Tålmodighed eller indlevelse? under fuldmåne og eklipse

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er helt og aldeles forelsket i at være Lene. Eller …… Lene er forelsket i at være Lene, og jeg elsker hende for det ❤ Det er simpelthen det vildeste samarbejde for os begge, og følelsen der følger med …… jeg griner lidt ….. Lene har ikke ord til den endnu, for det er en ordløs væren, der får os til at grine helt nede fra Jordstjernen (Earth Chakra) til Plejaderne og langt videre.

Du vil måske undres og irriteres lidt over min måde at omtale Lene i 3. prs. Det er simpelthen den sproglige form, der bedst beskriver min oplevelse af væren lige nu. Så, den vil jeg bruge, når jeg oplever, at det kan være med til at øge budskabets tilgængelighed. Jeg er et VI, og har en meget destinkt oplevelse af mig i de forskellige lag. I min Lene-form synes det lidt for underligt at omtale os som VI. Det er lige skørt nok. Men, det ER oplevelsen. Vi er 2 (eller 3) om det her.

På min vej hertil har der været ord og begreber, der har holdt Lene fast i en position af adskillelse/dualitet. Der har været mange, f.eks. ordene jordforbindelse og tålmodighed. Det er en længere fortælling. I dag vil jeg gerne inspirere udfra ordet tålmodighed.

På vej ind under fuldmånen – på vej ind i samarbejdet med eklipsen – vil jeg gerne tale om tålmodighed. Der er brug for at kende den dybere mening og have den med i sin næste form, dels i de næste dage, dels i livet frem. Hav tålmodighed, kære du 🙂 eller…… scroll hurtigt ned til pointen. Mit sind har lyst til at lege, så der vil lige være lidt sproglig teori først.

Året – det her helt utroligt vigtige år – handler om relationer. Om vores oplevelse og syn på os selv i fællesskabet, og når året er omme, da vil vi have rykket et laaaaangt skridt ind i hel væren, helhed, med fællesskabet. At blive en del af fællesskabet sker først, når vi bor i den bevidsthed vi deler. Det ubegrænsede rum (den ubetingede kærlighed). Det er min påstand, at tålmodighed slet og ret et ord, der beskriver dualitet. Har vi brug for tålmod, i den betydning vi har tillagt det til nu, da har vi sat os selv udenfor fællesskabet. Vi opfatter os selv (eller den anden) som modpoler.

På vej ind i alt det nye – en ny slags tid – har vi brug for at lære sproget og begreberne at kende på ny. På engelsk kaldes tålmodighed “patience” – de har forstået det som en tilstand/påvirkning/følelse af lidelse (afledt af det græske patheia). På engelsk beskrives følelsen i tilstanden. Hos os, “In the North”, har “mod” haft større betydning og prægning af forståelsen, og dermed finder vi det i sproget. Ordet beskriver handlingen mere end følelsen. Begge ord beskrivet folkets mening om tilstanden. Interessant nok forklares begge ord på samme måde i ordbøgerne., som en accept af ventetid.

Nå, til sagen! I bevidstheden, når den er centreret i personligheden, kendes tålmodighed som en betegnelse for accepten af ventetid – det at forholde sig roligt, afventende og tillidsfuldt, når noget eller nogen ikke er på den måde, vi foretrækker eller forventer det. Når noget ikke sker, i den tid vi ønsker det. Tålmodighed bliver noget langsommeligt og bruges i arbejdet med det, vi føler os begrænsede af. Personligheden lærer om tilliden til, at alt er, som det skal være. Det kræver en del mod at kunne tåle en periode med uvidenhed – en periode med behovsudsættelse.

Vi har brugt endeløse stunder på tålmodigt at udholde ventetid. Det ER endeløst arbejde. Personligheden og Ego vil bare så gerne ha’ nogen eller noget på bestemte måder og til bestemte tider, og er bevidstheden centreret hér, da vil den altid lede og søge efter bestemte ting til bestemte tider. Personligheden lærer skam meget, finder tillid og tilfredshed, men kun én situation ad gangen. Når et nyt ønske opstår, da starter det hele forfra. Sådan skal det være en tid endnu, for personligheden med Ego er samtidig den, der får ting til at ske, netop på grund af sine mange ønsker og længsler.

Men, hvad er tålmodighed, set fra åndens perspektiv? I virkeligheden et vrøvlet spørgsmål, da begrebet simpelthen ikke eksisterer i åndens sfære, hvor alt bare er i én tid og væren. Men, lad mig så spørge til, hvilken oplevelse personligheden mærker, når bevidstheden er centreret i det indre/højere/dybere selv, der er mere direkte forbundet til ånden.

Genkald dig en situation, hvor du virkelig oplevede tålmodighed i relation til et andet menneske.  Hvilke følelser kom til stede, og på hvilken måde forandrede de sig, som du bevægede dig ind i tilliden?

Tålmodighed er, i det næste perspektiv, en oplevelse af empatisk indlevelse. En tilstand, hvor du/din personlighed finder det væsentligt at give plads til alt som er, mens du opdager sammenhængen og helheden. Det kan du i alle de situationer, hvor du kender dig selv godt – hvor du tillader dig selv fri væren og derfor har ubegrænset rum til alt du måtte være.

Det sker, når Lene har sagt eller vist noget mange gange, at hun bliver meget utålmodig og til sidst irriteret på “medspillerne” hvis ikke de forstår. Jeg tror du kender det. Det skyldes alene hendes følelse af utilstrækkelighed. På det tidspunkt er hun ikke i kontakt med hverken indre selv, sjæl eller ånd. Hun er helt alene med følelsen af, bare ikke at være god nok. Rummet bliver så lille, at der helt sikkert ikke er plads til andre. Det er svært at bære, og det kan være fristende at forsøge at projicere det over på “de andre” og lade dem bære ansvaret for hendes utilstrækkelighed og for at rummet er så lille ….. i virkeligheden ansvaret, for at hun ikke er i kontakt med helheden. For Lene er det mere typisk og fristende at skælde sig selv ud for 117. gang, for ikke at have været tilstrækkelig ❤ Det kan være hårdt at være Lene og alene. Hendes tilstand har ofte været præget af buler og blå mærker 🙂

Men, straks, når hun har sukket lidt, trukket vejret dybt og udvidet rummet med en tilladelse til at være den, der har noget mere at lære – mere at være – da forsvinder utilstrækkeligheden, og pladsen til “medspillernes” rum bliver ubegrænset. Det, som før krævede tålmodighed og derfor vakte utålmodighed, bliver til en empatisk indlevelse og indsigt i både egen og andres væren. Krav og forventninger ophører og det ubegrænsede rum giver plads til nysgerrigheden på nye lærende veje. Det bliver spændende at se og høre alles stemmer og ufatteligt dejligt at have nogen at gå ved siden af. Fællesskab!

Tålmodighed er simpelthen et ord af indbegrebet af dualisme og lineær tankegang. Når tålmodighed  sættes i forbindelse med en menneskelig relation, når bevidstheden er centreret i personligheden, har det hidtil drejet sig om den ventetid, vi modigt tåler, indtil vi selv, eller den anden, lærer eller gør noget på en, af os selv, bestemt måde. Den “rigtige” måde, underforstået, at der findes en forkert. Gør vi brug af tålmodighed i den gamle betydning, adskiller vi os selv fra fællesskabet/helheden.

I ny tid betegner tålmodighed optagetheden af en empatisk proces. Der er ikke et lineært forløb at følge og et slutmål at nå. Kun idéen om, at alt det som er, er dét vi skal bruge, og at det leder vejen videre.

Og så vil jeg igen sige: Tålmodighed er skabt til fortællingen om dualitet og ganske enkelt ikke et relevant ord, set fra det indre perspektiv. Så, måske det helt udgår af sproget, når vi lever i en samlet bevidsthed ….. sammen.

Næste gang du mærker en snigende brug for tålmodighed, da tal med din vidunderlige personlighed om muligheden for overvejelsen af, om indlevelse ville tjene jer bedre.

Jeg har haft hjorten med, helt fysisk, i den tid jeg har opdaget tålmodighedens adskillende karakter. Hjorten har boet her længe og er kommet tættere og tættere på, som tiden er gået. Forleden så tæt, at jeg kunne mærke dens “medicin” som en tilstand i mig, ikke bare som et budskab og godt råd. For mig, er hjortens budskab en formidling af “compassion”, og jeg bliver klar over, at dét er hvad jeg har talt om i dag. Empatisk(kærlig) indlevelse.

Jeg håber I møder hjort og andre, at I kommer godt frem på rejsen og sikkert hjem til hinanden.

❤ Jeg er Minjaia og Lene

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.