindelsen til hovedet, hvis vi (især som kvinder) dyrkede sol, måne, stjerner, og kontakten til ånden. Munkene fjernede håret (som jo sidder på hovedet, for at blive mere oplyste. I nutiden er vi også blevet bedt om at afskære kontakten, nu blot til sindet/det mentale. Hvilket jo er en god idé, da vore tanker IKKE er den direkte vej til oplysthed. Men, det er stadig en gammel historie, fordi den har været der så længe. Næh, det Morya vil vise mig er at nu sættes jord-englen i forbindelse med “oplysthedens hoved” På samme måde, som når sonder og satelitter connectes til moderskibet. MODER-skibet. Lidt mere højspirituelt og højtideligt kan vi se, at Merkabaen flettes sammen (de to trekanter, der smelter sammen). Ser du lidt på billedet, så er der faktisk en triangel øverst i “hovedet”
Det med MODER (moderskibet) giver så helt utrolig god mening, idet Jomfru, hvori vi befinder os nu, i det esoteriske siger “Jeg er moderen, jeg er barnet, jeg er Gud og jeg er materien”. For at være Moderen – den der bærer og føder det hele, da må man være det hele. I det eksoteriske er vi, i Jomfru, meget optagede af de små detaljer, vi dissikerer, sorterer og skelner. I det eksoteriske kan der være en tendens til adskillerier, når vi sorterer, men i det esoteriske, da inkluderes alt det opdagede, som en del af væren, nøjagtig som i det overforstående tegn, Fisk, hvis kvalitet er at flyde med det hele, og derved frembringe sig selv som helhed 🙂 men jo altså ikke uden at have fået Jomfru’s deltaljerede indsigt.
Og nu har vi så fuldmåne, hvor vi har mulighed for at opleve det maksimale potentiale for vores hensigt/indsigt under nymånen, med hjælp fra alle de planetariske konstellationer. Det ER kærligheden, der er på spil. Den der står tilbage i centrum, når alt er ryddet op og sorteret. Den, der altid er der. Det er den, du undrer dig over, og som med en insisterende nysgerrighed forbinder dig til både kendt og ukendt. Lige nu, måske, især noget der føles lidt ukendt.
Så, hvad er det i dit liv, der ikke er helt kendt, som banker på og gør dig nysgerrig? Hvad er det, der kalder og måske trækker dig i en retning, der føles lidt godt, men også lidt underligt? Hvad er det, som pludselig føles ligegyldigt, og dermed sætter dig fri til at give noget nyt gyldighed?
Morya, der er viljen til liv, vil gerne vise dig, på alle mulige måder, at det er nu, du former viljen til at spire. Viljen! Den kommer først, spiringen kommer senere. Vi er kun nået til, at høsten er overstået, og til at de frø, der bærer livsvilje, skal lægges i blød forvaring, så de kan blive klar til spiring, når foråret vågner i dem. Det er nu, du kaster dig afsted som et frø, klar til formering.
🙂 Der er altså et maskulint aspekt, der gerne vil i kontakt med det feminine, så der kan skabes en levedygtighed.
Se dig omkring, kære. Hvem eller hvad er det, der gerne vil i kontakt med dig? Hvem eller hvad er det, som du gerne vil kontakte. Hvilken skabelse er det, du drømmer om, som skal komme ud af det møde. Det er et job, en ide, et projekt, et menneske – en kontakt, der sammen med dig, afslører endnu mere Kristus-energi i det jordiske. Kærlighed – Messias – kan det også kaldes.
Messias er at mestre, at mestre er at rumme, at rumme er at være, at være er kærlighed. Og vi bliver alle, under septembermånerne, gode til at mestre kærligheden.
Denne måne er også sorteringstid. Jeg har sorteret og jeg har også frasorteret. Ikke fordi jeg ikke kan lide eller for at adskille, men simpelthen for at følge det, som virkelig kalder på min kærlighed, eller for at svare på samme. Det er bare ikke alt, der kalder på mig. Der er både mennesker og situationer, der ikke er kontaktbare for min kærlighed. Der er situationer og mennesker for hvem min kærlighed ikke er kontaktbar. Det har jeg tidligere været lidt utilfreds med. Jeg har tænkt, at hvis der ikke var kontakt, så var der heller ikke kærlighed. Men, det er ikke sådan det er. Kærligheden er der altid ……. i absolut alting ….. kontakten afgøres af hvilken frekvens vi er udøvende/modtagende på. Føles kærligheden sparsom hos dig, da er det tid at stille ind på dens dens frekvens og lade dig overraske af, hvad der møder dig der. Måske står du på helt samme sted, men ser på alt med nye og anderledes åbne øjne.
Du kan møde mestre, engle m.fl, men det kan også være en humlebi eller en gedehams. Du kommer til at møde dét, der får dig til at elske mere end før, og altså helt sikkert noget ukendt ❤
Dét får det universelle hjerte til at slå en ekstra gang. Og det vil jeg glæde mig til at opleve i fuldmånedøgnet, hvor måske selv månen tager sig en lille sensuel himmel-rumba-svingom.
Jeg ønsker dig en fantastisk fuldmåne-danse-fest på Moder-skibet – for den oplyste energi vil så gerne helt ind i kroppen . Og jeg håber du mærker, hvordan mestre, engle og dine guider, er som bølger omkring dig, der gør knæende bløde, hofterne vuggende og kærligheden nærværende.
❤ Lene/Minnaiah ❤