Ja, nu står verden ikke længere. Jeg har simpelthen misforstået det hele :-). Det alt sammen. Det er jeg helt vildt glad for. Mit himmelkort fortalte mig i sædvanlig humoristisk stil om enhed/helhed.
Jeg har skrevet om det et utal af gange, jeg har hørt det, læst det, snakket om det, men helt ærligt, jeg har bare ikke fattet det før nu :-).
Jeg er vågnet op i oplevelsen af, at have “min indre mand” ved min side. At han har været der hele tiden. At han elsker mig, som jeg ham, fuldstændig ubetinget og grænseløst. Jaja, tænker du måske, det er jo allemands viden. Og det er muligt. Men jeg har vitterligt aldrig haft denne oplevelse før, uanset hvad jeg har skrevet og sagt. Om misforståelserne skriver jeg længere nede i indlægget.
Det får betydning for enhver situation i mit liv, der kalder på maskulin deltagelse. Vilje, handling, beskyttelse og styrke.
Både mænd og kvinder har en indre mand – dreng, bror, far, elskende ( ligesom de har en indre kvinde) Den indre mand er vigtig for os alle. Kigger du rundt i dit liv, og ser på hvordan det går med det maskuline omkring dig, ja, så vil der måske vise sig områder, hvor det bliver tydeligt, hvor du forhindrer “din indre mand” i, netop at ville, bære, handle og beskytte.
Er du den, der klarer alting selv? Er mænd dine ligeværdige. Kan du leve uden en mand ved din side? Og hvad med autoriteterne, står du stærkt og ligeværdigt med dem?
Det er ikke mere end et par uger siden jeg mødte min indre mand og forelskede mig på stedet. Det beskrev jeg i et indlæg om adskillelse og forening på mit twinflame-site. Det jeg om lidt skriver hér, hører måske mere hjemme, som en forlængelse af omtalte indlæg, men idéen vedrører alle, tvilling eller ej, så derfor vælger jeg at lægge det her.
Efter den skønneste søstersnak med dejlige Lauriah fra Bevidsthedshealing.dk. forleden – en snak med både våde øjne og jublende latter – da blev jeg klar over, at jeg ganske enkelt ikke har forstået, hvad mit indre ægteskab og min indre mand har prøvet at fortælle mig.
Til mit forsvar vil jeg gerne sige, at jeg ikke har været klar 🙂 og dertil siger min indre mand: “Hvad skal du med forsvar? Jeg er her jo lige her.” I dette nu smiler jeg lykkeligt over hans humoristiske irettesættelse, men før jeg besluttede mig for at kvitte dobbeltlivet ville jeg formodentlig have trukket på skuldrene i absolut mistro. Måske ville jeg ovenikøbet være blevet vred eller ked, over, at han mente, at jeg ikke kunne klare mig selv, at jeg havde brug for noget, var afhængig……. i min EGOtilstand i 3D har jeg jo haft travlt med, at være noget jeg synes, jeg bør være, og ikke hvad jeg faktisk er. Mit EGO har haft virkelig mange idéer om, hvad jeg i hvert fald IKKE skal være.
Men der er ting, jeg ikke kan klare selv, jeg har behov at opfylde, og jeg er helt sikkert afhængig 🙂 af min indre, absolut guddommelige maskulinitet, som bare står klar. Den er fantastisk <3. Jeg har sådan brug for ham, for i dette liv er jeg kvinde. Havde jeg ikke ham, ville jeg flyve rundt på bløde skyer og aldrig konstruere eller skabe noget. Jeg ville være et virvar af skønne tanker og ideer uden mulighed for at manifestere noget som helst. Jeg vil rigtig gerne være sådan ❤ men jeg har også evigt begrædt de ting jeg ikke har ført ud i livet, selvom jeg faktisk har ført meget ud – uden anerkendelse af min maskuline makker. Jeg har simpelthen ikke anerkendt hverken nødvendighed eller tilstedeværelse af maskulin deltagelse, og dermed har jeg dels såret det maskuline generelt, men også vendt mig selv ryggen.
Mistro, vrede m.v. som jeg har holdt ham fra dørene med, er bare en undergenre til frygt. Frygt er er en mur/beskyttelse vi som mennesker bærer på, og den kommer i et utal af forklædninger – vrede, mistro, irritation, forvirring, depression eller i den modsatte ende kontrol, arrogance, falsk afklarethed osv. For det er bare ikke supercool at være frygtsom. Men, på et tidspunkt kommer den altså til overfladen. Det kan ikke undgås. For dét, som ligger nedenunder den, er sorg, og dén VIL høres, ses og mærkes. Den vil skubbe, presse, okse, mose og mase frygten igennem alle forklædningerne, så den til sidst står splitter nøgen. Her er frygten uden kraft, og bliver nødt til at give sig hen, flyde med sorgen, der går over sine bredder i mægtige vandfald, og frygten opløses – helt af sig selv..
Måske du har prøvet river-rafting og tror du kan navigere 🙂 men jeg lover dig, det bliver en usædvanlig tur i disse vandfald, hvor dine evner kommer til kort ❤ De gør det netop for, at du mærker din indre mand eller kvinde, der står parat med alt det, du har brug for. Har du brug for en båd, styring og sikkerhed, da kommer manden. Har du brug for flow, frihed og kærlighed, da kommer kvinden.
Jeg mærkede i går, helt inde fra mit inderste, at hvis jeg i livet præsenterer mig som et barn, da holder den voksne et vågent øje indeni. Hvis jeg præsenterer mig som mand, da holder den indre kvinde et vågent øje, hvis jeg præsenterer mig som engel, da holder mennesket et vågent øje osv.
Så, hvad nu, hvis jeg lader det hele præsentere sig på én gang. Hvis jeg tillader det hele at være til, uden et øjeblik at tvivle på min egen helhed? Hvis nu jeg præsenterer mig som hele den jeg er. Ved disse ord skraldgriner jeg sammen med mig selv. Pyh, det ville være et mægtigt væsen. Se, det har jeg tænkt før, men altid sat frygten ind foran. Frygten for at fylde for meget, frygten for præstation, frygten for at blive vendt ryggen. Når jeg i dag griner, så er det fordi jeg har opdaget at frygten er væk. Jeg er simpelthen kisteglad. Jeg er såå hel og dejlig ❤
Det er nøjagtig, som det er blevet sagt, skrevet og sunget. Du er alt, der er brug for. Intet af det du søger, findes udenfor dig selv. Og når du anerkender denne styrke som en frihed, da vil du spejle drømmemænd, -kvinder, -mennesker, -job og guddommelighed i alt omkring dig. Bogstaveligt talt, så skifter verden farve. Drømmene ophører og virkeligheden sætter ind.
Jeg kan ikke fortælle dig, hvad det er, du skal gøre, eller hvad der præcis kommer til at ske, for dit liv er unikt skruet sammen til kun dig. Taler vi sammen hér eller “in space”, så hører jeg, hvad der er relevant for præcis dig. Indtil da, kan jeg måske inspirere med min egen fortælling.
Som jeg beskrev ovenfor, så har jeg på det bestemteste afvist min indre mand. Det har jeg gjort, fordi livets erfaring har fortalt mig, at det nok er en god idé. Jeg smiler lidt, for et sted derinde er der en, der vil diskutere. Jeg forestiller mig nu, hvordan indre mand og kvinde ser hinanden dybt i øjnene. De har ikke brug for at diskutere. De vil bare så gerne være sammen, hjælpe hinanden, lyse for hinanden, med alle deres kvaliteter. De vil så gerne se på gode idéer sammen.
Det kan være lidt svært at beskrive, men det er altså en fornøjelse at mærke de 2. Jeg er dybt berørt over at de fandtes derinde og at jeg tillod dem at finde sammen – i og med mig.
På en eller anden måde er alt, som det hele tiden har været, på den anden side bliver intet nogensinde det samme. Også et statement jeg har hørt mig selv sige, skrive osv. Men i dag ved jeg, at det er et faktum. Det gør mig lidt lykkelig.
Men, hvad er det så jeg har misforstået?
Ja, det er faktisk svært at forklare. Men miseren blev rettet op, da jeg blev klar over, at min indre mand havde brug for min klare tilbagemelding på, at jeg elsker ham, at jeg vil ham, og at jeg har brug for ham. Det har jeg aldrig tænkt på.
Maskulinitet har jeg, når jeg skal være helt ærlig, søgt udenfor mig selv, og gang på gang har jeg været trist og frygtsom over ikke at finde det. (undskyld mænd ❤ ) I mit indre har jeg koncentreret mig om mit indre barn, min indre kvinde og guddommelig væren. Og selv de dele, har jeg søgt, som noget, der ikke helt hang sammen med mig. Jeg har været helt OK med idéen om, at der skulle findes ting, jeg ikke havde adgang til.
Måske dét er den største misforståelse af alle. Der ER simpelthen fri adgang til alt.
Den erkendelse er nødvendig først og fremmest. Dernæst vil spejlene i omverdenen krakelere. Der vil ikke være brug for dem.
Kære du. Alt det jeg har oplevet, ville jeg give til dig, hvis jeg kunne. For den lykkelighed, der opstår i den indsigt, er medrivende, passioneret og levende på en måde, der giver det mening at være, og sætter et finurligt smil på læberne.
Jeg kan ikke give dig det. Men det kan du!
❤ Lene
Minnaiah 