For personligheden er der altid mange muligheder og valg. Under denne måne så jeg, hvordan den kan vælge at gå dens verden rundt og gentage et par dramaer med efterfølgende klarhed, mens sjælen ….. 🙂 well, den har taget liggestolene frem, lavet de lækreste coctails og sidder nu i milde vinde og lunt solskin og venter på, at personligheden bliver færdig, så de sammen kan nyde kærligheden. ❤
Men ja, kære du, vi her igen – under nymånen. Hun er så ny, at hun ikke er at se nogen steder. I stedet har hun fået skyerne til at assistere med et billede af den intention, som ligger og har ligget længe i energierne. Jeg ved godt, at der kan være meget personligheden kan gå op i i disse døgn, og det vil jeg forholde mig lidt til, men dybest set …….. så er jeg nok mere til liggestol og sjælesol. Så, det har jeg brugt tid på i dag. Jeg ville ønske, at du kunne mærke, hvor lidt der er at gøre – faktisk ingenting – for at komme til liggestolen i solen hos sjælen. Hårdt arbejde, given slip, korrigeren, reguleren og alt det der, er noget personligheden synes er vigtigt og nødvendigt for at nå “next level” …….. men, i en væsentlig bisætning, som jeg tilføjer så ofte jeg kan, siger jeg lige: Du er allerede den næste frekvens. Du er allerede lys. Solen skinner og liggestolen står klar ❤ og nymånen vil helst, at du holder blikket og hjertet fokuseret i den bløde Krebsekærlighed
Jeg tog 4 billeder – de 4 verdenshjørner – da nymånen blev eksakt. Dagens meget forskellige himmelkort fortæller også om, at alt er til stede. Der er så mange veje at gå. Vi er frie til at vælge, så længe vi altså finder dét at vælge væsentligt. Derefter følger vilje til væren, mere end det at vælge. Måske jeg bedst kan beskrive forskellen ved at sige følgende: I personligheden går vi op i den frie vilje, og vi gør vores bedste for altid at vælge det rette imellem 2 eller flere udgangspunkter, men når vi er færdige med det, så er der kun én/ét at gøre. Det er ikke et valg, men én singulær vilje – én vej af intention, som personligheden lader sig lede af. Jo, der kan måske godt være lidt marionet-dukke over det, set med personlighedens øjne. På den anden side er der ikke noget fornuftigt incitament til stillingtagen tilbage. Vejen gåes med glæde og nysgerrighed, også når det føles ukendt og usikkert, simpelthen fordi ……….. jeg ved faktisk ikke hvorfor. Det føles bare, som det eneste at gøre. Ikke sådan, at der ikke er mange muligheder, der er bare én, som træder tydeligt frem og som samtidigt trækker og skubber. Så, man kan slet ikke lade være 🙂
Nå, men mod øst, hvor jeg normalt vil finde månen, får jeg i dag et billede af et opstigende hjerte. Og det er sådan, jeg mærker månetiden nu. Vi er hjemme hos den astrologiske krebs. Hér skal være varmt, kærligt og trygt – plads til følelse og fred. I opposition har vi både en lidt striks Saturn, der kræver retning, struktur og orden, og så selvfølgelig en Stenbuk, der har resultater at nå på perfekte måder. Så, i det esoteriske er der måske nogle strukturer, der skal transformeres, for at give kærligheden plads? Måske noget kærlighed der skal sættes fri, for at der kan formes nye strukturer? Vi er under alle omstændigheder på vej ind i en ny verdensorden, så det kan da godt være, at der er noget, som skal under lup. 🙂 (med mindre man altså vælger liggestolen og sjælssolen)
Men…… hvad er det egentlig, der skal studeres?
Den nye verdensorden handler om bevægeligheden i bevægelige fællesskaber, og det med struktur og orden bliver noget helt andet, end det vi har kendt før – en intuitiv orden a la den vi ser hos fugleflokke på himlen. Det er fællesskabet, der leder og bevæger sig. Intuitivt, sammen og til alles gavn og bedste. Det sidste er det vigtige, for hvad er egentlig kollektivets bedste? Og hvordan kan vi lære at være bevægelige i det, fremfor lineære mellem rigtigt og forkert? Her i overgangstiden er vi, som personligheder, nok lidt optagede af, hvad der sker med individualiteten, når vi er kollektive, men det egentlige studie, når vi ligger i sjælssolens liggestol, bliver i fællesskabets spirale, bølgende og pulserende bevægelse.
Den nye måne ved godt, at vi synes, vi har brug for at arbejde for at opnå, men den vil gerne, at vi begynder at se langt ind i det nye, som allerede er – at vi ser, at det allerede er, dét vi gerne vil opnå. Den vil gerne, at vi ved, at det ER, og at alt som kræves er, at vi lytter, ser og mærker.
Den transformerende vej – den vi, som personligheder, nok alligevel fastholder lidt endnu – går temmelig tit gennem harmoni/konflikt, som himmelbilledet mod syd fortæller lidt om. Fantastisk skønhed i farve og struktur, samtidig med en dramatisk stemning og kraft. I den lineære tid har vi brugt virkelig god tid i denne fase. Men efter mange år i overgangsfasen oplever jeg egentlig, at vi lige nu hopper lidt frem og tilbage mellem syd og vest.
Vi ved godt, at der er en anden vej, end det velkendte drama mellem rigtigt og forkert. Vi har allerede set den klare, lyse vejviser, der skiller sig ud, som himmelbilledet mod vest viser. Men det tager lidt tid for personligheden at føle solidt fodfæste i noget, der ikke kan måles, vurderes, vægtes eller forklares.
Vi ser tegnene, men aner ikke hvad de betyder, og hvor de leder hen. Så, vi “retrograder” lidt, tager lidt frem og tilbage, indtil vi er helt færdige med alt det rigtige og forkerte. Indtil vi er så frie, at der kun er én vilje til én vej, der rummer alt.
🙂 og så bliver der klar himmel, som billedet mod nord viser.
I dag under nymånen er det muligt at sætte sig i liggestolen hos sjælen og betragte både individets og kollektivets bevægelseses-spiral. Blive lidt klogere, og måske komme tættere på idéen om, at vi allerede er lys, og at det er tid at gå videre – komme i gang med den nye væren. I en ny tids bevidsthed undersøger vi ikke individerne, men fællesskabets til enhver tid værende “sum” – som én samlet krop af fysisk, emotionel, mental og åndelig kraft og væren. Vi er stadig personligheder, der har hjem, arbejde og kærlighed at passe, men idéen om det adskilte individ og separate forpligtelser vil fortone sig til fordel for det inkluderede og medskabende individ i kollektivets forbundethed.
🙂 Jeg må korrigere mig selv, for der bliver slet ikke tale om en undersøgelse. Der bliver væren. En oplevelse mere end noget andet.
For nu er det nymåne. En nymåne, der beder os om at læne os tilbage og se på alt det nye, som allerede er, både ude og hjemme. Det er ikke tid til at sætte mål eller skabe nyt. Det er tid at se. 🙂 og til de utålmodige, så vender handlekraft og igangsætning tilbage om bare et par dage.
❤ Jeg er Lene og Minnaiah ❤
Minnaiah 