Ny tids børn i et spirituelt lys

Kære du, som har børnene på sinde, enten fordi du er omsorgsperson eller forældre.

Jeg vil fremadrettet intensivere min indsats for børn og unge. Det har altid været hovedområdet i mit liv, hvor jeg har arbejdet dels som lærer, dels som AKT- og Inklusionsvejleder. I den almindelige verden er der mange muligheder, men også en begrænsning, da det vejledende arbejde med børn er underlagt nogle systemiske principper. Der findes mange narrative og kognitive behandlingssystemer, mange klassifikationer, og snart alle børn bliver indsat i udviklingsmodeller, efter hvilke vi skal interagere med dem. Det har jeg haft det stramt med i mange år. Hvor bliver kærligheden og nysgerrigheden af? Og vigtigst måske, hvor bliver børnenes egen stemme og fortælling af?

Indigo-, stjerne-, krystal- eller noget-andet-børn. 🙂 Kært barn har mange navne. De samme børn bliver også kaldt diverse bogstavkombinationer, fx ADHD, særligt sensitive, højt begavede m.m. Og alle disse navne refererer til opmærksomhedsforstyrrelse.

Lad os se lidt på det begreb. Hvem har opfundet det? Hvem har fundet ud af, at det er en forstyrrelse? Det har mennesker, der ikke har samme oplevelse af livet, som disse børn. Men er de så i virkeligheden kvalificerede til at navngive tilstandene? Hvad nu hvis det i virkeligheden er en opmærksomhedsudvidelse eller -fordybelse. Tænk om det nu er et udvidet potentiale fremfor et begrænsende handicap.

Vi er så langt, at vi godt ved, at de fysiske forskelligheder, vi ser hos mennesker, ikke nødvendigvis er handicap. Vi er så langt, at mennesker der har det, vi kalder fysiske handicap, ikke bliver set som mindreværdige, men som ligeværdige både i sociale og faglige sammenhænge. Kunne det blive på samme måde, når vi taler om emotionelle og mentale forskelligheder?

Jeg har i mine mange år i skolevæsenet oplevet, hvordan børns væren er forandret. Jeg har studeret, hvad det egentlig er, der påvirker dem, og jeg har fundet, at det er omverdenens syn på dem, der påvirker mest. Børn med stor sensitivitet (uanset diagnosen) ser lige nu ikke på sig selv som gode bidragydere og ligeværdige med-mennesker, men som fejlfunktionelle belastninger i systemet. Og mit spørgsmål er nu: På hvilken måde gavner det vores samfund, at der er en stor del, der skal “behandles”. Her tænker jeg ikke bare på psykiatriske behandlinger, men måske især på det faktum, at der er en tendens til at tro, at disse børn skal have opvækst og tiltag udenfor det almindelige fællesskab. Dét er ikke meningen! Det er en misforståelse. Jo mere de sættes udenfor den mellemmenneskelige kontekst, jo mere vil de ikke bare opfatte sig selv som “forkerte”, men også verden omkring dem. Men, hvad er så meningen?

En hel verden er i forandring, og disse børn går forrest. De er børn, og derfor primært fysiske og emotionelle i deres udtryk. De kan ikke forstå – de SKAL ikke kunne forstå – men de viser os, hvordan det føles at være i verden. Først og fremmest skal vi som voksne forstå, at der er en anden vej. En inkluderende vej, der ikke op- eller nedvurderer, men som inddrager individets egenskaber i fællesskabet, mere end det regulerer. Det er ikke et quickfix, men en hel verden i forandring.

Spirituelt set er der mange lag i deres måde at være her på.

1. De er her for at vise verden, hvordan den føles
2. De er her for at vise, hvordan den udvidede bevidsthed fungerer/ikke fungerer i vores verden som den er nu
3. De er børn i tjeneste, for at lære os om vores “indre barns” fremmethed – for vore generationer har også mærket verdens virkning på det udviklede menneske, men vi har ikke kunnet give udtryk for det.
4. De er her også for at lære om at kombinere individuel væren i det kollektive. Og for at lære os om at udvikle den kollektive bevidsthed, så den rummer det individuelle.
5. Ultimativt er de her, for at vi kan finde frem til ubetinget kærlighed, og hvad det egentlig indebærer.

Hvordan kan vi se på dem med nysgerrighed og kærlighed? På hvilken måde kan vi gøre det, så de føler sig som vejledere fremfor forsøgsdyr? Hvordan kan vi italesætte, den tilstand de går i, som et gyldigt bevidsthedsniveau fremfor manglen på bevidsthed og opmærksomhed?

For mig er de mange nye børn netop eksempler på et meget opmærksomt bevidsthedsniveau. Der er mange af dem, og egentlig er de/vi strømmet hertil i et ret konstant flow gennem tiderne. Der er nogle grundlæggende træk. Der er fx dem med Downs syndrome. Deres speciale er kærlighed – ren uforfalsket kærlighed uden nogen mental interferrens. Der er dem, der bliver diagnosticeret indenfor Autisme Spektrum. Deres speciale er præcisions-kommunikation – en perfektioneret kommunikation uden emotionel interferrens. Der er dem, som har fået diagnosen ADHD. Deres specialer er flere, men blandt andet at vise sammenhængen mellem den fysiske udfoldelse og den emotionelle tilstand – at dissonans i det omgivende univers medfører dissonans mellem fysik og emotion.

Spirituelt set viser de noget om menneskehedens udvikling. At vi er lavet af kærlighed, og at vi har adgang til klar kommunikation. De viser også lidt om tiderne de har levet i. De yngste skud på stammen, dem, der fødes lige nu, er dem der vil være voksne, når den nye tidsalder for alvor er sat i gang. De vil opleves meget rolige, opmærksomme, men meget selvstændige og uden det store behov for tilpasning. De vil dog stadig være meget optagede af perfektion.

Perfektion har været et indsatsområde siden 60’erne. Det er ikke en fejl! Det er ikke et problem! Det er en udfordring, der får disse generationer af lysbærere til at arbejde hårdt for at skabe et sikret fundament for den nye tid. Altså – en opgave vi må italesætte og støtte positivt op om, i stedet for at kompromittere deres indsats med meninger og holdninger, der kan opfattes degraderende. Vi må tage det alvorligt, at de har så meget intention med sig omkring deres bidrag.

Selvstændighed er en del af deres udtryk. Der er brug for at vi nærer stor tiltro, og forstår at deres væren er et “next step” i udviklingen. Hvis ikke kan de udvikle egenrådighed, der vil medføre en oplevelse af fremmedhed og ensomhed, følelser der gør dem usikre og fjerner dem fra deres sjælskraft.

Vi lever i brobygningstiden. Den nye tids børn kan opleves meget én-sporede. Vi skal huske, at de menneskeligt set er børn, hvorfor de ikke har en mental overbygning til rådighed endnu. Og jeg skal med det samme sige, at den ikke kan forceres med systemiske terapier. Omkring teenagetiden åbnes helt naturligt for det mentale flow, og her vil det blive muligt for dem at optage enorme mængder af viden på meget kort tid omkring deres egen udvikling. Hvis……..altså de ikke skal igennem en fase med manglende selvværdig væren. Det er os, der kalder dem en-sporede eller “mig-mig-børn” der kun ser deres egen synsvinkel. Men, er vi sikre på, at det er sådan? Er det måske sådan, at de ser vinkler, som vi endnu ikke har set, og at de er trænede i at holde fast i disse syn, mens de lærer om vore syn? Er det i virkeligheden et positiv, at de er så stålsatte, og ikke viger tilbage fra sig selv?

Børn er altid klogere end de voksne 🙂 de ved mere og har flere muligheder for at opdage og udvikle deres viden og potentiale. Så, når vi interagerer med dem, da bør vi lade dem vide, at vi forstår, at de har noget med, som vi får gavn af, når først de har opdaget det. Vi bør lade dem vide, at vi glæder os.

Vi har i samfundet, i skolen og derhjemme koncentreret vores fokus meget på børnenes adfærd. Vi har fokuseret på den som en tilegnet evne eller en manglende evne. Måske det er tid, at vi redefinerer vores fokus? Kunne vi se på adfærden som en intelligent kommunikationsform? En form, der fortæller meget mere end vi hidtil med vores synsvinkel har kunnet opfange?

Først og fremmest vil jeg gerne sige til forældre og voksne omkring de nye børn. Dit barn er stærkt som en okse og fortjener at blive set sådan. Den særlige sensitivitet/specialet er en styrke, men også et helt almindeligt udviklingsstadie, som alle kommer igennem. Det er ganske enkelt en del af menneskets udvikling, at kunne se, høre, føle og mærke på mange planer på én gang. Fase 3 er igang. Det er her, hvor vi har intuitiv hørelse og syn (tidl. clairvoyance, clairaudiance m.v.) Børnene (alle børn) er født med åbne sansekanaler. De nye børn lukker dem ikke, sådan som mange før dem har gjort det. De er lidt på spanden 🙂 fordi voksne omkring dem bliver lidt oprevede, når de opdager det. Det er stadig børn, der tager ved lære af de voksne, og som i første omgang kun har adgang til den emotionelle kontakt. De reagerer på den voksnes frygt, bliver selv frygtsomme, og så har vi balladen.

Det er “bare” sansning. Gå til dit barns sanselighed med samme nysgerrighed, som du ville det med deres tegninger, sportsinteresser, venner m.m. Du kan ikke forklare sanseligheden, behandle den, fixe den, udvikle den, men det kan de! Så lad dem fortælle vidt og bredt til dig som den nysgerrige voksne, der glæder sig over den eventyrlige fortælling. Vær den emotionelle rollemodel, der elsker nye opdagelser og tager hånd om stemningerne med kærlighed og åbne arme, der aldrig holder for fast.

Børn er børn, og det skal de have lov til at være. “Bliv som børn påny” ……. det har vi hørt ofte. Så, der er noget i barnets væren, der er altafgørende også for den voksne væren. Vi skal alle hen til oplevelsen af “hel væren”, så det kan ikke nytte at smide barnet og barnligheden ud. Det er OK at være uvidende, det er OK at være legesyg og pjattet. Det er OK at have brug for støtte og trøst. Og det er virkelig OK at føle sig stærk i alt dét.

Hvert menneske har en individuel vej at gå på vejen mod en samlet bevidsthed. Ovenfor har jeg beskrevet nogle meget generelle træk og tendenser. Har du eller kender du forældre/unge børn, der har brug for en mere personlig/individuel uddybning, så vil jeg være meget glad for at være et stoppested på vejen.

Skriv til mig, så finder vi en tid og en form, der passer til dig og dit behov

❤ Lene/Minnaiah ❤