Fuldmåne maj ’20 – Det ene Vi i et åbent NU

Det er fuldmånetid.
Velkommen til, kære du.
Det er stort, dejligt og fyldt med lidenskab.

I det øjeblik jeg satte fingrene til tastaturet vidste jeg, at noget var forbi, og livet har løsnet sig til sin egen udfoldelse.

Healingens vej er slut.
Jeg har simpelthen ikke lyst til den mere. Det er en tænkning, der er udtømt. Der er intet at hele, men alt at være.

Jeg har gået med en stor rastløshed i ugens løb. Hovedpine, svimmelhed og sågar feber. De kollektive energier har på én gang slået benene væk under mig og løftet mig ind i noget ufatteligt, uforklarligt dejligt og frit.

Det føles besynderligt at læse avis, høre radio og se tv. Jeg studerer de mange meninger om “der var engang” og “det som skal komme”. Og jeg føler mig en gang for alle og endelig dejlig fremmed. Ja, jeg går i en anden verden. Den er sgu go’ nok. Og det er lige sådan, det skal være. Hér står jeg. Fast og sikkert. Jeg er! Uden tvivl eller tøven.

Der er intet i verden så hvidt som lys, og samtidig intet så farvestrålende. Måske du har lagt mærke til, at farverne i denne uge har strålet med øget kraft, som var de nærmest flydende og fysiske som blødt vand. Det er et døgn af en fysisk, emotionel og flydende måne, der ønsker at smyge sig om dig med alverdens farver og hjælpe dig male en verden af alt du er.

Kunne du høre dens dybe klange og harmonier, mens den synger gennem fuldmånedøgnet, da ville du mærke, hvordan den forandrer og forankrer en ny rytme i dit hjertes intention.

Vi er mange, der mærker den planetariske væren pulsere i vores egen fysik. Måske er du en af dem, der hører tonerne. Ikke bare fra månen, men fra dit hjemsted blandt det vi herfra ser som stjernerne. Tro mig, der var også en gang, hvor du stod dér i en energetisk væren og drømte om at folde dig ud i en fysisk væren, for et fysisk syn at se. Det er derfor, du er her. Blandt andet.

Måske er du en af dem, der de seneste uger har grædt og længtes efter den energetiske helhed, hvor intet adskiller det ene fra det andet. Hvor der er fri bevægelighed i hele eksistensen. Et sted, hvor sjæl og selv, dit og mit, og alt det der ikke findes. Vi kan, i den jordiske sfære, glemme, at vi er ét. Der var én, der foldede sig ud. Der var én, der foldede sig ud med Jorden. Den ene er vi. Som livsvigtige organer i en krop er vi foldet ud fra den ene.

Denne måne er intens. Ikke alene, men sammen med de øvrige konstellationer. Jeg mærker, Jupiter og Saturns stående invitationer. Jupiter har gjort alt til et overflødighedshorn. Det fyldte flyder over. Det mangelfyldte udtørres. Enhver tilstand øges, og på den måde kan Saturn skære ind til benet, skære det som vitterligt er overflødigt fra, så der bliver plads til nye bevidste, bæredygtige intentioner og disses voksende væren. De 2, Jupiter og Saturn, er som fra samme akse. En sammenhæng af vision og manifestation. Deres samarbejde gør det muligt for os, at manifestere den vision vi elsker – at skabe det, vi bærer i hjertet. At udfolde det vi er.

Jeg deltog i et lille seminar forleden: “Vær, elsk, skab”. Det kan ikke siges meget enklere. Vi er på vej ud af den mentale vurdering og tænknings tid. Vi er på vej ind i den kreative væren og handling. Der er en vilje til væren. Der er en kærlighed til væren. Og med god vilje til kærlig væren gives der adgang til kreativ handling. Sådan helt nede på jorden og ind i selvet kan man sige, at vi i det øjeblik vi er villige til, at være den vi er, og når vi er villige til at elske, at være den vi er, da flyder vi over med kreative idéer til, hvordan vi kan manifestere os og vore idéer på fantastiske måder til alles gavn og bedste. Husk på, vi er én, der har foldet sig ud. Så, enhver af vore handlinger går igennem den næste. Lad det være til gavn ❤

Under denne måne vil vi mærke os selv i al vores udfoldelse. De kollektive stemninger rører ved alt i os. Jeg har fundet mig selv både hulkende i sorg og dansende i glæde. Jeg har mærket, hvordan polerne trækker mig først til det ene, så til det andet, og jeg har været noget udenfor kontrol. Måske hænger det sammen med villigheden til at mærke. I virkeligheden en trang eller et begær á la den man kan få, når man virkelig har lyst til is og chokolade (eller pizza og cola) ……“Åh ja, lad mig mærke hvor meget jeg kan sørge”, “Uhm ja, lad mig grine så tårerne triller”, “Grrr, lad mig rase så jeg slår gnister”……. en besynderlig lyst til at føle det hele – at følge det hele til verdens ende.

Ja, der er træthed – en enorm træthed. Og samtidig søvnløshed. En væren, der er i gang med at finde ind i en ny dagsrytme. Hjertets nye rytme. Vi er hver især i gang med at skabe den nye rytme. For nogle handler det om den konkrete hverdag, for andre drejer det sig om en visionær livsform. Til sammen udgør det harmoniseringen/synkroniseringen af den planetariske og universelle puls. Uanset, om du er menneske, stjerne, plante eller mineral, da lever vi i ét fælles åndedrag og puls. Det vil blive tydeligt for mange.

Når månen om nogle timer når sit klimaks er det højlys dag – et lys i lyset. Den vil være skjult for det åbne øje. Men, lukker du øjnene, da vil du kunne se den, som en indre sol, af alt det du har været. Du inviteres til at tage det med dig, og således være hel – og healingens vej slutter.

Stående midt i den universelle puls, måske mæt af is og chokolade, mærker du på én gang enhed og helhed. Måske – det er en mulighed – opdager du, at du er i en anden verden, klar til at tage del i det åbne NU.

❤ Jeg er Lene og Minjaia ❤