Fuldmåne maj ’21

Kære du. Jo, jeg ved godt, at det er længe siden. Og ventetiden skal fortsætte lidt endnu.

Nymåneskrivet var godt undervejs, men ordløshed flød som et mægtigt vandfald ind, og gjorde mig opmærksom på, at det som sker i øjeblikket ikke er noget mine ord rækker til. 🙂 sidenhen er der kommet masser af ord, men tiden har så ikke været til skriveri, og det er den heller ikke nu. Mine dage er helt fyldt op med fantastiske gøremål, så jeg må udskyde de dybe skriverier.

Dog har jeg et væsentligt budskab fra denne fuldmåne:

Det engelske ord “Release” – dét har vi indarbejdet i vores spirituelle praksis, men har vi forstået det?

Release betyder at frigøre og også at afspænde. Det betyder altså ikke “at give slip”. Eller betydningen af at give slip er en anden, end den mange arbejder udfra.

Under fuldmånen bliver alt synligt og klart. Hele potentialet for vores fokus folder sig ud……… så hvad er dit fokus? Er det at finde ting du vil give slip på? Eller,….. er det at frigøre kræfter, der gavner din sag.

Dit fokus er afgørende for, hvad du oplever.

Så, tænker du, at du engang i tidernes morgen har gjort noget, der var forkert, som du derfor skal lave om, og at det er det du skal bruge fuldmånen til? Altså at finde det, som var forkert engang?

Eller tænker du, at du er i gang med et eventyr, hvor du nu er så heldig, at mere af eventyrpotentialet kan folde sig ud?

Vend lige tilbage til den første. Den, hvor der engang var noget forkert………. kære, var der nogensinde noget, der var forkert? Og var der en universel kraft, der havde den mening? Nej! Det forkerte kommer fra dine tanker. Det er dine tanker, om noget du eller andre har gjort, der bliver til et fokus, og som bliver hensigtssættende for din oplevelse her. Dét bliver din manifestation.

Månen vil gerne sige, at der er en anden mulighed. Sæt dine kræfter fri til det liv du lever nu. Det er alene dine meninger og overbevisninger, der får dig til at fokusere anderledes. Træk vejret dybt, og på udåndning lader du sindet afspænde sit greb om dit potentiale.

Afspænd og sæt fri – til din og alle bedste gavn og glæde.

❤ Lene og Minnaiah ❤

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.