Vi er tæt på begyndelsen af en ny cyklus. På vejen mod solhvervet og alt det nye er vi i fuld gang med at forvandle og transformere, skifte ham og forberedelser på at blive til en frisk forårsspire.
Velkommen til under den oplyste måne.
Rejsen mod denne fuldmåne har været en meget forvandlende oplevelse. Nogle meget store og forhindrende illusionære tankeformer er opløst, og for mange vil der være en klarhed over deres vej frem.
Hvis jeg var månen ville jeg sige:
Jeg er ikke fuld, men jeg er fuldt oplyst, og deri vil du se, at jeg ikke er bærer af liv. Jeg bærer det, som var engang, og som ikke længere tjener det levende liv. Jeg bærer en fortid, som var dygtig, men ikke til at bære det, som er nu.
Jeg er fuldt oplyst, og det som vækkes i dig derved, er alt det, som peger på det, der ikke længere tjener dig i din levende væren – alt det, som hører fortiden til.
Giv fortiden til mig, for det er min opgave at bære på den, og lad dig selv være fri til at være i nutiden.
—–
Jeg har nok aldrig været med på egenkærligheds- og selvforkælelsesbølgen 🙂 Jeg vil hellere formulere det sådan, at væsentligheden ligger i, at stå fast midt i sit eget centrum og være alt det som falder naturligt i egen helhed.
Netop naturligheden er essentielt for mig.
Naturlighed oplever vi, når vi trækker vejret dybt, og på udåndingen giver efter for den indre stemning, der er. Det handler ikke om at reagere, men om at mærke det som er. At sige JA, til det som er.
JA til jubel og fryd, JA til tristhed og vrede. JA til vidunderlighed og JA til afskyelighed – bare JA.
Og JA til det øjeblik, hvor alt falder fra hinanden, og der bliver helt tomt. Om dét øjeblik vil jeg sige, at det er et lettelsens øjeblik, idet al anstrengelse ophører. En lille død – fordi kampen for at være noget bestemt endeligt opgives. Det er et meget stille øjeblik, der varer lige så længe, som kroppen har brug for, for at afspænde hver celle. Går du helt ind i oplevelsen, kan du mærke, hvordan al spænding flyder ud af cellerne og efterlader kroppen i en slags dvaletilstand. Der er ingen frygt, ingen sorg eller vrede, men en besynderlig fornemmelse af ingen verdens ting…… og så sker det – indåndingen, hvor du trækkes helt ind i dit centrum og bliver klar over, at det netop er derindefra, at livets essens giver mening, og på den næste udånding starter et nyt liv, hvor du fylder det ud, fordi du kan. og ikke fordi du skal eller vil.
At leve er, at elske at lære sig selv at kende, at følge potentialerne helt ud i opdagelsen af grænseløshed.
Men grænseløshed er et ord, vi bruger om det, vi tror er meningen med os – om alt det vi formoder, der skal til for at rumme, anerkende, acceptere og “være rigtige”.
Det, vi i virkeligheden oplever, er ikke grænseløshed, men en dyb kontakt. Et JA til at være ét – en given efter for enheden, fremfor adskilthed. Adskiltheden gav os en fornemmelse af grænser, der skulle overvindes. Der var aldrig adskilthed, men der var alt det, vi ikke tog kontakt til.
Jeg er opdraget med mange gode ord og hensigter, f.eks. “man kan hvad man vil”. Men hvor har jeg dog været træt af, at ville så meget, og hvor har jeg været træt af, ikke at kunne alt det jeg ville. I den tomhed jeg før beskrev, forsvandt viljen til at ville. Det var, som om min personlige vilje lagde sig fladt ned og sagde: Jeg vil ikke ville mere…lad mig være!
Og så lod jeg mig være……. i det besynderlige ingenting, hvor viljen ikke længere fandtes i velkendt form.
Vejen mod denne fuldmåne har budt på en mulighed for at slippe den anstrengelse, der har ligget i at holde fast i en væren, der har været tilpasset ydre omstændigheder og meningsdannende tankeformer – en idé om at skulle eller ville være noget bestemt, der har fået os til at anstrenge os, for ikke at føle og være helt tæt på os selv. Anstrengelser, der i den fineste hensigt om at være “det rette”, har hindret os i at stå stærkt i eget centrum.
Jeg vil gerne sige: Det er lige meget…… det er lige meget hvad du tror, lige meget hvad du mener. Dét som er så væsentligt, kære du, det er at du er.
Det, som har virkelig betydning, i dine hverdage som menneske, er ikke din tro eller din mening, men din væren. Din væren er en direkte formidling af viden – en levende visdom der bevæger sig og udvikler sig i samarbejde med al anden væren.
Dét er formålet – at være her, som du er, med alt det andet. Blot det. Resten er fyld på en jordomrejse. Fyld det godt 🙂 med dig selv i centrum.
Jeg er Lene og Minjaia med månen
Minnaiah 