Der er så meget lys
– der er så virkeligt meget kærligt lys nu.
Velkommen til, kære, lad os trække vejret sammen og anerkende mødet imellem os og dette øjeblik.
Jeg har bemærket, at selvom himlen har været grå, så har lyset været et andet, og jeg har set mennesker omkring mig sætte tempoet ned, for virkelig at mærke efter, rumme og trække vejret helt ind i erkendelsen af at være – at være nøjagtig det som er.
Som at tage fortids- og fremtidsbrillerne af, se med klare øjne ind i nuet og sige:
“Ja! Dét er, som er nu.”
Og den ro, der følger med, gør øjeblikket stort og fyldt med potentiale.
Indsigtsøjeblikkene – også dem vi har i konfliktfyldte situationer – foregår i rum, hvor pladsen synes større og blødere. Måske falder vi, men vi falder blødere, og det er en mulighed, at du i faldet oplever at blive grebet af mere end egne hænder.
Du er nok havnet her, fordi livet har kastet lidt rundt med dig. Det er sandt, for nogen har det været en meget intens tid, som har bragt sårbarheden forrest. Det fortsætter lidt endnu. men har du mærket, at der har været et vendepunkt? At livet nu faktisk griber dig? I de relationer, hvor du har givet efter for sårbarheden, da er nye stemninger opstået, noget der peger på muligheder – muligheder for kærlige rum. Og går du endnu længere, ind i det du opfatter som sårbarhed, da møder dig dét du opfatter som kærligheden.
Sårbarheden er det nærvær, der er uden beskyttelse. Sårbarhed er en emotionel stemning, og det er forskelligt fra menneske til menneske i hvilke stemninger vi føler os sårbare. I det lys, som er lige nu, handler det om den frygt, der har beskyttet dig fra ikke at blive mødt i ligeværdigt nærvær. Modet nu til at mødes er blevet større end frygten for ikke at mødes, og således er de som var frygtsomme, i disse dage, blevet oplyst i en grad, der har gjort de ligeværdige kærlige møder mulige. Og i det øjeblik mødet sker, da bortfalder sårbarheden og erstattes af kærligt nærvær.
Møderne er både de ydre møder med andre, men også de indre møder med dig selv i de stemninger, som du ikke helt har kunnet rumme, møde og gribe i faldet ❤
De sidste nye og fulde måner i dette astrologiske år bærer en kvalitet af lys, der sammen med øvrige aspekter, støtter dig i en helt ny læring, der i sidste ende fører dig til enhed. Læringen nærer dit mod til at mødes, og giver dig muligheden for at holde fokus på at favne – til at samle fremfor at adskille. Idéen om at give slip og forlade mister sin berettigelse, idet det ikke hører til i et forenet univers. Der er, alt som er. Det vil mødes, hele og fortsætte i samlet bevidsthed.
I en spirituel sammenhæng vil det lyde kontroversielt, når jeg siger, at også idéen om attachment/detachment må flyde videre ud i tankehavet. Og det vil blive erstattet med et klart, samlende JA.
Et ja til, at livet er en evighed af bevægelse, forbundet til alt som er.
Jeg er Lene og Minjaia med månen
Minnaiah 