“
Jeg har ikke mere at sige. Alt er sagt”.
Det var ellers noget af en udmelding at vågne ind i, og jeg lå lidt i sengen og fandt mig til rette i den meget klare stemning morgenen bød på. Det var et par dage efter fuldmånen, efter nysgerrige overvejelser omkring, hvad der nu blev (e)klipset ind og ud.
OK. Hvad er det så jeg har sagt, som jeg ikke vil sige mere 🙂
Meget bliver anderledes nu. I dette indlæg vil jeg koncentrere mig om Månen. Det er slut med månesyge, søvnløse nætter, og meget af det vi har ladet os forføre af. 🙂 Vi er de største skabere her. Alt er, som vi tror det er. Det bliver meget tydeligt i de næste år. Du kan vælge betydningen af alting – også hvordan du vil arbejde sammen med Månen. Blot du husker, at også Måne har et kald, en vej, og at det kan betyde, at det du indbyder til, ikke ligger på den vej, hun følger nu.
For længe siden havde jeg en snak med månen, som jeg også offentliggjorde her, hvor hun beskrev, hvordan hendes opgave og intention havde taget nye retninger. Hun inviterede til samarbejder på nye måder, ad nye veje. Efter denne eklipsetid er den gamle vej ikke længere farbar. I hvert fald ikke set i udviklingsmæssig sammenhæng. Månen er i ét niveau, hvis vi kontakter hende med de gamle intentioner, blot som en gammel kiste på havets bund uden fund eller skatte af særlig karakter. På havets bund! Ikke en del af vandets naturlige flow. Hvilken betydning har det så for os nu? Hvad er Månen i det næste niveau?
Vi kan gå ad en ny vej, hvor Månen er samarbejdspartner i Nu’et. I det næste niveau, den næste bevidsthed, er Månens kvaliteter ikke skjulte følelser fra en given fortid, men udelukkende det feminine medspil til solen, lige nu. Ved nymåne har du al solens uforstyrrede kraft til at igangsætte nye handlinger og som tiden skrider frem vil du ved fuldmåne have alle solens femine kvaliteter til rådighed, for at give dine ydre handlinger et indre indhold.
Se Sol og Måne som ét – en helhed af ydre og indre ligeværdige og lige nødvendige dele. Intet skjult, intet hemmeligt, intet mørke! Der er et væld af kvaliteter – strålekvaliteter – med indhold. Det er et meget enkelt fokus. Et valg, der kan forenkle livet, sammenlignet med, hvordan vi har valgt tidligere. Det er et valg at fokusere på strålekvaliteter – ren energetisk kraft. Det var også et valg at fokusere på følelser og tanker. Blot er følelser og tanker afledninger af den rene energi. Måske, vil du opleve en lettelse og et større flow, dersom du leder dig selv med energikvalitet.
❤ Det er et godt alternativ, en god mulighed, og en sikker vej videre. Dét ved jeg.
Jeg ved også, at hvis du vælger denne vej, da vil følelser fremadrettet være af Nu’ets rene struktur. Du vil føle dig autentisk og hel. Du vil ikke have brug for at bortforklare en følelse med tanker om noget fra fortid eller fremtid. Du vil vide, at følelsen repræsenterer indholdet i den (sol)strålekvalitet, du har taget kontakt med.
Et lille let eksempel kan være:
Hvis du oplever følelsen vrede, da har du formodentlig med 1.stråle energi og 4.stråle energi at gøre. Jordisk bliver det til, nåja, den lidt uforsonlige stemning du kender. Sjæleligt eller esoterisk set er muligheden i 1. stråle: vilje til ledelse. I 4. stråle er det: harmoni gennem konflikt. Med denne viden, kan du bruge vredens kraft med en helt anden og harmoniskabende intention. Sådan har alle følelser/tanker kvaliteter, der matcher strålekvaliteterne. Et lille sidespring, som jeg måske uddyber i et andet indlæg, afledt af det faktum, at månen repræsenterer det emotionelle indhold.
I lyset er alting lys! Stråler af forskellige, ligeværdige, nødvendige kvaliteter på rejsen mod og i en oplyst oplevelse af helhed.
Tilbage til start. Alt kan blive anderledes allerede nu. Du bestemmer. Hvordan vil du fremadrettet forme dit samarbejde med månen? Hvordan vil du se månens potentiale? I skjul i pubben, som en skjult spændende hemmelighed? Eller som den oplyste, udsprungne sommerfugl, der spreder sig selv og sine vinger, ligesom solen spreder sine stråler? Du bestemmer! Og ja, jeg kan høre, at jeg virkelig gerne vil at du vælger, det jeg selv foretrækker 🙂 Men, sådan fungerer det jo ikke. Det bedste for dig er, at vælge dét, som du finder, tjener dig bedst.
Så er det sagt – igenigenigenigen
Jeg glæder mig til at møde dig på regnbuer i skæret fra nordlyset
❤ Minjaia og Lene