Fuldmåne/eklipse juli ’19 – del 3/3 – gi’ slip eller forbind – rejsen ud og hjem

Den uendelige fortælling om den eneste ene.

At rejse med åbent sind er et eventyr. De som hørte efter i skolen, husker måske, at eventyr først og fremmest er kendetegnet ved en rejse ud og hjem. På vejen går vi gennem 3-12 prøver, som vi mirakuløst klarer i bedste McGyver-stil (nogen husker ham måske fra 90’ernes fjernsyn), og vi vender hjem med både den eneste ene og halve/hele kongeriger. Det afhængger så lidt af, om man var prinsessen, der rejste ud, for de skaber nye hjem i nye universer, hvor de finder de eneste-ener.

De gamle. De rigtig gamle fra stammetiderne kendte til personlighedens rejse til helhed, så de skabte fortællinger. Tillokkende, forførende og dejlige fortællinger der ved bålets flammer fik børns øjne til at skinne af lyst og mod på at være helte og heltinder i deres egne liv. Fortællinger, der fik børnene til at rejse ud og vende hjem. Måske fysisk, måske bare i drømme. Hver gang de vendte hjem, blev familien tilført ny læring, nyt liv og nye muligheder.

På denne lille opdagelsesrejse i eklipsetiden, hvor du ser dit livs eventyr passere, som en dejlig film, har du virkelig mulighed for at se alle de prøver du har klaret og alle de skatte du har hjembragt. Du vil kunne mærke “den eneste ene” som en smaskforelsket del af dig, og ……… mærker du fortællingens forførende, dragende og tillokkende hensigt, da er du klar over, at det næste eventyr allerede er begyndt. Pak dine ting, kram dine kære, og glæd jer sammen, over alt det I hver især skal finde og bringe hjem. Glæd jer sammen, over at I måske skaber nye hjem på vejen, som alle kan dele.

Som dine eventyr nu skrider frem, vil du finde, at du har hjemme mange steder, og i år, måske lige nu, vil du opdage, hvordan du kan åbne dem for fællesskaberne. Du vil opdage, at alle rejser, alle er på eventyr, altid på vej ud og hjem, samtidig. Du vil opdage, at dine kære har fortællinger som du selv. De har skatte at dele ud af, og du vil opdage, at den eneste ene, som du måske rejste ud for at finde, stadig er lige dér, hjemme hos og i dig – at den eneste ene stadig er din store kærlighed ❤

I de gamles fortællinger glemte man at fortælle, at rejsen fortsætter i det uendelige. Ud og hjem og ud igen. Der blev med tiden mere fokus på “og de levede lykkeligt til deres dages ende”. 🙂 Men OK, lad os da gøre det! Lad os da leve lykkeligt, mens vi rejser ud og hjem og ud igen ad en spiralformet vej.

❤ Jeg er Lene og Minjaia med månen på eventyr

Læs del 1
Læs del 2
Kontakt, vejledning og healing

1 Comment

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.