Kære du.
Det seneste døgn har været fyldt med sårbarhed. Det er, hvad jeg vil dele med dig i dag. Det bliver langt, for det, jeg deler, er samtidig min vej mod den heling, som har vist sig mulig i dag. Der er noget i det, som du kan bruge. Det ved jeg på forhånd, ellers ville jeg ikke føle mig kaldet til at skrive her, fremfor i logbogen. I første omgang havde jeg lyst til at skrive om, hvor forfærdeligt det er at være i verden ……. men, dét er ikke Minnaiahs vision. Jeg ville gerne skrive om, hvor hårdt det er for sensitive mennesker …. men, dét er heller ikke Minnaiahs vision. Minnaiahs vision er, at vi er født til at leve som hele frie sjælemennesker i et helt og frit fællesskab af ubetinget kærlighed til alt som er. Så, det jeg kommer til at beskrive, bliver min vej til heling gennem ubetinget kærlighed.
Indimellem ville jeg ønske, at jeg var menneskehedens mor. Da kunne jeg vugge den, indtil den faldt til ro og fik sin tiltrængte hvile fra vildfarne tanker og emotioner. Og den ville måske vågne med et smil, se sig selv i øjnene som et helt folk, og sige: Velkommen til, lad os nu gøre denne dag, denne tid, dette sted til det bedste indtil nu.
Minnaiah betyder englenes moder, og jeg går jo godt nok rundt og påstår at alle er engle i menneskelære. Så, lidt mor er jeg jo nok. Det er mit menneske – min personlighed – der gerne vil vugge og omsorg’e. Det er en fin kvalitet, men det er ikke Minnaiahs vision. Minnaiahs vision er at gå skridtet videre – at vise at sjælemennesket er en fri væren, der er stærk og forbundet. At det ikke er omsorg, men kontakt, der er brug for. Tillidsfuldt ubetinget nærvær – og dermed oplevelsen af forbundethed. Min personlighed er for længst mere interesseret i Minnaiahs vision end noget andet, så den skammer sig lidt, over at være “faldet i”, men fordi Minnaiahs energi er af fuldstændig ubetinget tro på og kontakt til mig, så trækker jeg vejret i hele min væren og ved, at der er kærlighed nok også til denne proces.
Som nu anerkendelsen af at være en hel væren skrider frem, så mærker vi mere og mere, både af det omkring, men samtidig af det, som er indeni. Oftest er det faktisk glæde og nysgerrighed, og det får os til at kaste os ud i verden uden maske og rustning. Det er fantastisk …….. jeg sukker lidt …… og det er meget sårbart. Sårbarhed kræver mod. Det kræver mod at have tillid, det kræver mod at dele ud af glæden, det kræver mod ikke at lade sårbarhed blive til sorg, til frygt for sorg, til vrede over frygt og til sidst udadreagerende vrede/had. Det kræver mod at blive i sin egen følelse, og præsentere den som den er, i stedet for at pakke den ind i noget, der kan kastes med, eller som man kan krybe i skjul i. Jeg har mærket en vrede…… så, nu vil jeg gerne krybe ud og dele min sårbarhed med dig – det, som kom før vreden.
I dag er humoren ikke med, endnu da. Der er alvor. Efter en meget dramatisk uge i det kollektive, som jeg nu ellers ikke lader mig påvirke af, så har jeg i det sidste døgn måttet trække mig langt tilbage for at tage mig af frygt, sorg og vrede, der har givet mulighed for heling. Jeg kunne selvfølgelig holde fast i at jeg er “empath” og særligt sensitiv. Dét er jeg, og jeg ser, hører og mærker det meste, men når jeg “falder i” og det kollektive føles indvendigt. Ja, så er det altså, fordi det bor derinde. Det ville være rart at kunne sige, at det er Trump, Mette, FB, Corona, massernes opråb osv. osv. , men det er det ikke. De stemninger jeg reagerer på, er dem, jeg selv ejer.
Og jeg ejer frygten for at blive dømt, udskammet, mistroet, misforstået, forhadt, ekskluderet, fortabt. De stemninger gør, at jeg trækker mig tilbage i frygt, når jeg oplever dem i det kollektive.
Når jeg følger stemningernes rejse i mig, så lærer jeg, at jeg kender begge sider af stemningerne indgående. Det betyder, at jeg har rum til meget. Det betyder, at jeg kan se bag meget. Det betyder, at jeg må overgive mig til tilgivelse, for gør jeg ikke det, svarer det til at dømme mig selv. Jeg har gjort ting i livet, jeg kan forstå og rumme. Jeg kan stå ved det. Men, der ER ting, jeg ikke kan tilgive i mig selv. Når jeg går ind i disse ting, så ved jeg ikke, hvordan jeg kan tillade mig at leve videre…….. de ting mærker jeg tydeligt, når jeg oplever at mennesker bliver nedgjort, dømt osv., som det sker i denne tid i det offentlige rum.
Vi er i Pluto-tid, så der er meget liv/død over mine stemninger. Mest, tror jeg, fordi det er blevet italesat sådan for mig, for når det kommer til stykket, så har jeg en anden virkelighed. Men, fanget i tro, meninger og dermed rigtigt/forkert, liv/død, så må jeg lige den vej. Jeg tænker på, at jeg i tidligere liv har oplevet min del af offentlige henrettelser, både som offer og bøddel. Jeg tænker på, hvilke tilsvarende situationer (symbolsk) jeg har oplevet i dette liv. Jeg forstår og tilgiver, men…… fordømmelsen bor et andet sted. Jeg kan ikke rigtig få fat i den. Jeg går veje og omveje for at komme helt ind til kvaliteten af den. Jeg søger i hændelser og oplevelser, for at komme i kontakt med fordømmelse.
Jeg spørger fx kan man måske få dødsstraf uden fordømmelse/eksklusion? Kunne man få konsekvenser uden fordømmelse/eksklusion? Kan man blive dømt uden at blive fordømt? Jeg diskuterer meget med mig selv, mens jeg finder veje mod det jeg i første omgang tror skal være accept og tilgivelse…….. men, jeg finder ud af, at jeg er fuld af begge dele. Det næste jeg kommer omkring er straf. Jeg spørger mig selv, og jeg har brug for at blive straffet, før jeg kan være fri af fordømmelse. Jeg trækker vejret 🙂 Minnaiah smiler underfundigt…….nårh nej, jeg har straffet mig, hver gang jeg har trukket mig tilbage, og det har ikke hjulpet, så straf er ikke en mulighed. Skænd, slag eller død hjælper ikke. Det vil stadig bo derinde – fordømmelsen og eksklusionen!
Jeg vender tilbage, med et lille forsøgende smil, og siger: “Kontakt og nærvær. Det må være vejen til heling.” Men nej, der har vi været. Der er masser af kontakt. Og mit svar afspejler egentlig mere en lyst til at “være dygtig”. Minnaiah smiler stadig underfundigt. Hun venter tålmodigt på at jeg træder ind i samarbejdet. Et samarbejde er IKKE, at jeg stiller spørgsmål og får svar. Samarbejde er, når jeg trækker vejret, lytter og taler. Så, efter omveje, har jeg nu fået nok. Jeg hører det rette svar nu, siger jeg til mig selv. Jeg trækker vejret dybt og fortæller mig:
“Heling er ikke at samle noget, der er gået i stykker. Heling er det, der sker, i det øjeblik du anser dig selv hel. Skal du nå dertil, må du inkludere fordømmelse i helheden. Kun sådan kan du være fri.”
🙂 Nu smiler jeg rigtigt. Hvor er det dog enkelt og iøvrigt møgirriterende, at jeg trækker den så langt, inden jeg taler klart og tydeligt, så jeg kan forstå det. Jeg har barnets nysgerrighed igen, så jeg kan undersøge, hvad det der fordømmelse er. Hvordan det smager, lugter, føles. Jeg kan glæde mig over at have fundet endnu en kvalitet at udforske. Jeg kan glæde mig over at være hel.
Ja’sgu. Jeg er også fordømmelse. Jeg skal ikke gøre noget ved den, for den eller imod den. Den er hverken rigtig eller forkert. Den er der bare. Og sådan er det. Det er en kvalitet, som hører med i helheden, og når den inkluderes, så er der endnu en del af mig, som ikke er ude i fortabelsens tomhed.
Jeg er stolt af min personlighed. Som kun en mor kan være det. Jeg følger hendes nye skridt og ved, at hun mestrer det at vandre. Hun gør det igen og igen – rejser sig og møder sig selv med en tillidsfuld velkomst fuld af kærlighed, klar til at gøre dagen, tiden og stedet til det bedste indtil nu. Og jeg er taknemmelig, for at vi nu kan lyse med endnu større kraft og folde visionen ud. Og tak til alle medspillerne, der hjalp mig/os hertil – alle de dømmende og alle de fordømte. Uden dem, var jeg/vi ikke kommet hertil. Må jeg/vi på samme måde have været en dygtig medspiller på deres vej mod de mål de har sat sig.
Tak til dig, for tålmodigt at have fulgt med og for at tage så velkomment imod min sårbarhed og personlighed.
❤ Lene/Minnaiah ❤
Minnaiah 