Fuldmåne september ’18 – Om nærvær og musvåger uden forklædning

“Der er noget i luften” ❤ og det er meget kærligt.

Månens kvalitet ligger i budskabet “2 smelter sammen til én”. Denne gang i Vædder, hvis esoteriske budskab er: “Jeg træder frem, og fra tankens plan hersker jeg”. For mig betyder det, at disse døgn giver dig det maksimale potentiale for at lade ånd og tanke smelte sammen til én. Og med solen i Vægten har du mulighed for at vælge balancen – den vej, der går lige imellem de 2 store kraftlinjer. Vi kunne kalde den hjertets vej ❤ Esoterikerne ville kalde det regnbuebroen eller Antahkaranaen, der forbinder det højere og lavere mentale. Nå, det er teori. Men en god teori, der kan lede til helhed.

Velkommen til, kære du. Til klarhed, nærvær og kærlighed.

Før jeg går ind i fuldmånens temaer, har jeg brug for at understrege, at alt dét jeg deler, beskriver, henter og formidler, skal høres i lyset af min indgangsvinkel til og intention om væren.  Jeg brænder ikke for at være mere end jeg er, mere kvinde eller mand for den sags skyld, for at have flere besiddelser eller følge bestemte veje. Jeg søger oplevelser af énhed og helhed, at bringe “himlen frem i alt jordisk” og fremfor alt at dele mit nærvær med dig. Jeg bruger en del tid på at længes efter nærvær, derfor er min vej nu, at åbne mig for og opdage nærværet. For, når det kommer til stykket, så er alt det vi savner helt tæt på. Det er min vej og mine ord – ikke nødvendigvis en del af din sandhed, men måske kan jeg inspirere.

Dette år har vendt min verden på hovedet, og jeg er endt i et centrum af en væren, der er uendelig og uforanderlig. Jamen, vi forandrer os jo hele tiden, vil du måske sige. Jo, det kan man godt sige. De ydre og fysiske omstændigheder forandrer sig hele tiden. I fysikken inkluderer jeg emotion og tanke. Men ånd er ånd. Nærværet med ånden er en opdagelse af væren.

Her ligger min interesse og intention. At være i oplevelsen af, at være ånden i alting. Så læser du med her, så leder du måske efter inspiration til at være. Kommer du til en session, er det for at opdage din egen fuldendte helhed, og for at forelske dig hovedkuls i alt det du opdager deri. Dét er der god grund til, og dét er en sandhed også for dig. 🙂

Jeg holdt et lille møde med et par ærkeengle og andre interessante væsner forleden 🙂 Det var et meget kort møde, og budskabet jeg fik at formidle var klokkeklart: “Budskabet var aldrig af ord – men af nærvær”. Så, mine ord og fortællinger vil ikke kunne give dig dét du savner eller søger. Men måske nærværet …. Mellem linjer og lyde fletter jeg mit nærvær.

Og lad os så komme igang med måne-døgnenes oplevelser og budskaber.

Hvad kommer der til at ske, hvad er min fremtid, hvor er jeg på vej hen, hvad skal jeg gøre? Får jeg flere penge, er mit job det rette, møder jeg den store kærlighed?

Spørgsmål, spørgsmål og atter spørgsmål 🙂 Det er gode spørgsmål. Men altså, det hele kommer til dig, både svar, muligheder og kærlighed. Det er jeg sikker på. Det kræver blot dit kærlige og ubetingede nærvær. Ja, det er lidt kryptisk, jeg ved det godt. Du kommer faktisk til at opleve kærlighed! Resten giver sig selv, som måneden skrider frem. Det er nærværet, jeg vil koncentrere mig om.

Der har været så mange temaer inde over denne måne, at jeg knapt kan vælge. Jeg har lært nyt om guider, om frygt, om autentisk væren, om stilhed, stilstand, kontrol, om nærvær, loven om tiltrækning, årsag og virkning og om kærlighed. Det er som om alle brikker har samlet sig, og opgaven nu blot er at få lagt puslespillet.

Mine mange guider, dyrene og naturen er kommet endnu tættere på, og jeg er lidt overvældet over, hvor nær kontakten faktisk er. Jeg har en f.eks. en meget insisterende musvåge boende. Den er så tæt på nu, at den bliver stående, hvor den er, selvom jeg går rundt eller kommer til. Jeg har kaldt den min ørn, og sådan tiltalte jeg den også forleden, da den slog sig ned et par meter fra den bænk jeg sad på.

“Hvad er det, der gør, at du ikke kan anerkende min væren i musvågeform?” var dens overraskende spørgsmål. Jeg skammede mig lidt, for jeg følte at jeg havde nedværdiget den. Dens spørgsmål fik mig til at være stille. For, ja, hvad er det, der gør, at jeg forsøger at skjule musvågen og forklæde den som ørn.

Enhver guide vi møder, repræsenterer en side af os, uanset om det er et dyr, et menneske, en plante eller engle, mestre og ånder.  Den guide som taler med dig er måske en kollega på dit arbejde, måske et dyr i nabolaget, noget eller nogen der fanger din opmærksomhed mere end normalt.

Min musvåge ønsker altså at få min opmærksomhed så meget, at den kommer helt tæt på. Den lærte mig lige dér, da jeg sad i solnedgangen, at elske musvågen i mig. Jeg kender den jo godt, og jeg ved godt, hvad jeg har tænkt om den. Den er bare ikke lige så flot som ørnen, ikke lige så statelig og urørlig/usårlig. ❤ og det er sandt, lige indtil musvågen stillede mig sit spørgsmål, var mit ønske at være mægtig som ørnen. Det er jeg ikke. Jeg kan både røres og såres. Jeg er lille og lidt pjusket og broget i fjerene. Mens jeg sad og omfavnede disse små sandheder, voksede min kærlighed til denne modige skabning. Tænk, så tæt den turde gå, så vedholdende og så ærlig. Og mens jeg skriver, kan jeg ikke lade være med at smile. Jeg elsker min modige og ærlige musvåge, og jeg vil aldrig igen bede den om at være noget andet.

Skønheden og klarheden i de sidste døgn har overvældet mig, så jeg har brugt tid på at nyde og være, frem for at skrive. Derfor er jeg også lidt sent på den denne gang. Tiden siden nymånen har været præget af klarhed. I virkeligheden noget jeg nok føler generelt i september. Luften er ren, himlen blå, solen varm, vinden kølig, og farverne i naturen sætter igang med deres magiske efterårstoner.

Men klarheden skyldes også, at jeg har tilladt stilstand – ikke bare stilhed, men stilstand. Jeg har tilladt mig selv at gå helt i stå, og ja, bare stå. Jeg har set livet dreje rundt omkring mig uden ønsket om at gøre, vide, handle, præge.

For nogle dage siden læste jeg om dét at kontrollere. Det har været et fy-ord i min verden 🙂 så meget, at jeg ikke har kunnet se på emnet uden at være bange for selv at skulle finde mig kontrollerende. Men i stilstanden kan jeg se på alle emner. Det er muligheder, der flyder rundt omkring mig. Som små sæbebobler i mange farver. Jeg ser på dem, som var de små celler, der deler sig, samler sig og fortæller min historie om, hvordan jeg i meget af min gøren og laden har forsøgt at kontrollere livets udfald.

“Hvis jeg gør dit, sker dat….., så jeg må hellere gøre dyt, for så sker dut…..” 🙂 Det er sandt nok, det vi gør fører os til oplevelser og steder. Men jeg tror jeg vil lade være med at betinge udfaldet. Jeg vil gøre det jeg føler for og tillade det at føre mig til steder og oplevelser. Hvis jeg afgiver kontrollen tillader jeg samtidig alt – virkelig alt – at ske. 🙂 Der er sket meget de sidste måneder. Jeg har været meget optaget af, at de ting som er sket, er de ting jeg er bange for.  Sådan er det med kontrol. Vi bruger mange kræfter på at kontrollere livet, os selv og andre, for ikke at opleve det vi frygter.

På bunden af frygten ligger tanken om ikke at være god nok og derfor ikke at være elsket. Så er vi tilbage ved musvågen. Den, som jeg ville elske, hvis altså den var en ørn.

Som jeg skrev tidligere, så har der været en tvungen revision i mit system i år, og en nødvendig minimalisering har fundet sted i min mentale sfære. Det har givet plads til mig – til sanse nu og her, til at svare hvert øjeblik med sanselighed. 

Af den grund har min relation til månen (og alt det andet) forandret sig. Den sanselighed jeg beskriver, ligger udenfor det, vi normalt opfatter som følelse og tanke. Det er en samarbejdende væren. Så, i disse døgn har jeg været måne. Jeg har mærket den som en klar og kølig hånd på panden, som en blød dyne om natten og som et nærværende lys.

Månen tilbyder mig denne gang en væren at være opmærksom på, og en væren at gå ind i, fremfor at give mig ord. Der kommer ingen forklaringer eller nyt om muligheder. Og sammen med musvågen rører den ved noget varmt og blødt i mig. Jeg mærker, hvordan nærværet med de to har gjort min oplevelse af verden større, varmere og lysere. Jeg kommer til at grine.

Jeg er alt det jeg er, og dét er lige dét jeg gerne vil være ❤

Og jeg beder månen smyge sig om dig, og finde det varme bløde sted i dig, der får kærligheden til at vandre så frit, at smilet og latteren bryder frem.

❤ Jeg er Lene og Minjaia med måne og musvåge.