Til enhver bærer af lys
Jeg er månen med dig i disse døgn.
Jeg tænder dit lys med den dobbelte kraft,
at du må se alt du søgte.
Træk vejret med mig og mærk at jeg er med dig,
når du lader dig opsluge af din skygge.
Du er alt
alt det du undgik, afviste eller løb fra
alt det du skjulte, glemte eller brændte
Du er alt det, som vender tilbage til dig nu,
for at hele og sætte din frie vilje fri til væren.
Vi kender dig som den elskede og ønskede, den som er bærer af lys.
Med stor tillid og kærlighed til dig,lader vi dig se din hele væren.
En tillid til at du er den, som kan bære lyset i dit eget mørke
– til at du er den, hvis kærlighed er så stor,
at du rummer denne hele indsigt
som vi har gjort det for dig til nu.
Jeg er månen med dig,
mens du indefra skyggen erkender dit elsk-værdige selv og opløser adskillelsen.
———————————-
Velkommen til, kære medrejsende du.
Jeg startede med slutningen af indlægget i dag, for undervejs i min oplevelse under denne fulde måne, og mens jeg begyndte at skrive, blev det klart, at mine ord vil kunne forskrække, idet de for mig selv har været i overkanten af det overvældende.
I nymåneindlægget for nylig beskrev jeg, hvordan indsigterne i den kommende tid på en kraftfuld måde ville øge nærværet i oplysningsøjeblikket.
Jeg ved, at de ting jeg skriver med månen giver god mening, men i det øjeblik jeg skriver, ved jeg ikke hvordan eller for hvem. Det er ikke altid, jeg selv er påvirket af, eller selv skal bruge budskaberne, men under denne fuldmåne har jeg måttet vende tilbage til ovennævnte ord fra nymånen, for at kunne følge med i det som foregår.
Der foregår hos nogen af os en sammensmeltning af energilegemerne, eller måske jeg skulle beskrive det, som en åbning af en 4sporet motorvej imellem dem. Informationen flyder massivt og i rasende fart imellem dem, og det giver en meget kraftfuld sansning af alt som er på én gang. I det, jeg kalder oplysningsøjeblikket, mærkes indsigten fysisk, emotionelt og mentalt på en og samme tid.
Jeg vil forsøge at undgå hidtidig systemisk tænkning og terminologi, lade historie og teori være fortid og blot dele min egen månefortælling med dig.
Jeg oplever at være fyldt til bristepunktet, så tårerne triller af fysisk og emotionel smerte, imens det mentale slår gnister, og samtidig er taknemmeligheden og lettelsen overvældende. Livet tændes og slukkes på en gang, og der er så intenst et lys på transformation af skyggerne at det føles som “ingen vej tilbage”.
Jeg oplever den menneskelige indsats og overgivelse både som inde fra fødselskanalen og fra en dødsspiral samtidigt. Jeg mærker, hvordan begge overgange indebærer dels en hengivenhed – en given sig hen til – men også at netop det forudsætter en given slip.
Skal jeg give mig hen, må jeg undlade at holde mig fast – og det er voldsomme kræfter jeg mærker trække i hinanden.
Mit sprog er en poetisk leg med skønhed og glæde, men for nogle forekommer det også uvirkeligt og fjernt. “Vær konkret” 🙂 og jeg stritter imod, for i mine ører lyder det som om jeg afkræves noget jeg finder uvirkeligt. For mig er skønhed det mest virkelige i alle verdener.
Her i denne sandhed, som jeg har rejst mig ved i alle livets forhold, finder jeg min fastholden, lærer jeg i dag i dagens budskab.
Den bibelske historie om Abraham, der bliver befalet at ofre sin søn, kom til mig i går. Det er en af de historier, jeg endnu ikke har kunnet forstå eller tage ind, den har ingen mening givet mig i min verden af skønhed og glæde, men i dag oplevede jeg, hvordan jeg inde i skyggerne både er Abraham der blindt er klar til at dræbe sin søn og hvordan jeg med samme blindhed er sønnen, der lægger sig på blokken, for at lystre sin far. Og jeg hørte jeg mig selv sige: Jeg har opdaget en vrede så stor, at kun en endnu større smerte kan overvinde den.
Lysten til at gå ind i dette destruktive felt er enorm, og det fremstår samtidigt som en længe ventet lettelse. I den dybeste skygge af mig ser jeg billedet af, hvordan jeg går gennem fødselskanalen, og hvordan bødler fra alle sider med økser, knive og sværd tager livet af mig igen og igen.
Min skygge forvandles til et kæmpemæssigt mangehovedet monster, der grådigt og vildt sluger mig, fortærer mig – og alligevel står jeg hel tilbage i kanalen for fødsel og død.
Jeg undres over, at jeg ikke forskrækkes i denne vildskab, og jeg overvældes af kærlighed til min skygge, der fremviser så stort mod, at den kan gå igennem denne korridor uden en skramme, mens alle dens mange masker og forklædninger ligger for dens fødder – mens min sandhed om skønhed og glæde ligger i tusinde stumper. Jeg ser, hvordan jeg som en skygge af lys går, kraftfuldt og ufortrødent ud i en ny virkelighed og forvandles til et lys i lyset.
Og først nu kan jeg med rette sige at skønhed er min virkelighed.
Her slutter min fortælling, kære du, og står du i en korridor af samme type, da vil jeg med månen lade lyset skinne for dig, så du på samme måde som jeg forelskes i din skygge og lade den føre dig ud, som et længe ventet lys i lyset.
Jeg er Lene og Minjaia med månen – medrejsende og ved din side.
Minnaiah 