En hvid storm, der lader lys og mørke stå elskende frem

Kære du. Jeg har lige læst mine ord igennem. Egentlig ville jeg have skrevet noget helt andet og mere konkret om alt muligt fra lederskab til klimaudfordringer og fred i verden. Men, det går som det altid går. Jeg bliver fanget af kærligheden og varmen i åndens stemmer, og det er dem, jeg allerhelst vil bringe videre.

Først vil jeg gerne sige, at alt som sker, tjener til den størst mulige oplysning af dig. Det sker, for at du får den største mulighed for at lade dig indfange og blive en del af kærlighed og glæde, ikke bare glimtvis, men som et konstant nu.

Der er en storm igang. En hvid storm. Den rusker op i alt, der ikke længere skal kontrollere din væren eller verden, eller ……… den hvirvler alt rundt, så du påny kan bruge dit frie valg til at vælge lyset i dig.

Det er en magisk storm, der igen sætter alt ind for at følge dig, for at være med dig. Sammen med alt andet kærligt væsen beder den dig:

“Kære, jeg beder dig rejse dig af det lys, du kommer af. Jeg beder dig give dig hen! Giv dig hen til lys. Dét er vejen nu. Vi beder dig endelig stige op fra de dybder, du har søgt lyset i. Vi beder dig, se forbi de forhindringer du troede, du skulle igennem. Vi beder dig trække vejret og huske, at lyset er! Lysets kraft og tilstedeværelse er konstant og i uendelig balance med mørke, som du også ser det i vekslingen mellem nat og dag på Jorden. Det er et faktum – ikke en fortjeneste.

Der var altid lys. Idet du slog øjnene op, var der endnu et lys på Jorden . Det skinnede fra dig – stjerneglimtet fra åndens rige igennem dine øjne. Og sådan mødes vi hér – igennem menneskelige øjne. 

Kære, jeg beder dig møde mig hér i dine øjnes højde. Lad dig se, og lad dig blive set. Jeg beder dig træffe et valg. Det du vil, skal blive set. Lad tankeformerne tvivl og tro hvile, for længe nok har de været dét, som sås. Lad nu din kærlige vilje tage over, og vis os det du ser, når tvivl og tro ikke længere er formdannende. Fortæl mig da, hvilken form vil du danne af lyset? Kald på al barnets leg og nysgerrighed og fortæl mig, hvad vi skal forme af lyset. Vi beder dig, elskede bror og søster, at se ind i lyset, for det er dér, du finder dig hel.

Der var engang utrolig meget, som nu er historie. Din mening og tanke om historien kan tage en form, og på dit valg blive til det du ser. Og sådan bliver dét du ser måske ikke til den virkelighed, du drømmer om. Måske bliver den et tilbageblik på noget som var engang. En tankeform er ikke virkelig, men kan blive så stærk, at den forekommer levende. Nuet er som en nyfødt. Fyldt af lys og liv. Tillad det, med dit valg, at lade sig forme af lyset i dig. Der er intet at gøre, intet at sone, intet at fortjene, intet at vente på. 

Vi er af den hvide storm, der hvirvler friske nye vinde ind i verden. Vi er en mægtig kraft, med hvilken du kan lade dig føre i den retning du drømmer om. Vælg os! Vælg lyset …… For du er den savnede, elskede og ønskede, som vi har glædet os til at møde hér…… igen! Lad os mødes igen, du og jeg og alle vore brødre og søstre”

Det er sandt. Der findes lys og der findes mørke. De udgør en universel harmoni. I lyset findes aktivitet i mørket findes hvile. Lyset elsker at hvile i mørket. Mørket elsker at blive oplyst. De er evigt elskende, de 2.

Jeg har i nogen år studeret mørke. Jeg har fundet entiteter af alle slags. Jeg har søgt mørket i mig selv, prøvet at finde lyset i det, rense mørket ….. og, jeg har fundet alle de dragende tankeformer, der alle samler sig under frygt. Det er alt, og nu er det er nok!  Efter mødet med frygten for stort set alting kan jeg sige, at den er god nok, “Sodoma og Gomorra” er noget der lærer én at vende sig mod lyset, for vender man den anden vej, bliver man hængende i tankeformen frygt, og troen på at noget udefrakommende er stærkere end det iboende lys.

Lysets styrke sker i kraft af enhed. Man kan sige, at vi i det åndelige holder hinanden i hånden altid. Vi er forbundede på kryds og tværs i smukke geometriske mønstre, der fra jorden kan ses i brudstykker via glimtene fra stjernerne. På Jorden har vi haft en ide om adskilthed, og det har ført til ideen om en selvstændighed, hvori mennesket har skulle bevise at kunne klare sig selv. Dét at stå i sig selv er blevet til at klare sig selv. Men, at stå i sig selv er dog ganske enkelt det, at stille sig som lys i menneskekroppen og række ud til alle de øvrige lys, der står i deres mennesker.

Lyset er! Vi har et valg. Vi kan vælge at se det, og vi kan vælge at se på noget andet 🙂

Når vi i dette år taler om de rette forbindelser, så handler det i høj grad om, hvad vi ser i vore forbindelser. Tænk nu, hvis vi søgte at se lyset i alt og alle – tænk hvis alle gjorde det på een gang. Måske, der ville blive så meget lys, at vi kunne længes efter mørkets hvile. Er det måske sådan, at vi en tid lang har søgt og set noget andet, der er kommet til at fylde, så vi længes efter lys. Glemmer vi, at vi er en frekvens af et uendeligt og konstant lys?

Lyset er ikke bedre end mørket. Men, vi har tildelt mørket rollen – tankeformen – at være en hemmelig og måske farlig medspiller, der rummer noget vi skal overkomme, undgå, bekrige, bekæmpe, slippe, opløse osv. Jo flere der ser på denne tanke, jo større bliver den. Mørke er blot nattens hvile. Tankeformen er den, som forhindrer os i se både hvilen i mørket og lyset vi savner.

Der er en storm i gang. En hvid storm, der hvirvler tankeformerne fra hinanden, så der igen er mulighed for et frit valg.

Engang for mange indlæg siden fik jeg følgende meget smukke ord: Set oppefra er I er dét på Jorden, som stjerner er på himlen for mennesker – LYS 🙂

❤ Jeg er Minjaia og Lene – midt i en hvid storm.