Kære du. Velkommen til samhørighedens tid.
Jeg ved godt, at du måske går igennem forandringer, der forekommer lidt langtrukne. Måske er du blevet bremset brat, måske har du taget forandrende beslutninger. Uanset hvor du står, så er det helt sikkert, at du i løbet af de næste få måneder, vil sætte frø og spire frem i en ny form af samhørighed med helheden
Der finder i disse dage en slags gentagelse sted. Der leder mine tanker tilbage til november 2011. Som jeg oplever det, har vi været i et slags “loop” – en tidslomme der kunne minde om venteområdet i en ankomsthal.
Hér har vi, med skiftende tålmodighed, opholdt os, ventet på kufferter og slægtninge, modtaget info, været igennem “tolden”, betalt og afregnet, checket pas og identitet og revideret formålet med vores rejse. – En følelse af stagnation, samtidig med at både indre og ydre udviklinger er sket i så rasende fart, at det indimellem har været svært at få pusten og følge med. Måske føles det sådan at være i en centrifuge – et vildt tempo uden vished om der er destinationer forude.
Dagens billede tog jeg forleden, lige efter nymånen. Jeg tog mange billeder, men ingen af dem viste nymånen, som jeg så den på himlen, og sådan som jeg gerne ville have det 🙂 De viste alle den hele måne. Jeg er ikke i tvivl om, at synet markerer et skift, en befrugtning og en kommende fødsel af noget særligt.
Det har, som sagt, ledt mine tanker tilbage til fuldmånen omkring 10-11/11-2011. Den måne markerede et overvældende skift i både mit jordiske liv og mit universelle samarbejde. På et personligt plan følte jeg at stå i en lyssøjle af hidtil uanede kræfter – som om al kraft var tilgængelig for mig, hvert øjeblik.
Om natten, dengang, ved den følgende nymåne blev jeg vækket af et syn, hvor fuldmånen stod overvældende og mægtig ved min fodende. Som for at sige: “Alt er som det skal være, og vi er med dig. Uanset hvad du ser, er min kraft hel og tilgængelig. Så, selvom du i dag ser mig som en lille nymåne på himlen, da er jeg altid hel og ved din side.
Jeg var ikke i tvivl om, at nu begyndte den tid, jeg så længe havde sukket efter. Jeg definerede tiden, som “den gode tid”, og havde en masse forventninger til, meninger om, hvad “det gode” var.
Men……det blev helt anderledes. En tid i ventesalen i ankomsthallen. Der har været et slags mørke, en famlen, gåen i ring og gentagelser og en overgiven sig til det uvisse. Og i alle livets små mikro-aspekter har jeg måttet arbejde med at lære om accept og anerkendelse af dét, vi kunne kalde helhedens timing (tidl. Guddommelig timing).
Som nu evolutionen flytter på vores fysik, så vil den også flytte på vores emotionelle tilgang til begrebet Gud og menneske, og overgå til en mere videnskabelig tilgang. Set igennem videnskabelige briller vil det blive tydeligt, hvordan alting bevæger sig i forhold til hinanden, og mødes på ret præcise geometriske punkter – ikke fordi en guddommelighed har besluttet det, men som et naturligt resultat af samarbejdet tingene imellem (materie, tyngde, kraft, fart, tid m.v.)
Det er et stort møde, som er i gang lige nu. I sin størrelse og effekt ikke større end det var tilbage i 2011 og -12, men effekten på jorden blandt mennesker vil denne gang være mærkbar helt ind i hverdagslivet. Jeg ser det, som et kæmpemæssigt urværk, hvor alle tandhjul er blevet justeret, smurt og falder i de rette hak, så det sætter igang – og alle vi, der er mødtes “under uret” ser dørene i ankomsthallen gå op, og vi kan myldre ud, for at sætte frø i fundamentet for de nye tider.
Jeg glæder mig til de nye tider, sammen med dig og alle de andre som går med. Jeg er sikker på, at vi mødes. Måske på en bænk i en park, måske på arbejdet, i supermarkedet eller ved havet. Hvem ved? Men set i helheden, så er vi her alle samtidig og sammen i ét møde, der danner NU’ets billede og bevægelse.
Jeg er Lene og Minjaia med månen.
Minnaiah 