Vi nærmer os fuldmånen, og måske du allerede nu kan mærke, at det skal handle om transformation.
For dig, som læser med her, kan der samtidig med en insisterende lyst til at bryde igennem, være en slags udmattethed over evindeligt at skulle transformere, i forståelsen af at skulle forandre, være noget andet, bedre, mere osv. Det er derfor, jeg gerne vil tale om transformation i dag.
Lad os først huske på, at transformation er et ord fra naturvidenskaben/biologien, der bruges om udviklingsforløb. Vi har i psykologien f.eks sagt om transformation, at det er som, når larven bliver til sommerfuglen. Forstået sådan, at vi går fra at være det ene til at blive noget helt andet. Men, larven bliver til sommerfugl, fordi det er sådan, den er indrettet – helt biologisk. Larven ER en sommerfugl, og under et af transformationsstadierne synliggør den sommerfuglen i hele sin pragt. Den kan ikke blive sommerfugl, med mindre den også er larve.
Dyrenes og planternes indretning kunne godt være at foretrække 🙂 de gør sig ingen tanker og har ingen følelser omkring deres udvikling. De har både emotionelle og mentale legemer, men de virker ikke som menneskers (de har ikke valget om fri vilje). De lever og udvikler sig efter et instinktivt og intuitivt mønster. Det gør mange ting lettere, når vi taler om udvikling. De tænker ikke over, hvad de kan lide og ikke lide, de vælger ikke én væren eller udvikling, fremfor en anden. De følger bare deres udvikling.
I menneskelivet har vi brugt følelser og tanker til at forsøge at blive herrer over udviklingen, og deri er vi på mange måder kommet til at forkaste den naturlige udvikling, eller nogle af dens stadier. Vi bryder os simpelthen ikke om at være larver, og vi ville væmmes ved at skulle være f.eks. en edderkop. “Det frie valg” har sendt os på utroligt mange omveje i det mentale land.
Vi har på væsentlige områder brugt det frie valg til at vælge fra og sætte grænser, tage styring og kontrollere. I stedet for at vælge til. Derefter, har vi i en årrække prøvet at vælge til – mørket, skyggesider og alt det vi ikke bryder os om. Men, det kniber stadig ❤ Der er stadig noget, der forhindrer os i at være det vi gerne vil – den bedste udgave af os selv………. Kan du høre det? Lige der, i den formulering, ligger fravælgelsen. Der er noget, der er bedst, som vi hellere vil være.
Transformation har i vores mentale tidsalder fået en betydning af fravælgelse.
Forestil dig nu, at du er sommerfuglen. Den intuitive budbringer om forvandling. Et væsen, der har synliggjort sig i hele sin form. Larven ses som dens center og kerne, som vingerne har foldet sig ud fra. Den er larve, og den er sommerfugl. Den har ikke fravalgt sit larvestadie. Den har foldet hele sit potentiale ud.
Her stopper så sommerfuglens udvikling. Det ved vi. Det har vi studeret. Og dog,…….
Ser vi længere tilbage, med naturvidenskabelige briller på, så har vi også lært at de væsner, som lever på jorden nu, nedstammer fra fortidige væsner. Vi ved at høns er i familie med de første dinosauere og vi ved, at mennesket har så meget til fælles med fisk, at vi godt kunne sige “Jeg er en fisk”. Det slutter aldrig. Vi er, som en bevidsthed i synlig manifestation, i evig bevægelse.
Jeg er en fisk ❤ det opdagede vi i fiskenes tidsalder. Og nu overgår vi til at være i vandbærerens tidsalder. Nej, det har ikke noget med vand at gøre, men med luft – luft under vingerne. Og den næste tidsalder vil sætte os i stand til at vide, at vi er fugle, måske sommerfugle. At vi, samtidig med at være som jordens firbenede dyr, som planter fra rod til blomstog, som fisk i kollektiv flydende bevægelse, også er som fugle – flyvende med tankens kraft.
Vi er i konstant transformation. Vi har en biologi, der er indrettet til udvikling og vi har et potentiale at udfolde. I den nye tid, hvor vi udvikler den “multiverselle” bevidsthed, forsvinder dualiteten, valgene og idéen om kontrol.
Det bliver snart fuldmåne, og hér i dagene op til, har du mulighed for at træffe dit sidste valg, som kan lede dig til frihed. Vælg kærligheden, vil jeg så gerne sige. Vælg den helt til, så du kan være og synliggøre alt du er, uden tanke og følelse om noget andet eller bedre, hvert øjeblik både her og i anden dimension. Vælg kærligheden til hele dit væsen til, og fold dig ud med nysgerrig kærlighed til alle dine potentialer, og lad dig glædeligt overraske af dig selv, igen og igen, i ét evigt øjeblik
❤ Jeg er Lene og Minjaia