Jeg skriver i dag til alle de mange, der kender sig selv som lysvæsner. Det bærer præg af min personligheds involvering, men netop dét er i dag meget velkomment.
Der er i det kollektive blevet frigivet så store mængder af sorg, at alt blev stille. Det er vores sorg, både din og min. Jeg ser den som milde vinde over hele kloden, der længes efter at få lov til at følge frit med åndedraget, ind og ud gennem den menneskelige væren. Jeg har i menneskekroppen oplevet stilhed, tomhed og til sidst fred. For min personlighed kommer den som et slags punktum på en laaang rejse, der……… jeg trækker vejret dybt, for der skal meget til at anerkende det, men ja, en rejse der både begynder og slutter med sorg.
Der var en lille del af mig, som troede, at en dyb sorg jeg bærer, ville forvandle sig til noget andet. Men, en sorg er en sorg, og er den levende i os, da længes den efter bevidning. Det tomrum, som du måske kender fra sorgprocessen, opstår i det øjeblik, du bevidner sorgen og den del af dig, som bærer den. Tomrum, fordi det viste sig, at der ikke var en mirakuløs forvandling i sorgens sted. Der var sorg. Kun det.
Kender du dig selv som et lysvæsen – og det gør du nok, når du vælger at læse med her – da ved du allerede, at sorgen handler om tabet af sjælsforbindelsen. Alt i dine sidste mange liv, har drejet sig om tab af den ene eller anden karakter. Du har lært at finde sammenhæng i alenehed. Du kender til tab i alle dets mange former. Helt ud til den yderste grænse, der drejer sig om tabet af eksistensberettigelsen.
Du har betragtet vandet i havet, solnedgange, skyer på himlen – stirret ud i det blå, for at finde noget, der kan berettige din eksistens, eller bare give eksistensen mening. Så længe du finder forståelse og mening, da kan du berettige livet. Men, måske er du en af dem, der har prøvet at give efter for ikke længere at kunne finde mening. At den stemning føles med stor sorg, skyldes den første gang, hvor du stod med dit bankende hjerte i hånden, strakte det frem til en anden i sikker forvisning om, at det var trygt i enhver hånd ……. men fandt dit hjerte tabt på gulvet. Sådan, i den sikre forvisning om kærlig forbindelse, er vi i barnets tilstand, indtil et menneske uden sjælsforbindelse viser os en anden væren……. Barnets bevidsthedstilstand er af oplyst karakter. Det er gennemlyst, men menneskekroppen/-tilstanden er skrøbelig. Så, i den situation, vil barnet ofte i oplevelsen af menneskelig sorg, lukke af for sansningen, for at beskytte sit lys. At være lysvæsen er en stor opgave. At leve med en klar bevidsthed og sansning i menneskekrop er svært. Det kræver al vores frie kærlige vilje at fortsætte.
Du er ikke alene. Rigtig mange går på denne vej. Sårbart og sansende. Vi henter styrke i det evige blå, i det levende grønne og Jordens bløde muld. Vi ser mennesker dybt i øjnene, for at lade dem mærke, at vi ser kærligheden i dem……. men når kærligheden bliver set, da åbnes forbindelserne og sorgen kan igen mærkes af dem du ser. Din kærlighed vækker sorgen hos den anden, der også engang var et sjælsoplyst barn, som måtte lukke af for sansningen. Derfor sker det, at du finder dit fremstrakte hjerte tabt på gulvet igen og igen.
Vi er lysets væsner. Vi ved og mærker, at alt er forbundet, og sådan kommer vi hertil. Forbundet med alt. Intet føles mere unaturligt, end adskillende væren. Det giver ingen mening for det oplyste væsen. Der findes ingen emotionel handlingsstrategi, der kan give det mening. Ingen tænkt tanke, der kan fjerne fornemmelsen af forkerthed. Ingen terapi eller behandling, der kan transformere noget unaturligt til noget naturligt i lysvæsenets væren. At være lysvæsen er en forbundet tilstand.
Jeg vil gerne se dig dybt i øjnene, holde om dit fremstrakte hjerte, takke for dit bidrag, din kærlighed og din ærlighed. Jeg vil gerne bevidne din eksistens og erkende dig som en del af min. Og, jeg ønsker mig, hvis du har måttet samle dit hjerte op, at du holder det i dine varme hænder, og rækker det ud igen og igen. Jeg ved, at sorgen i menneskekroppens personlighed følger med, men jeg ved også, at der bag sorgen står et lysende væsen af stor og kærlig kraft og vilje. Jeg ved, at du er den menneskesjæl, der kender kraften bag dit lys, og at du er forbundet til alt omkring.
En sorg er en sorg, en vrede er en vrede, en frygt er en frygt. I personlighedens forsøg på at transformere, forstå, heale m.v, i troen på det frigørende i læringen om emotionelle og mentale handlingsstrategier, vender vi den kærlige vilje ryggen – det kærlige oplyste væsen og barn med den fremstrakte hånd. Vrede og frygt ligger ovenpå sorg. En beskyttende foranstaltning i menneskets valgmuligheder der gør, at vi kan undgå at gennemleve det sorgfulde øjeblik igen. Det er kun slør, så, der er sådan set sandhed i, at vrede og frygt kan opløses og transformeres til mod og kraft. De 2 faktorer, der også kaldes vilje og kærlighed. Men, sorgen ligger bare og venter på de 2, eller sammensmeltningen: Vilje til kærlighed.
Menneskets personlighed skal bruge meget vilje til at føle så stor kærlighed, at den både kan bære og bevidne sorgen. Men samtidig er det alt, og kun dét, der er brug for. Kærlig vilje til at modtage og anerkende det oplyste barns fremstrakte hånd med det levende, bankende hjerte, der vækker alt til live igen. Kærlig vilje til at lade dig være kendt og forbundet i alt hvad du gennemgår.
På lysets vej i menneskekroppen handler livet om bevidning og kærlig anerkendelse af enhver sansning. Det er derfor jeg siger “en rejse, der starter og slutter med en sorg”. Det er et faktum vi må erkende, for at give det indre oplyste barn sin berettigelse tilbage.
Når det kommer til stykket kender jeg ingen tilstand så stille som sorg. Det er som en reunion – en heling. Og således er der fred. Menneskeheden har brug for at slutte fred. Hver eneste personlighed har brug for at vende tilbage til sin naturlige tilstand af forbundethed. Sorgen er det, som engang adskilte.
Så, kære lysvæsen, tak, for at du ser ind i kærligheden hos en anden. Tak, for at du samler dit hjerte op, igen og igen, og holder det i fremstrakt hånd. Tak, for at du således genskaber hel glæde hér.
❤ Jeg er Lene og Minjaia
Minnaiah 
1 Comment