Vilde, voldsomme og vovede – det er hvad månerne er i år. Og det kan være ganske vanskeligt, hvis du lever et dobbeltliv ❤ Et liv, hvor du groft sagt, ikke anerkender mennesket i dig.
Whaaat? Plejer du ikke at tale om lys og engle?.
Jo, men under denne måne er pointen at anerkende hele din menneskelighed – du ved jo godt at du er “en engel”. I hvert fald du, som læser med her. Du er så tæt på den bevidsthed, hvor fysik og emotion ikke helt tæller – det sted, hvor der altid er let og lyst, fred og stille. Det sted, hvor vi længe har trukket til, fordi hele verden stikker og gør ondt.
Det er ikke helt sådan. Verden er verden, som den nu altid er. Det er os som er forandrede. Vi er landet – i kroppen – og det mærkes over det hele. Det er dejligt, når dét, som mærkes, er vindens og vandets kilden på huden, og når dét, som høres, er naturens harmonier. Men alt det andet får os til at tvivle på alt fra kærlighed til kildevand.
“Messengers of awareness, tenderness and compassion” – vi som engang var krigere, men løftede energien og tog tilbage. Alle budbringere er kaldet til arbejdet. Det kan ikke nytte, at vi gemmer os væk og lever dobbeltliv. Mennesker på deltid, fordi vi hellere vil være engle uden krop og sind.
Kom helt ind, mærk kroppen og emotionen, bare gå med det. Det er frygteligt og forfærdeligt. Det brænder, svier, kløer, sitrer og vækker frygt, sorg, vrede – alt det der vi ikke kan lide. Vi ved godt, hvorfor vi ikke kan lide det. Vi har været her mange gange, kæmpet mange kampe, og vi har set, hvad det har gjort – vi har set, hvad vi har gjort. Vi ved, at det som menneske er nærmest umuligt at tilgive og elske ubetinget, selvom…….alt det vi har gjort.
Vi her igen – for at gøre rent på slagmarkerne. For at elske ubetinget. Uden rustning. Så vi frygter overgrebene, bevidstløsheden, meningsløsheden og døden – både mentalt, emotionelt og fysisk. Det er sådan set helt konkret og karmisk. Vi har meget at rydde op efter. Men den død vi er igang med, er blot det lille fine Ego, der afgiver sin lille vilje. Det vil vi gerne – vi har sådan set drømt om det så længe nogen har erindring tilbage.
Så, løb ind på slagmarken med armene strakt ud til siden, og løb igennem det hele. Sig ja! Til at der var en kamp, ja, til at der er frygt og desperation. Sig ja! Til at det hele har været umuligt, at alt er tabt. Bare løb ind i det, og igennem. Tal om det forfærdelige, dig der ellers aldrig gør det. Fortæl om din mission – højt, klart og tydeligt, uden rustning og med armene bredt ud til favntag med alle dem, som så længe har savnet ømhed, omsorg og ubetinget kærlighed. Du vil blive grebet!
“Jeg griber dig”, blev jeg fortalt engang, men jeg troede ikke på det. Så, jeg løb aldrig derind. Jeg kiggede på, overvejede, prøvede mig lidt frem, men valgte dobbeltlivet, hvor det lille selv i årevis kontrollerede min færden. Dét, så snedigt, at jeg gang på gang har undgået til uundgåelige.
I dag, den uundgåelige dag, hvor kontrollen ikke længere var valgbar, løb jeg ind på slagmarken ikke bare lidt, eller med små tøvende skridt, men all-in.
Jeg bliver aldrig den samme ❤ for jeg blev grebet – af mig selv. Og nu kan jeg gå hvor jeg vil, et skridt ad gangen, hverken mere eller mindre.
Træk vejret. Træk vejret, igen og igen, resten kommer af sig selv. Du bliver grebet, kære, og du vil finde dig selv. Som menneske af lys.
Jeg er Lene og Minjaia
Minnaiah 
1 Comment