Spirituel dialog – som at ligge i ske med den universelle ånd

Lige før jeg tog dette billede var der både hjort og hare sammen med fasanen. De sprang desværre, da jeg ville forevige den dialog jeg så. At bo midt i naturen byder på daglige lykkestunder. Alt falder på plads for mig, når jeg mærker at være en lille del af en stor sammenhæng. Så her går jeg altså rundt, på min bakketop, sammen med dyrene. Og der er slet ingen tvivl om, at vi har et samarbejde og en dialog 🙂 for sådan vil jeg gerne have det. Det er mig, der er mennesket, og altså mig, der har en skabende vilje. Det er mig, der kalder dyrene til. Og her skal du få et eksempel på, hvor stor glæde jeg har af dialogen med dem. Men først…….

Clairvoyance, -audience, -sentience m.v. – spirituel dygtighed vs indbygget samarbejdsteknik

Der er i det kollektive en tilstrømmende interesse for det spirituelle. Og selvom et spirituelt liv er, ja, en livsform, så går interessen i første omgang på clairvoyance, medieskab, diverse spirituelle evner og mere fra samme skuffe. Og det kan være fint, når bare vi forstår, at det alt sammen handler om kommunikation i og med helheden. Jeg kalder det spirituel dialog.

Der er en helhed vi kan sanse. En helhed af afdøde, energetisk væsen, planetarisk væsen og så selvfølgelig alt det som lever i bedste velgående lige ved siden af os i menneske-, plante-, dyre- og mineralriget. Menneskeriget er, når det kommer til stykket, det mest interessante. Og det er, fordi vi indeholder lidt af det hele. Vi er en elektrisk energi, en mineralsk sammensætning, vi gror som planter, har instinkter og formering som dyr, og dertil har vi viljen, passionen, følelserne og kærligheden, der er anderledes end den vi ser i de øvrige riger.

For mig er det spirituelle anerkendelsen af den ånd, som forbinder os i helheden – et fællesskab. Det er anerkendelsen af, at vi (alle rigerne) er sammen om en oplevelse og at vores udvikling, både den vi har hver især og den vi har sammen, sker som følge af enhver bevægelse vi skaber – hver især og sammen.

Den spirituelle dialog – partnervalg eller emnevalg

For nu at øge den spirituelle oplevelse har vi alle fået evnen til kommunikation. Vi udsender hele tiden vibrationer, og vi modtager hele tiden svar på disse. Vi er i en konstant samtale med alt omkring. Det er ikke sikkert, at vi har stillet ind på alle de samtaler som foregår. Men, de er der. Hele vores sanseapperat er til, så vi kan kommunikere og arbejde sammen. Clair-alt-muligt er altså som en præinstalleret app, der sætter os i stand til at holde forbindelsen – og det er dét, der er meningen.

Du kan samtale med alt. Måske leder du efter en specifik samtalepartner, f.eks. med engle og mestre. For at deltage i den samtale, da må du finde den rette frekvens at stille ind på. Nøjagtig som på en radio med FM og AM-bånd. En anden vej at gå, er at stille ind på samtalens emne – da vil de eksperter dukke op, som kan tale på din frekvens. Den vej er jeg nok fortaler for. Emnet har sin egen frekvens. Det er lidt som et kursus eller et event. Man inviterer til sit event, og de interesserede vil da dukke op. Dét er et godt fundament for rigt nærvær.

Nærvær – Når dialogen bliver ordløs

At tale med guder, engle og guider har ikke været så vigtigt for mig. Det kan være, fordi det har været almindeligt for mig siden barndommen. Til gengæld har jeg altid søgt at finde den “guddommelige” dialog mellem mennesker. 🙂 og det har sgu (undskyld) været op ad bakke, for den frekvens er ikke så aktiv endnu blandt mennesker. For mange er mit sprog “helt sort” 🙂 Men, så indimellem, kommer de der lykkeøjeblikke, hvor dialogen lander, der hvor jeg kender den helt dybt. Det er oftest, for mig, når der bliver helt stille. For vore ord rækker ikke i åndens væren. Her er i stedet en ordløs helhedsoplevelse. 🙂 og nej, det formår jeg ikke at sætte ord på, men de som har prøvet det, ved godt hvad jeg taler om. Altså, det er lidt som at ligge i ske – på den ene side en helt blød og beskyttet tilstand, samtidig med at den er helt fri. Friheden opstår i tilstanden af det erkendte fællesskab og den erkendte samhørighed. Jeg griner lidt, for det er altså ikke helt til at forstå for den personlighed, der har brug for at finde personlig frihed mere end noget andet.

Sidstnævnte er en rejse jeg har forsøgt mig på de seneste 10 år. Jeg var slet ikke klar over, at det var den rejse jeg var havnet i. Det opdager jeg først nu her bagefter, hvor jeg atter ligger i ske – en varm blød vugge af ordløs kommunikation i et grænseløst fællesskab. Det har på mange måder været en blind vej at rejse på, så jeg er glad for at jeg har fundet tilbage. Det svarer lidt til at tage en laaang uddannelse, for derefter at konstatere, at man slet ikke har lyst til at arbejde indenfor det felt man har uddannet sig til. Læringen er god nok, eksamensbeviset også……… det skal bare ikke bruges. Jo, der er lidt spild-tid over det. Men, jeg tror også, at jeg om 20 år vil se tilbage og finde, at tiden var godt givet ud.

Eksempel på dagens dialog i mit personlige liv

Nå, det skulle jo handle om spirituel dialog, så her får du dagens eksempel, der altså foregik med Fasan, Hort og Hare, der holdt aftenandagt på bakketoppen. Det er lidt som drømmetydning. Jeg registrerer min oplevelse, spørger ind til hvilket budskab, der ligger i den oplevelse, og derefter hører jeg et svar. Svaret kommer via et samarbejde mellem mit inderste/højeste selv og dyrenes stemmer. Bagefter reflekterer jeg og tager imod alle de indsigter – oplevelsen af de røde tråde – der binder mig og mit besynderlige væsen sammen.

Jeg bemærker, at det er første gang, jeg ser de 3 sammen. Hvilket budskab bringer det mig?: “Jeg har forenet de 3 energetiske frekvenser i mig, og er klar til at leve med dem side om side.” Og det er der noget virkelig godt i. De 3 frekvenser har været problematiske for min personlighed. Hjorten har trykket på min frygt, men vist mig tillid. Fasan har trykket på min afsky, men vist mig accept. Haren har trykket på min manglende retning, men har vist mig “tusindkuntneren”.

Se, hjorten har været på siden den aften for mange år siden, hvor min mor døde. Det var en mægtig kronhjort, der stillede sig på vejbanen og varslede. På det tidspunkt havde jeg ikke samarbejdet med dyrene i mange mange år, men det blev til en genfødsel af samarbejdet. Da den nu havde det med at dukke op ved dødsfald, blev jeg hunderæd, hver gang den dukkede op. I ’18 flyttede hjortene permanent ind på grunden, og det har taget mig lang tid at vænne mig til deres tilstedeværelse uden frygt ❤ men det er jo netop hjortens budskab. Den lever et farligt liv, og er på vagt hele tiden…….men det til trods lever den hver dag helt og fuldt.

Hare har været her, men jeg har aldrig rigtig forstået den. Den har været mystisk. Jeg har ikke kunnet se dens retning eller formål. Den sprang hid og did og var ikke helt til at regne med ❤ Og det er netop hvad den har lært mig, at der er retning alle vegne, også når jeg ikke kan se den. Jeg har utallige retninger i livet, og altså ikke én bestemt. Det har Hare lært mig at elske.

Fasan – det er en længere historie. Der har altid været 2-3 hold fasaner på grunden. Det har føltes hjemligt og hyggeligt. Lidt som at have et par familier boende. Men samtidig bryder jeg mig ikke rigtig om dem, især ikke om hannerne. De fører sig frem og har en hæslig lyd. På den ene side er jeg såå tiltrukket af farverne, på den anden side frastødt af lydene 🙂 og så også det faktum at de er nogle “fandens karle”, der har mange hustuer. En besynderlig familiestruktur. Der var gerne 2 hanner om 6 damer. Nå, men i ’18 forsvandt de sporløst. Efter 18 år med op til 18 fasaner på grunden, var der ingen. Og det falder så sammen med et brud på kærlighedsfronten. Jeg har ikke set fasan overhovedet før igen i dette forår. Og jeg blev simpelthen så glad, da den vendte tilbage. Jeg elsker at han går på min græsplæne og styrer alle sine damer derfra. Lige nu er han det smukkeste i min verden. Og han har lært mig, at “man skal sgu være lidt fræk, for at få sine visioner igennem”. Det har jeg ikke været helt med på tidligere, men nu glæder jeg mig over at tage kvaliteten til mig, og virkelig få sat gang i tingene.

Den spirituelle dialog er kort og præcis. Mine egne reflektioner og opsummeringer varierer i længde afhængigt af, hvor mange ting jeg kan forbinde. Så længe dialogen er åben, kan jeg høre, når de bekræfter, afbryder eller griner. De taler gennem min sansning og det er mit højere selv, der oversætter til et sprog, som jeg forstår.

Du kan tale med alt fra borde og stole, til nips, kaffegrums, tarotkort, krystaller, dyr, planter osv. Send emnet ud, så dukker samtalepartneren op. Din første indskydelse er starten på samtalen. Bare husk, at en spirituel dialog er kort, klar og præcis. Resten er din personlighed, der reflekterer og samarbejder. Der er lidt matematik over det. Regnestykket er simpelt – mellemregningerne kan tage lidt tid, og er ganske nødvendige, for at din personlighed kan følge med.

Som menneske har vi levet i mange tider med følelsen af adskilthed. Når først du går ind i det, jeg her har kaldt spirituel dialog, så er jeg sikker på at din oplevelse af at ligge i ske med universet – altid at være inkluderet i et levende fællesskab – vil øges markant. Og til sidst vil det ikke være muligt for dig at opleve adskilthed.

❤ Lene/Minnaiah ❤

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.