
Du har mulighed for at møde dig selv i 2 former.
Din identitet og din væren.
Din identitet, værende noget du afprøver, efterligner, øver dig på, styret af en mægtig dukkefører.
Din væren – det du altid er. Uanset hvad du vælger som identitet.
Heri ligger fantastiske opdagelser.
Jeg siger det lige igen, som jeg siger det altid: Velkommen til, kære. Jeg er glad for, at du er her. Det har betydning. Ikke bare for dig og mig, men også for det, der er omkring os. Et møde er en bevægelse. Bevægelse er liv. Og livet er det, vi lever af 🙂 Så, lad os sætte os til bords og nyde lidt nærende bevægelse.
Som ved alle nye måner er der nu nye muligheder. Vi kan sætte vore dybe drømme over let blus, og se hvordan de i løbet af de næste 14 dage folder sig ud. Hvilke potentialer bringer de frem, hvilke kræves, hvilke er allerede udviklet og i sidste ende kan vi se, hvad kan bære, og hvad ikke.
Efter sidste nymåne lærte jeg, at månerne i samarbejdet med de mange retrograde planeter har en lidt anden karakter end de plejer. Jo, de udfolder stadig følelsesmæssige og kreative potentialer, men i langt højere grad kan de afsløre de indsigter, du har brug for, for at se sammenhængen i det der rører sig inde i dig – og derfor omkring dig.
Retrograderne kan tage dig tilbage. Så langt det er nødvendigt. Og sammen med månen vil det blive muligt for dig at undersøge og mærke, hvad det virkeligt er, der får dig til at leve livet, sådan som du gør det. Som jeg skrev først – du vil møde dig selv i 2 former. Hvis du vil.
Sammen med også LionsGate-arbejdet er dét, du har mulighed for her, en del af din drøm om at folde dig ud i hele din virkelige form. Du vil i langt højere grad kunne mærke, hvordan væren er et tilvalg fremfor et fravalg, og du vil i disse dage kunne mærke en brændende kreativ passion, der efterlader dig i en lidt ekstatisk lyst til at være.
Jeg er klar over at ordene her virker lidt uoverskuelige, ikke-konkrete. Det kommer helt an på, hvad helhed er for dig. Ovenstående er en mulighed. Et tilvalg. Stadig et valg om at blive hel. Det tager tid. God tid. Der skal være lyst til at gå i de ukendte sfærer, for at hente svar.
På samme måde, som vi kan tilvælge at kigge lidt på – dykke ind i følelsesmæssige op- og nedture – så kan vi tilvælge at kigge ind i bevidsthedsformen. Det som skaber den konkrete verden.
Jeg er blevet meget overrasket. Jeg må også være ærlig at sige, at “jeg” ikke synes det var rart at blive overrasket. Jeg fandt min skjulte identitet – den dybe identitet, jeg har haft tilvalgt – umådelig afskyelig, frastødende og uværdig. Det var ikke en følelsesmæssig identitet, men en teknisk ting – en slags robot-version af mig. En identitet, jeg har brugt i alle mine forhold, både relationelle, arbejdsmæssige m.m., der har skabt en umådelig følelsesmæssig forvirring og følelsen af ikke at hænge sammen, og ikke helt at være “herre i eget hus”.
Robotten har ingen egen vilje. Den er marionet for det tankespind, der har opfundet den. Og et øjeblik kan den føles som en udefra kommende besættelse. Min opdagelse, som var særdeles konkret, støtter mine tidligere indsigter om, at de store besættelser og overgreb stammer fra sindet – når sindet har fået lov til at køre på frihjul. Sindet, den lavere mentale bevidsthed, er et redskab i det hus, vi er herrer i. Det skal tjene os og ikke hverken sig selv eller andre. Det er derfor, at bevidsthedens heling er afgørende, og dét som er det nødvendige.
Du ved det jo allerede. Vi har en højere bevidsthed – en fri væren. Det er dén, vi er i gang med at forbinde os til. Det er dét bevidsthedsheling går ud på. At forbinde os. Til den højere bevidsthed, og dermed demontere robotten. Den højere bevidsthed er aktiv del af dig. Den er ikke udenfor, den er indeni. Den er hverken krævende eller dømmende. Den er!
Min robot var 7 år. Det tidspunkt, hvor jeg første gang satte stikket i til robot-identitet, fremfor hel væren. Det betyder ikke, at jeg ikke har udlevet hel væren, men det betyder at jeg har båret rundt på en robots mind-set, og at mit sind har brugt uforholdsmæssig meget tid på at være dukkefører, fremfor 100% at tjene mine kreative, skabende og kærlige intentioner for livet her. Jeg har ladet dukkeføreren dele “herreskabet” med mig. Og sikke da nogle udfordringer det har givet 🙂
I denne nymåne vil jeg forbinde mig. I LionsGate-portalen vil jeg aflevere dukkeføreren og robotten. Jeg vil takke mig selv for det modige arbejde – for at jeg har set, hørt og mærket min værens sande natur, og så vil jeg give mig hen til at være hel. Jeg vil bede nymånen, denne gang, vise mig min hele væren, sådan som den er i virkeligheden. Jeg vil manifestere alt det, som robotten forhindrede. Jeg vil lade den 7årige leve sit retmæssige skønne liv under sol, måne, stjerner og festlige farver. Jeg vil give den 7årige tilbage til uskyldigheden og renheden. Ikke som en modpol til skyldighed og urenhed, men som en bevidst anerkendelse af hel, nysgerrig og uforstyrret (ren) bevidsthed.
Hvis jeg skulle råde dig under denne måne. Da ville jeg sige – vend tilbage til din rene væren og lad denne vokse sig stor, stærk og levende. For det var din hensigt, og det er dit livs formål.
Hvem er du nu? Hvad er du nu?
Jeg er Lene og Minjaia nu
❤