Fuldmåne i maj ’19 – modet til at være gældfri og dermed den ligeværdigt elskede

“Tør du gøre det, du ved du har brug for, selvom det trodser al logik og fornuft? Tør du tage springet og lade konsekvenserne være dit næste eventyr i ukendt land? Eller……….?

Egentlig var jeg gået i seng Jeg havde planlagt en god lang nattesøvn inden mit endelige måneskriv, men efter en lille time begyndte fødderne at brænde og uroen bredte sig. Jeg vendte og drejede mig, som en grillkylling i stædig udgave – først den ene vej, så den anden vej. Det gik der yderligere en time med. Jeg prøvede så med et glas vand, en banan, et afsnit af The West Wing…….. OKAY SÅ …..

Og nu sidder jeg så, og kigger ud i månelandskabet, med varm kakao, og klimprer løs. 🙂 det frie valg gælder ikke meget hér. Så, lad os springe ❤

Klippen, der skal springes fra er forskellig fra menneske til menneske. Men modet, der skal til, er det samme. Modet til at gøre dét, som vi er mest bange for. Jo, der er nogen, der ikke er bange for noget, og dog…….. jeg har endnu ikke mødt en frygtløs, der ikke var bange for ikke at være frygtløs.

Kristusenergien er i spil i denne nat ved Wesak-månen. Nøjagtig som juleaften. Dels på grund af fortællingerne, men især da rigtig mange mennesker overalt på jorden kalder på energien – forventer den. Jo en positiv forventning, egentlig. Men hvad går forventningen ud på? Vi har længe ventet på energien, som den, der frelser os. Noget udefra kommende, der tager om os, hjælper os, støtter os og som fixer og reparerer alt det, vi synes er i stykker. Vi kommer til at vente længe! Efter længere erkendelsestid har vi også talt om, at den er her allerede, energien …….. men er vores forventning ikke den samme? At den skal frelse os?

Når vi taler med vores Gud, hvem end det måtte være, er det da ikke altid en kærlig energi, der fortæller at alt er godt? Får vi nogen sinde svar, der indikerer, at noget skal frelses eller fixes? Nej! Alt er i Guds billede. Spørgsmålet er, om vi vil vågne op i det af egen fri vilje. Om vi vil anerkende energien, som vores egen, og begynde at dele den med hinanden.

Det spring du tager i de næste dage, vil svare til, at du anerkender energien som din egen, lader den flyde igennem dine hænder, dine ord og dine handlinger, og lader universet mærke, at du kender dig selv, som den ligeværdigt elskede, fra hvem al energi tilflyder – fra hvem al energi flyder fra. Forestil dig, at du ER energien. Forvent dét.

Der skal mod til at gøre det, som ingen beder om, rådgiver om eller beslutter. Der skal mod til at gøre dét, som ikke af nogen bliver kaldt rigtigt eller forkert. Der skal mod til at lytte til den indre stemme og vejleder. Det er en klar stemme, der vækker intet andet end mod, vilje, handling og kærlighed. Foran står andre stemmer, der vækker tvivl, trods og stædighed – dommere, krigere og mange ofre. De er svære at komme forbi, men det er muligt i den elskedes tilstand.

Under denne månes indflydelse bliver det muligt at gå igennem en tunnel, der befolkes af alle dine indre modstandere, alle dem der vil bekrige, bekæmpe og diskutere. Det bliver muligt at gå lige igennem, med hensigten og målet, at forenes med eget lys. Ét lys – En ubetinget kærlighed, der flyder uden grænser, både, i, igennem og omkring alt.

Det er de store beslutningers tid – flytninger af alle slags, for at udligne de forskydninger der har været i din væren. Sjælen tager sin balance nu. Afgørende er ikke de ydre beslutninger du tager, men den energi du tager dem med. Det er et opgør med karma og gamle kontrakter. Du vil løse dig fra idéen om at være skyldner og forgældet, at skulle “betale og afsone”. Der vil forekomme fravalg, men du vil mærke og erkende dem som kærlige tilvalg. Et kærligt tilvalg af hele dit væsen,  og sådan vil det opleves af dine omgivelser, der vil smittes og begive sig for at finde deres egne bjerge og klipper at springe fra.

Tak, kære du, for at springe med mig. Nu vil jeg sige dig og månen godnat og godmorgen.

❤ Jeg er Lene og Minjaia med månen

 

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.