Mine ord under 3.3.3-portalen er til dig, som er på den spirituelle vej, som menneskesjæl, måske som lysarbejder og måske som tvillingesjæl. Det starter i disse døgn, og slutter ved de sidste portaler i december, især 21.12.19. Da skal der festes igennem i de nye fællesskaber og kollektive bevidstheder 🙂
Mit input skal handle om Mørkets kræfter/Det mørke broderskab. Og hvorfor nu det?
Jo, simpelthen fordi dette år bliver et afgørende år for Lysets Herredømme. 🙂 det lyder dramatisk, og som noget fra en eventyrlig sci-fi film. Men, det er faktisk dramatisk, og i menneskers indre føles det sådan. Når det er vigtigt lige nu, da er det fordi, vi har brug for at lade vore lys skinne, så fællesskabet, vores fælles personlige treénighed, kan rejse sig som en pyramide og smelte sammen med sjælenes treenighed. Det er dét som skal ske i dette år. Vi skal samle os i den kollektive bevidsthed. Og året skal slutte med en mægtig fest.
Nå, men tilbage på sporet med de mørke kræfter. Det vedkommer os alle, da vi er dem, der med kærligheden til os selv, kommer til at lyse det væk og tilbage til sin oprindelige kraft. Vi er alle ansvarlige for kærligheden hér, og for at den kommer til at omfatte alt levende på Jorden – startende med os selv!
Jeg ville have forsvoret det, men jeg har, når jeg skal være helt ærlig, brugt et halvt liv på at “forsage djævlen” 🙂 Jeg har simpelthen nægtet at tro på mørke kræfter. Igen og igen har jeg mødt det, og hver gang afvist det, som fravær af lys. Men ok, nu har jeg efterhånden været omkring det så mange gange, og på egen krop en del gange, så, jeg tænker at jeg bliver nødt til at adressere det. Ja, det er fravær af lys, men…… der findes former, der er destruktive i en sådan grad, at vi har brug for at samle os om at rense det, så det står stærkt i sin oprindelige kraft.
Allerførst vil jeg understrege, at mørke og lys i oprindelig form er ligeværdig kærlig kraft – Yin og Yang. Forandrer kraften sig til noget destruktivt, da er det blevet “inficeret” af ubevidste emotioner, tanker og hensigter af menneskelig karakter. Det bliver til tankeformer, der forekommer både sande og virkelige.
I dag skinner lyset mere end før. Dette fordi kærlig bevidsthed i og blandt mennesker er vokset. Lyset er kommet for at blive, og netop lys, er årsagen til at så meget mørke afsløres nu. Der er ikke mere af det, end der før har været, blot er det blevet synligt. Lyset og kærligheden i mennesker gør, at de finder det væsentligt at tale højt om alle de kejserlige figurerer, der “går rundt uden tøj på”. Det findes i alle kontrollerende instanser, hvad enten det er i samfundet eller i menneskets indre. I det næste vil jeg beskrive, hvordan vi møder og huser det, hvordan vi nærer det, hvorfor det er her, hvem det finder vej til og hvordan vi oplyser det.
Det lever omkring os, som en mulighed for alle, nøjagtig som lys. Men bliver til destruktiv kraft sat i forbindelse med menneskets ubevidsthed. Ubevidsthed skal her forståes som manglende empati eller viden om at vi er ét. Når mørket bliver til en destruktiv kraft, er det ikke besjælet, men en tanke, formgivet gennem tiden af vores frygt. Ligesom splinterne fra troldspejlet i H.C. Andersens eventyr om Snedronningen, finder det vej ind i os, gennem ubevidsthed, frygt, vrede.
Det flyver omkring og bosætter sig der, hvor mennesker på grund af afmagt søger magt, status, vinding og position. Det er vigtigt at huske – det sker på grund af afmagt.
Før hver frygt eller vrede ligger en sorg. Evner vi at blive i sorgen, der er et sårbart og nøgent sted, åbent for enhver at se, da kan intet mørke trænge ind. Men begynder vi at skjule og kontrollere sorgen med enten frygt eller vrede, da vågner mørke kræfter, for heri kan det gemme sig, næres og overtage kontrollen. Frygt og vrede er som frakker vi tager på – i bedste mening, for at beskytte os fra sårbarheden, der indebærer lige dele smerte og glæde.
Vi vil gerne tro, at vi beskytter os fra det som kommer udefra, men i virkeligheden beskytter vi os, fra at mærke det som ligger i nøgenheden. Vi frygter for såvidt både smerte og glæde. Smerten fordi den kan gøre ondt, glæden fordi den kan tages fra os. Og inde bag forklædningens frakker, i lommer og folder, dér kan mørket gemme sig, ulme og vokse, så det til sidst ikke synes muligt at finde den lyse sårbarhed længere. De mørke kræfter næres af frygt og vrede, og er de først flyttet ind, vil de sørge for at skabe et miljø, hvor det vokser og dermed sikrer dets eksistens.
Du kan være bærer af det uden at vide det, du kan bære det uden at bruge det, og da vil det få dig til at vende dig mod dig selv, så du til sidst, uden at vide det, vil bruge disse kræfter imod dig selv. Jo stærkere det vokser sig, jo mere kan du opleve, hvordan det kan få dine omgivelser til ligeledes at vende sig imod dig.
Der findes kun én medicin, og det er kærlighed. Det er derfor, at du oftest bliver opmærksom på mørkets kræfter, når du begynder at arbejde med kærligheden til dig selv. Jo mere kærligheden vokser, jo mere lys opstår, og jo tydeligere bliver mørket at finde. Til sidst vil det være at se, som en lille samlet masse, der kan hentes ud, og sendes tilbage til sin oprindelige form – en ligeværdig kærlig nødvendig kraft, svarende til Yin-energien. Men det vil gøre meget for at det ikke sker. Det vil buldre og brage, det vil prøve at gøre dig bange, og lykkes det ikke, vil det give dig tanker om mindreværd. Du vil møde dig selv med sønderrivende kritik, intet er godt nok, og der er altid fejl og mangler. Og skulle du opdage det lille spil, så gemmer det sig godt. Så godt, at du tror du er fri, og pludselig er det der igen. Det vil blive ved, til du er ved at opgive. Og dét er dets intention. At få dig til at opgive kærligheden og lysets vej. De mørke kræfter er selv bange. Bange for at du tager frakkerne af, så der ikke længere er noget sted at bo.
Nu tror du måske at du skal lede efter mørket, men NEJ! For det vil lede dig på vildspor og overtage dine kræfter! Du skal altid søge lyset og vælge kærligheden. Igen og igen. Og du skal tage frakkerne af, og lade både sol og måne gennemskinne dig. Lad alt være synligt i lyset og vær på den måde din bedste beskytter.
Er du lysbærer. Arbejder du i lysets tjeneste. Da er du ekstra interessant for de mørke kræfter. Dit lysarbejde gør, at du lyser op med en kvalitet, der er særligt livgivende for intelligent mørke. Husk igen på, at kræfterne oprindeligt er ligestillede og nødvendige for hinanden i kosmos. Så, der er en automatisk dragning. Når vi er havnet i de lavere frekvenser, som mørket i de ubevidste hænder kan forvandles til, da søger mørket efter lyset. Aldrig omvendt. Det er anstrengende, opslidende for den, som bliver søgt/jaget, og kan i nogle tilfælde vende lysarbejderens arbejde. Ovennævnte arbejde, med kærligheden til egen eksistens, bliver sat på virkelig prøve. Lysarbejderen vil blive tvunget ud på kanten, vil måske endda vende arbejdet ryggen og leve en tid som ubevidst, men som jeg skrev i starten. Lyset er kommet for at blive, og kvaliteten er nu så styrket, at det altid vil finde vej igennem ubevidste og mørke områder. De mørke kræfter arbejder for at slukke lyset, men det er ikke muligt, der er for meget af det. Og lysarbejderen kan, når han eller hun har fundet sin vej igen, sende de mørke kræfter tilbage til sin oprindelige form, og vil derefter være i stand til at arbejde med både ying- og yang-energi.
Tvillingesjælene (de første 144.000) – en afdeling af lysarbejderne – er rent guf for Mørkets kræfter, men samtidig den største trussel. Så her sættes alt ind på destruktion. Tvillingesjælenes formål på jorden er at assisterer både Jorden og mennesker ved løftet til næste frekvens. For at udføre arbejdet, må de først finde hinanden, genforenes og under genforeningen toner deres kontrakt frem, hvorefter arbejdet kan begynde.
Når tvillingesjæle mødes bliver lyset omkring dem så kraftfuldt, at det mærkes af alle omkring. De tiltrækker hver især mennesker, der er klar til at gå videre på udviklingsvejen. Og står de sammen som én, da kan de løfte flokke, og som nævnt Jorden og alt jordisk væsen. Dette er den universelle plan, som mørkets broderskab vil gøre alt for at forhindre.
Tvillingesjælenes møde kan ikke forhindres, men mørket kan gøre meget for at ødelægge og forsinke. Et typisk scenarie vil være, at den ene eller begge er eller bliver regulært besat. Besætteren vil ganske enkelt gøre alt for at ødelægge mødet. Helt ned i det konkrete ved at forhindre samværet, så foreningen ikke kan ske. Dels vil besætteren påvirke den besattes syn på den anden. Ligesom i eventyret Snedronningen, hvor Kaj på grund af spejlsplinten i øjet, opfatter alt med afsky. Besætterne kan sørge for at der er geografiske store afstande. Gøre kommunikation umulig, helt ned i det konkrete, f.eks. ved at ødelægge telefoner, skabe splid. De kan flytte på tiden, så syncronicitet bliver umulig. Der er nærmest ikke grænser for, hvad de kan manifestere, for at forhindre tvillingesjælene i at blive bevidste om deres fælles mission. Og tvillingerne, der her på jorden, blot er gode mennesker, må opgive gang på gang, trods stor bevidsthed og meget kærligt arbejde.
Medicinen er den samme. Kærlighed og mere kærlighed til egen eksistens og væren. Så meget, at mørket ikke længere kan finde bolig hos dem. Men, det er ingen let opgave. Som sagt er det her at mørkets kræfter sætter alt ind. De af jer, som er på tvilliingerejsen, ved hvad jeg taler om, men ved også at arbejdet fortsætter. Det er ikke til at stoppe.
❤ uanset hvem du er, så står du midt i en portal, en indgang til den nye tids fællesskab. Lad os hjælpe hinanden ind ved at tage frakkerne af, møde hinanden nøgent og med al vores sårbarhed, så der ikke igen kan være et mørke med destruktiv intention, der kan skjule sig hos os.
❤ Jeg er Lene og Minjaia.
3 Comments