Jeg “trak” et meget præcist himmelkort 🙂 Retningen er angivet ved en meget fin “skyfinger”, og der er kun én vej. Vejen for os alle går i retning af ubetinget kærlighed. I den tilstand falder alt til ro, og der bliver virkelig plads til leg og de eventyr, vi så gerne vil leve i sammen.
Se dig, livet og universet som et puslespil. Mangler der nogle brikker? Den ubetingede kærlighed giver alle brikker mulighed for at være i puslespillet. Dét er opgaven.
Måske er det lettest for dig, at gøre plads til de andre, måske føles det som det vigtige. Da er det nok tid til at du bruger tid på at finde ud af, hvad det er, der gør, at du gemmer dine egne brikker så godt. Måske er det lettest for dig, at fokusere på din egen plads, måske føles det som det vigtige. Da kan det være tid at åbne dig for alle de samarbejdende brikker rundt omkring og lade dem lægge sig i dit puslespil. Uanset hvilke brikker du holder i det skjulte, så er det tid at opdage dem og begynde fuldendelsen af dit puslespil.
Som jeg skrev, så handler det om kærlighed, og det er en stor størrelse i hvert menneskes liv. Nogen gange så stor, at vi bremser den. Den store kærlighed er den, der rummer alt.
Siden 2012 er vi blevet meget sensitive og åbne. Vi ser og hører i en grad, der kan være overvældende, og det har fået os til at trække os fra mangt og meget. Men, nu er det tid at præge spillet med sårbarheden. Ikke vreden, sorgen, glæden osv. Sårbarheden! Lad os kalde det nøgenheden. Den tilstand, hvor vi af kærlighed til os selv, tager frakkerne af og tillader os selv at være både kærlige og ærlige. Den tilstand, hvor det føles passende, at alt i vores omgivelser gør det samme.
Jeg tror på, at vi er klar. Klar til at være nøgenheden, uvidenheden og sårbarheden uden at skælde ud på andre. Jeg tror på, at vi er klar til et liv uden kamp og krigere. Føler du, at dit liv er en kamp, så mærk efter om det er sådan, du gerne vil have det. Måske kan du lide kampen, måske føler du dig mest hjemme i rollen som kriger – som taber, vinder eller som mægler. Vi har levet i kampzonen i mange mange år. Kan vi lide det? Eller er det i virkeligheden noget, vi tror vi skal, fordi vi har ladet os manipulere? Se et øjeblik på dig selv. Vær nær og vær ærlig. Står du på en slagmark?…….. Dine brikker i spillet forsvinder, bliver væk, gemmer sig, når du kæmper.
Måske vi skal træffe det bevidste valg om at begynde at lægge puslespil sammen? Tillade helheden at være hel, uanset hvad den indeholder. Ubetinget kærlighed! I helheden er der uenighed. Et bevis på, hvor mange nuancer, der er i en helhed, og ikke et oplæg til en kamp om inklusion eller eksklusion.
Hvis du har en modstand – en kamp enten i dit indre eller i det ydre – da kan du være sikker på, at universet nu assisterer på en måde, der bringer kampen til ophør og samler din helhed. Hvis du oplever at kampen fortsætter, må du spørge dig om, hvad det er der får dig til at kæmpe fremfor at samle. Hvis du er modstanderen, da kan du være sikker på, at du vil møde modstandere ❤
Ej, Lene, jeg laver jo ikke andet end at prøve. Jeg samler og samler, og alligevel falder alt fra hinanden. Det bliver aldrig bedre! 🙂 I know! Sådan er det, indtil vi opdager, at vores intention er undgåelse. Personligheden samler sine tråde enten, for at undgå at det falder fra hinanden, eller faktisk for at undgå at det samler sig (for så kan det ikke falde fra hinanden). Personligheden ❤ Det er nødvendigt at samle sine brikker fra sjælens intention om ubetinget kærlighed og ikke fra personlighedens behov. Men, hvordan kender jeg forskel? Det kan du mærke. Du kan mærke det på din modstandsfølelser. Selvfølgelig skal du gøre modstand, når en situation/et menneske bekriger dig. Gør det med ubetinget kærlighed til dig selv. Sig ja til den kærlighed, der ligger i at beskytte sig selv. Men husk, at den som står overfor dig, er den der hjalp dig til at nå til dette selvkærlige rum. Og læg dit puslespil med god plads til alle slags hjælpere.
Jeg har de seneste år oplevet, hvordan det er blevet umuligt at beskytte mig selv fra hjælpere af den slags, jeg igennem et langt liv har forsøgt at undgå. Alt fra planetariske konstellationer, til guider og mennesker omkring har meget tydeligt vist mig, at der kun er en vej frem, som himmelkortet viste.
Hver gang jeg har forsøgt at samle mit puslespil, så er det faldet fra hinanden igen og igen. Det har lært mig at se på brikkerne med lukkede øjne. Nærmest blind begyndte jeg at føle mig frem, mærke brikkerne, opleve dem, og nu hvor jeg igen har åbnet øjnene, opdager jeg et billede af noget, jeg ikke aner, hvad er. Og, det er min nysgerrighed, der får mig til at fortsætte. Et indbygget instinkt og en næsten guddommelig impuls får mig til at mærke og lægge den næste brik, selvom jeg ikke ved, hvad det hele skal forestille. Det er ikke sådan, at jeg har en bunke med kantbrikker, en med himmel og en med huse, græs m.v. Brikkerne er de samme. Jeg ved, de former livet i et nyt billede.
Jeg kommer til at tænke på biblens ord om, at alt er skabt i Guds billede 🙂 og munterheden sniger sig ind ved forestillingen om en hvidskægget Gud, der i virkeligheden bare lægger puslespil. Det er så enkelt. Livet er der hele tiden. Helheden er der hele tiden. Hvis vi vil have den fulde oplevelse af det eventyr, vi drømmer om i en ny tid, så må vi lægge alle brikkerne på en ny måde.
Til alle I hvidskæggede Guder derude…….lad os lægge et vildt, vanvittigt, viist og varmt puslespil.
❤ Jeg er Lene og Minjaia
Minnaiah 