Fuldmåne november ’18 – Institutionernes fald tænder lys på jorden

Har du lagt mærke til, hvordan alting tilsyneladende falder fra hinanden? “Institutionernes fald” vil jeg kalde det. I dag vil jeg undlade at referere til astrologien. Det kom som et stærkt syn, hvordan selv den institution bryder op, og i opbruddet vil en større sammenhæng vise sig – se det måske som et nyt “Big Bang”. Astrologien er et skønt redskab, sammen med mange andre, men min indsigt i dag er, at jeg ikke længere kan bruge tid på at forklare mit liv med tillærte systemer.

Jeg vil leve i dag. Jeg vil beskrive mit liv, mens det lever, i stedet for at forklare det. Jeg vil være det, mens det er der, i stedet for at iscenesætte min væren til et senere forudsagt tidspunkt.

Dét mærkede jeg i dag, og glæden byder mig op til dans, idet jeg bliver klar over, at frygtens tid ER forbi. Jeg er så klar til at være mig, uanset hvad jeg måtte være. En latter toner frem, ja, jeg glæder mig simpelthen over at stå lige dér – lige ved min side, i enhver situation. Jeg er både konge og dronning af det hele – bægre, mønter, stave og sværd.

Hrmpf! Det har jeg sagt før …… det kan godt føles lidt irriterende 🙂 men jeg er faktisk så glad for, endelig at kunne være irriteret uden at føle hverken skyld eller skam. Ja! For søren da! Jeg siger det lige højt: Jeg er simpelthen irriteret og vred over, at skulle sige det samme igen og igen…
…og jeg er så uforbeholdent lykkelig over at finde ud af, at det var kærligheden – ikke bare forståelse og accept, men anerkendende kærlighed – også til den irritation, der skulle til for at kunne tillade mig selv livet.  Det dér med at skulle sige tingene mere end én gang, har været en alvorlig ting for mig. Jeg har følt mig dum og uværdig, når det var nødvendigt at fortælle mig tingene flere gange. Jeg smiler igen, fordi jeg sidder her og nyder at sige tingene igen og igen.

Det er blevet fortalt, at vi under fuldmånen skal give slip. Jeg tror ikke på det! Det er under fuldmånen vi har mulighed for at møde det, vi har brug for at sige JA til. Så, JA, irritation og vrede. I var altid mine ❤ Tak for det. Nu er jeg mere hel end nogensinde før. Det føles, som at være blevet givet en mægtig kraft, til at leve nye liv med. Og tænk sig, den var der hele tiden.

Se, irritation og vrede er ikke noget, jeg har brugt meget tid på, men hvor har jeg dog brugt meget tid på skyld og skam over at indeholde den, og jeg har brugt virkelig mange kræfter på at undertrykke. Jeg har givet indtryk af at være klog og skarp, så ingen opdagede at jeg i virkeligheden nok er lidt dum. Det har jeg været god til. Virkelig god. Derfor har menneskene i mine relationer måttet vise mig både irritation, vrede , og naturligvis at jeg er dum, igen og igen. Tak, alle kære mennesker ❤ for at jeg endelig kan sætte mig under en plørefuld måne, bryde ud i latter, og være det sidste jeg ikke turde være.  Jeg har ikke noget at skjule ❤

Alt står for fald, så der kan blive plads til os i vores hele væren. Det er ikke muligt at kontrollere noget mere. Det var aldrig meningen at vi skulle skjule eller undertrykke, skylde eller skamme. NU er et sted, hvor alt er til stede. NU har ikke været der før, og det kommer aldrig igen. Derfor er der plads til, at du kan være alt det, du er. Det er ikke muligt at kontrollere, der er kun tilbage for dig, at lede dig igennem NU

Resultatet af lang tids arbejde, søgen og fremdrift er en eksplosion, der vil omorganisere alt. Selv i matematikkens verden begynder det nye sprog at dukke op – for det er nødvendigt i en verden, der ikke står i et stillestående resultat, men er i konstant bevægelse.

Vi har været i fiskenes tidsalder, og har forsøgt at forestille os og forklare hvad den nye tidsalder vil bringe. Udfordringen er, at vi i “fisketid” betragter med emotionel indgangsvinkel, så vi har måske formuleret den nye tid udfra vore emotionelle drømme og håb. Men den nye tid bærer ikke et emotionelt udgangspunkt, derimod et logisk-kærligt udgangspunkt. Derfor falder institutioner fra hinanden nu. Det er den logiske fortsættelse af en verden, der udvikler sig.

Vi har holdt sammen på rigtig meget af emotionelle årsager, bundet til hvad der føles rigtigt eller forkert moralsk set, følelsesmæssigt set, intellektuelt set. Vi har søgt tilhør i opponerende grupper med meninger, idealer og visioner med ideen om, at det eneste rigtige vil sejre 🙂 men det eneste rigtige findes ikke, og derfor mister sejren sin relevans.

Der findes det som er, og det vi gør med det. I den nye tid, hvordan vi samarbejder om det.

Det bliver tydeligt, under denne fuldmåne, hvad der falder fra hinanden, og hvordan “genopstandelsen” og det nye bevægelige fundament tager sin begyndelse.

Når jeg taler om institutionernes fald, så er det alle institutioner, der er grundlagt i sten. Jorden skælver og ryster urokkeligheden fra hinanden. Selv dét, som forekommer mest stabilt, vil blive sendt ud i bevægelse. Det kan være alt fra landområder, bygninger, politiske institutioner, bysamfund, menneskelige relationer og personlige ståsteder. Din seneste beslutning bliver vendt på hovedet!

❤ forvent at ståsteder forsvinder og erstattes med en grounding, der tillader bevægelse.

Skal vi endelig slippe noget, da lad det være afhængigheden af det endelige resultat. Du kan støtte processen, ved at gå helt til kernen, og mærke hvilken frihed du ville have, hvis alle dine forhold, uden undtagelse, kunne leve uden din afhængighed af bestemte udfald. Mærk graden af frihed, hvis du helt ned i hverdagslivet kunne tillade uendelighed.

Du kunne starte med at forestille dig, at du kan leve – uden en mening om hvordan. Kan du være så fri, at du kan stå op om morgenen, uden at være bange eller bekymret for noget, uden at ville andet end at stå op og se, hvad dagen bringer? Vil du kunne byde livet velkommen, som noget der kommer til dig, helt nyt og friskt hver morgen?

Giv dig selv lov til at vågne lidt tidligere i morgen, og brug dine første vågne minutter på at byde dig velkommen, som menneske i sjæleform, og som sjæl i menneskekrop. Mærk at du er hel. Sæt fødderne på gulvet og mærk, hvordan du flyder igennem dig selv og tager forbindelse til NU’et. Ikke bare til jorden, men til hele NU’et. Glæd dig over at være sammen med dig, og over at du med din tilladelse til at være hele dig, har formået at bringe sjælen med helt ind i din vågne virkelighed. Rejs dig op og mærk, hvordan du går som én.

Du er ikke længere en hemmelighed, ikke længere i skjul – men endnu et tændt lys på jorden. Tak for det. Tak, for at din kærlighed til dit væsen er så stor, at du lyser, så andre kan se i både lys og mørke.

❤ Jeg er Lene og Minjaia med månen – medrejsende og lige ved siden af

PS: og som astrologisk fodnote vil jeg tilføje at en retrograd Merkur er skyld i forvirret tegnsætning (og ikke mine manglende evner) 🙂

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.