Jeg vågnede i dag af en lidt besynderlig drøm. Jeg stod op, tog et glas vand med ud på altanen og kiggede ud i horisonten. “Snedronningen smelter i dag”. Et ligeså besynderligt budskab som drømmen. Der kom ikke en uddybning, så jeg gik ind igen, åbnede FB, og det første, som tonede frem, er en artikel fra Information, der fortæller om vilde varmegrader på Arktis. 🙂 eeej, det er for nemt, tænkte jeg,…… og lidt kedeligt, hvis dét er betydningen og budskabet til mig. Jeg satte mig så med logbogen for at checke, hvilken del af budskabet, der var personligt. Ingenting. Stilhed.
🙂 det tror jeg ikke på. Der findes ikke budskaber, der ikke på en eller anden måde, har tråd til personlighedens væren. Men jeg forstår, at det ikke er her, jeg skal lægge mit fokus, hvis jeg vil vide mere. Så, derfor åbner jeg et indlæg her, og så må vi se, hvad der dukker op.
Snedronningen smelter i dag
I H.C. Andersens eventyr om Snedronningen hører vi om Kaj, der får en splint af det knuste troldspejl i øjet, og derfor mister evnen til at se – han mister kontakten til alt som er hjerteligt og kærligt. Han forblændes af Snedronningen, forlader Gerda, og lever i isnende kulde hos Snedronningen, der som betingelse for deres samvær fryser hans hjerte til is. Gerda rejser langt, vidt og bredt for at smelte hans hjerte, og det lykkes med lyd og toner fra en sang, de har sunget sammen.
Lyd! Lyden var det første, som sendtes ud under skabelsen. Lyden af en intention om levende væren. Lyden af den dybe vejrtrækning, der i udåndingen sendte sig ud som et skabende univers.
Eventyret om Kaj og Gerda er en fortælling om en stor kærlighed og ubevidstheden, der fører til adskillelse og den bevidste forening af det maskuline og det feminine. Sjælens forening. Menneskelighedens historie. I eventyret hører vi så ikke noget om, hvad der derefter skete med Snedronningen. Måske fordi, at det først sker nu 🙂
Symbolsk kan vi sige, at adskillelsen altid har været en mulighed her. Vore øjne har været forhindrede i at se. De erfaringer og kærlighedsbilleder vi har haft i enhedstider er blevet hvisket ud, idet vi ikke har kunnet se. Personlighederne, har ladet sig forblænde af perfektion og lukket alt andet ude. Men, tiden går, og så dukker den feminine op – lyden …. Det feminine er en bølge af lyd. Det, der kan få det maskuline til at bevæge sig – til at udtrykke sig. Både Kaj og Gerda er i jordisk form ubevidste og forblændede af hver deres mening om perfektion, og de har hver deres rolle i samarbejdet om at åbne dørene til enhed og helhed. Et langsommeligt stykke arbejde, da der i mange livstider har været en snedronning at forholde sig til.
Men i dag smelter snedronningen. Forblændelsens tid ophører. Der er ikke et andet sted, som er smukkere, renere eller bedre end det sted vi er lige nu, og det bliver muligt at se, høre OG være. Med den bevidsthed, vil det ikke være muligt for troldspejlssplinter at trænge ind. Og findes der i mennesket ikke et ønske om at lade sig forblænde, da må troldspejlet opløses, for dets intention giver ikke længere mening.
Jeg forestiller mig, hvordan alle Kaj’er og Gerda’er vågner op, gnider øjnene og igen ser klart og kærligt på alt omkring. Jeg ser, hvordan flere vågner op til hinanden, siger goddag eller måske farvel, og bevæger sig videre med lyden af den virkelige kærlighed.
Og hvad er så kærlighed? Tjah, det er det vi mærker, når der er kontakt og forbindelse. Det er når det femine tillader sig at være den, der bevæger sig i det maskuline – når det maskuline tillader sig at være fyldt af bevægeligt indhold. Når de gensidigt mærker hinanden. En sammensmeltning, der ikke fører til ens-hed, men til en helhed af begge.
Jeg sidder stadig i solskinnet på altanen og mærker, hvordan isen forlader min verden. Jeg opdager, hvordan snedronningen og forestillingen om hende har stået mig i vejen. Og nu vil jeg gå på opdagelse i en verden, hvor det smeltede vand nærer jorden og får vintergækker, krokus og erantis til at pible frem i farverige mængder. Og iøvrigt ønske dem en skøn dag på Arktis. Vi kan vælge at bekymre os for en verden af is der smelter og meget vand, men vi kan også glæde os med den del af verden, som nu mærker varme.
❤ Jeg er Lene og Minjaia ❤
Minnaiah 