Den 21.12 – jeg burde være fyldt af kærlig sanselighed, synes jeg. Men jeg tung og træt. Fyldt med følelsen af kviksand omkring mig. Jeg har vandret frem og tilbage, rundt den ene vej og den anden vej. Jeg har fyldt stuerne med jul, og gjort det jeg ved, vækker varme og liv. Jeg forstår det ikke. Jeg kommer ingen vegne. Kragerne larmer, mine hjortevenner er væk (skudt af sejrsglade jægere). Hvor blev kærligheden af? Hvad er det, som holder ilden nede og bevægelsen fanget?
Det tunge og trætte har været der et par uger i det kollektive. Der har skullet bruges ganske mange kræfter, for at holde det fra dørene. Det er ikke sådan, at det kollektive pludseligt fylder mere, men i takt med at vores bevidsthed åbner sig, mærker vi mere af alt det, som bevæger sig omkring os. De kræfter der skal bruges, for at stå fast i egen energi, er de samme som dem vi bruger i meditation 🙂 altså ingen. Der er tale om, at holde et helt rent fokus på noget der hverken indeholder mening eller følelse. En ren tilstedeværelse, der får smilet til at brede sig.
Det er en besynderlig ting, at være i menneskelære. Irriterende til tider. Jeg kan godt irriteres over at skulle lære de samme ting igen. Det er en mennesketing – irritationen. Eller en Ego- og Personlighedsting. Det lille implantat, der så gerne vil være Guden, der har lært det hele, og som føler sig uendelig forkert, når det opdager, at det ikke kan selv – at det ikke er Gud, og at det ikke er meningen. Det er svært at forstå for en personlighed, der er indbegrebet af dualitet og derfor tror, at der er noget, som er rigtigt, og at én sandhed er bedre end en anden.
Når personligheden bliver i tvivl, da adskiller den og forsøger at finde rigtigt og forkert. Det er fint …..altså når det kommer til samling af Ikea-konstruktioner, affaldssortering, eksaminer og trafikregulering. Men i følelsesmæssige og åndelige anliggender, da er der brug for fokus og samling, fremfor adskillelse. Vil vi en spirituel vej, da vil vi samlingen – enheden og helheden i ét.
Jeg ser ud af vinduet og opdager en morgenengel på himlen ❤ og det er nu rart. “Hvad har du at sige om dagens energi”, spørger jeg.
Jeg mærker svaret som et varmt kram. Det er passende, for det er en fryse-dag. Jeg svøber mig ind i et tæppe, tænder op i brændeovnene, og mærker smilet brede sig. Der er tungt, og der er træt, men jeg er i kontakt med noget andet. Stilheden, kærligheden – helheden.
Den rette vej er din at gå, din at opdage. Det er en kærlighedssti der går omkring blanke søer, gennem grønne dale og tætte skove. Den går langs havet, på klippefyldte bjerge, gennem vandfald og over mark og eng. Du kan vælge at gå den lige vej imellem det hele. Men måske bliver du nysgerrig. Du får måske lyst til at falde i vandet, hænge med en hånd fra et klippefremspring eller ligge på engen og nyde insekters summen og blomsternes duft. Du vil gøre alt det, der gør at du virkelig kender din vej. Det er din vej. Du bestemmer.
I virkeligheden er dét at gå en lige vej, blot det at gå.
Vi går sammen og samtidig på alle vore veje. Til sammen udgør de et universelt geometrisk mønster, der former livets sprog som på skrift. Ser du oppefra og ned, vil du opdage dette sprog dække hele jorden, som en læselig fortælling om kærligt liv, der sætter spor.
Portalen til den næste oplevelse af vejen og det universelle sprog er åben. Jo, man kan godt sige, at den lukker igen. Dog sådan forstået, at er du først trådt derind – holder du porten åben i dit indre – så vil den altid være åben og vejen farbar. Det svarer lidt til at sætte et evigt lys i mørket.
Det er ikke nok at være 2 i en 3.3.3-portal. For at komme igennem den, må vi være 3. Personlighed, sjæl og ånd. Enhed, helhed og fællesskab. Den 3. er det som forbinder de 2. Både i det indre og i det ydre. Vil vi igennem 3.3.3-portalen, må vi gå igennem som fællesskaber og familier. De 2 elskende må anerkende deres union, og tage den med som den 3. part for at komme igennem. Forældrene må anerkende deres barn, som symbolet på helheden, og tage den med som en 3.
Så, når nu julen er over os, lad os da tænde og sætte en masse lys på kærlighedsstien, så vejene til vore hjerter – til stilheden og kærligheden – kan ses vidt omkring af alle, der tænder på varme indre flammer. Lad os mærke og bekende os til helheden. Vi skal fra enhed til helhed og tage forbindelsen mellem dem med som en ligeværdig partner.
❤ Jeg er Lene og Minjaia
Minnaiah 