Når universet fordobler din indsats

Det er sådan, lige nu, at de samarbejdende energier er meget insisterende og sætter alt ind på noget, jeg vil kalde passioneret præcision.

De af jer som kender lidt til manifestation vil mærke, at alle hensigter bliver besvaret hurtigt og præcist. Husk her, at energi svares med energi. Hvis du f.eks. beder om hjælp til flere penge, da hører universet din stemning af mangel, og det vil svare dig med mere mangel. Ikke for at genere 🙂 , men simpelthen fordi universet tjener dig ved at besvare og forlænge/styrke det, du udtrykker. Så, giv dig i stedet til at mærke rigdom. Mærk glæden, når du har betalt regningerne, og stadig har nok til at give dig eller andre blomster. Mærk glæden over altid at have det du har brug for og lidt til. Mærk hvordan du opfylder dine drømme med dine midler. Kom helt ind i den energi du kender som rigdom, og universet vil fordoble din indsats. OK 🙂 det er ikke sikkert, at banken helt kan se, hvor mange penge, der egentlig står på din konto, men det er stensikkert, at du i dit indre vil mærke dig rig. RIg på drømme, rig på glæde, og den glæde jeg taler om, er den der gør drømme til virkelighed.

Det er længe siden jeg har skrevet<3 Jeg ved det godt. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke har noget på hjerte. Tværtimod. Siden forrige nymåne er det væltet ind med ord, indsigter og erkendelser, men især har jeg brugt tid på at give mig helt hen til oplevelsen af alt det, som er kommet ind. På at dele det med hele mig, så jeg har mærket det fulde udbytte både fysisk, emotionelt og mentalt.

Det har vist sig, at det er glæden, som er på spil. Og den retrograde Merkur giver det hele et særdeles humoristisk perspektiv. Det er ret utroligt, hvor meget den sætter ind her. Blinkende lamper, internetudfald, dialoger der “fryser”, papirer der forbytter sig, tid der bliver væk, aftaler der forandres……… Og hvor det normalt kan opfattes ret irriterende, så oplever jeg denne gang stor humor. Mine guider driver gæk med mig, og klasker sig på lårene, når jeg lader mig rive ud af min grounding, men stiller mig kærligt og hurtigt på benene igen.

Året handler om at finde og indgå i de rette forbindelser – dem, der lader dig ekspandere i det jordiske. Dem, i hvis selskab din kærlighed springer ud fra dit hjerte, som blomstrende smil. Dem, der får dine visioner til at tindre i øjnene, så din sjæls energi flyder til hele verden.

Skab og se disse forbindelser for dit indre øje. Se hvordan I er forbundede, og mærk følelsen der opstår, når du er i den forbindelse. Se det, som har betydning for dig, fortæl universet om den glæde du oplever, når du er forbundet med det. Gå i detaljer, så alle farver, former og stemninger bliver tydelige, og universet vil svare dig – passioneret og præcist. Måske ikke helt som du havde forestillet dig det i det konkrete, måske overraskes du over sammenhængene du finder dig selv i, men du kan være sikker på, at stemningen ikke er til at tage fejl af. Den er et fuldstændigt match, til dét du sendte ud, og det vil gøre dig uendelig godt.

Jeg vil gerne præcisere “de rette”. Det er ikke en modsætning til noget evt forkert. Der er ikke noget eller nogen, som er forkerte, men der er noget og nogen, som er de rette – noget som passer præcist i dit puslespil. Det rette er, det som altid var en mulighed. Det som virkelig er dig og dit. Det du kommer af. Alt det, dit hjem indeholder. Måske noget du har holdt hen, eller styret uden om af hensyn til andre, eller til normer – mentale forestillinger og begrænsninger.

Jo mere du i dit indre, med stor kærlighed og ærlighed, ser dig selv, som den rette, i den rette sammenhæng, jo mere vil du tiltrække af det, som passer til. Dit blik vil falde på alt fra madvarer til mennesker og sammenhænge, hvori du genkender dig som det mineral, der er brug for nu.

Den seneste nymåne havde budskabet med om at “blive påny”. Hun sagde:

“I denne stund er vi usynlige sammen, men vi skal blive påny – synlige og strålende. Opdag dig, i den væren der er din og ingen andens. Lad dine vejrtrækninger være en bevidst kærlig handling – et åndens kærtegn af dit indre, der strømmer igennem dit ydre. Lad dig ikke forhindre! Sjæl og ånd er din iboende elsker, der kun har dette i sinde, at elske sin fysiske form fuldt og helt. Og kom da til stede med mig, dag for dag, og vis dig i al din pragt, når vi står hele og lysende frem.”

Vi er poetiske venner, månen og jeg. Jeg elsker hendes milde visdom. Oversat til almindeligt sprog, da siger hun:

Vågn op i morgen og lad dig barnligt glædes, når du møder dit blik i spejlet. “Wow, det er jo mig. Hvor er jeg glad. Det var lige mig, jeg havde brug for, og jeg har ventet så længe på at du skulle vågne op og møde mig her. Hvor skal vi ha’ det dejligt i dag både alene og sammen med alle de andre. ❤ ” Gør det hver dag indtil fuldmånen, så det bliver tydeligt, ikke bare for os andre, men for hele dig, at du er påny og atter engang lige præcis, den du har brug for at være nu.

❤ Jeg er Lene og Minjaia

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.