Hent din fremtid, sådan som du husker den, og vær med den NU.
Det er månens budskab til dig i dag.
Hvad nymånen kan hjælpe dig hente frem, handler om dit følelsesmæssige ståsted nu. Det er individuelt, hvilke muligheder vi opsøger, undersøger og manifesterer. Månen assisterer solen og viser de skjulte følelsesmæssige skatte frem, der hører til soltegnets egenskaber. Den kan ikke give dig kraft til at manifestere dine projekter, men, den kan vise dig alle de følelsesmæssige potentialer og den passion du allerede har i gemmerne, der kan støtte…..eller forhindre 🙂 Det er så dét vi møder på vejen til fuldmånen. Alt imens solen giver dig af soltegnets kraft.
Vandbæreren – lighed, frihed og fællesskab
Under de temaer kan du under denne måne finde din kreative, feminine og følelsesmæssige passion, der skal bruges til det du ønsker at manifestere.
Så, kære du, velkommen til. Lad os lytte lidt til hvad vi sammen med de planetariske herskere kan få ud af dette månedøgn.
Det er ikke småting! At det er en stor ting, har du også kunnet mærke på den sidste måneds intense energier, med tilhørende forvirringer og udrensninger. Det er indgangen til fællesskabet på så mange planer det næsten er muligt. Et fællesskab, der har dybe rødder, og som er særdeles levedygtigt og langvarigt. Den intention du sætter om lidt, kommer til at slå dyb rod, for dette år kan betegnes som en grundpille. Vi har sluppet bindingerne til fiskenes tidsalder så meget, at vi endelig er i stand til at bygge de første blivende fundamenter i det nye.
Fællesskab på mange planer! Du har dit eget fællesskab, og dét skal etableres først. Hold en generalforsamling i din egen forening af Ånd, Sjæl, Personlighed og Ego, herunder indre mand og kvinde, indre barn og voksen, og alle de andre. Lad dem alle skrive under på foreningens formål og vedtægter. Skriv det på et dokument og læg det ved dine værdifulde papirer, eller sæt det i ramme og hæng det op. Således forenet kan du nu træde videre ud i det større fællesskab i menneskeligheden.
Mærk hvordan du forener dig med hele menneskeheden, sådan som du hele tiden har været forenet i den åndelige verden. Og se derefter, hvor det er i din konkrete verden, at et fællesskab kalder på dig. I hvilket fællesskab er det lige dig, der mangler?
Det er opvågningstid. Det har det været længe, men jeg oplever, at der netop i disse dage viser sig meget klare billeder af, hvad der er illusion, og hvad der er virkeligt. Vi har levet i en illusionær verden. I den tid, hvor Ego og personlighed troede, at alt det gode, kærligheden, respekten, mulighederne m.m. lå uden for – i andres anerkendelse, i Guds anerkendelse – da har vi levet i en forståelse af, at der var adskilthed, og at der var grund til det. Men i opvågningen mærker vi, at det hele bor i os selv. Og da bliver vi klar til rigtigt fællesskab. Da bliver vi klar til at byde ind, give os selv til fællesskabet, og til at modtage fælleskabet uden at vælte.
Der er en overgangsfase, hvor vi stadig checker, om fællesskabet nu synes godt om os, om de i fællesskabet kan bruge vores gave, om vi er gode nok, og om gaverne fra fællesskabet nu også er de rigtige til os. Men så kommer denne nymåne.
Det er muligt nu, at få og mærke den følelsesmæssige oplevelse af at være den kærlighed du søger. Det kan gå op for dig, at du er den absolut bedste version af dig hele tiden. Du er den perfekte menneskeudgave af det englevæsen du er. Se på dig selv med samme kærlighed, som du ville se på et nyfødt barn. Intet er mere fantastisk. Derfor er du det perfekte match til fællesskabet.
Synes du før i dag, at verden, den gamle verden, gik dig lidt imod? Mødte du modstand? Blev du altid nr 2? Blev du ikke rigtig til det du gerne ville? Mødte du ikke den rigtige kærlighed? Hvad end det nu var, så skete det, fordi du troede, at det du ville og ønskede, lå et andet sted og i andres hænder.
Det ligger alt sammen dybt i dig. Uanset hvad du ønsker, da er det noget, som allerede bor i dig. Se det for dig. Se ind i dit indre – dit indre gyldne barn – se hvordan du allerede er lykkedes, hvordan alt er tilgængeligt for dig, og hvor elsket du er. Jeg taler ikke om, at du er elsket af andre, at du får det rigtige job, den rigtige bolig, kæreste, familie, mulighed osv. Jeg taler om din eksistens – din væren. Din naturlige og ligeværdige del af fælleskabet. Mærker du først det – dybt og intimt mens du følger rytmen i dit hjertes puls – da går det op for dig, at alt er dit, nej, ikke bare dit, men vores. Den dybe kærlighed vi har til os selv, vil flyde over og sprede sig i fællesskabet, og sådan bliver, alt som er, vores.
🙂 og så kan du manifestere alt fra ansættelser til kærlighed og lækre biler 🙂
Vi deler en verden af muligheder, og i vandbærerens tidsalder mødes vi i de fællesskaber , der dannedes i tidernes morgen, og vi mødes her på jorden i den fælles bevidsthed vi i sin tid udgik fra. Heri og sammen henter vi den nye verden frem. Jeg studser et øjeblik, og smiler. Ja, vi henter den, for den er her allerede, blot kan vi først opfange den nu.
Vi henter fremtiden ind, som en erindring! Kan du huske alle de kræfter du lagde i dine succes’er, i al din kærlighed, i alle dine læringer og fremskridt?
Hent din fremtid, som du husker den. Se den for dig, og mærk dig selv i den. Da er du NU, med alt hvad du var, er og bliver.
Jeg er Lene og Minjaia med månen.