På finurlig vis, er jeg de sidste måneder blevet “kaldt til orden”.
Jeg har været på vej og på afveje. Jeg har forstået og også misforstået. Og i de tidlige morgentimer viste fuldmånen mig dette billede af helhed.
En fantastisk rejse, der bringer mig hjem til at kunne stå fast i Minjaia og dette budskab:
Alt er uendeligt godt og på rette vej. Alt sker af de rette årsager og fører os sammen i en verden af fred. Alt som var skjult bag etiketter af “mørke” og “lys”, bliver bragt ind i et jævnbyrdigt lige og er helt. Alt er i helheden – her gives alt plads! Enhver væren er skabt og dermed berettiget til værdifuld eksistens.
Så, kæmp for det hele, og ikke kun det halve, eller det som du lige nu bryder dig om. Kæmp for altings plads. Giv menneskelig væren respekt og tillad dermed alt i og omkring dig at være til. Tillad at kærlighed favner alt.
Lad alt blive elsket – også af dig.
Jeg sætter mig, trækker vejret dybt og lader månen – alt hendes væsen – strømme igennem mig, og det gør nu rigtig godt, da jeg er febervarm af efterårets influenza.
Det fortæller mig om, at trods det, at vi – lidt endnu – opfatter fuldmånen, som en vild og ukontrolleret energi, så er det samtidig den milde kølende hånd på panden, der bringer ro og klarhed til sjæl, hjerte og fysisk væren.
Jeg trækker vejret dybt igen og inviterer dig, hvis du har lyst, med i min månestund. Så, velkommen til, kære du, lad os høre hvad dette øjeblik kan fortælle om:
Jeg er det øjeblik, som tæller og gælder.
Der findes et utal af øjeblikke, som er talt, men kun dette som gælder.
For jeg er lige nu, og deri ligger min værdi
– at jeg er Her og Nu.
Jeg indeholder alt, du skal bruge, for at være med, og jeg ønsker mig, at du ser, hvordan du selv har formået at skabe dette rum. Jeg er øjeblikket, der har al din visdom til rådighed. Luk øjnene og fyld mig med dit spørgsmål, og hør da, hvordan svarene flyder, som fra en uendelig kilde af visdom.
Jeg er det øjeblik som gælder, og alt dét du vælger, vi sammen skal bruge vores tid på bliver oplyst. Om vi skal gå tur, støvsuge, meditere, se film eller lære nyt, da har vi alt det til rådighed, som vi skal bruge. Du har krop og erfaring, og jeg holder din visdom og intention åben for dig.
Jeg er her, for at vi sammen kan manifestere den virkelighed,
der fuldender vores mission.
Men hvad er da missionen? Missionen er, at være mennesker hér i kærlig sameksistens og nærvær med resten af skabelsen.
Dit fokus afgør, hvilken del af din mission du opfylder. Der er hvert eneste øjeblik helt frit valg på alle fokus-hylder :-). I perioder er det frie valg meget væsentligt for dig. I andre perioder er du helst fri for denne frihed. Men til sidst forsvinder interessen for valgfriheden, og dit fokus finder altid hen på øjeblikkets hylde – det øjeblik der gælder.
Du vil vide, at uanset om du brænder for at støvsuge, se film, meditere, gå ture, kanalisere eller feste, så er det præcis dét, der er en del af din mission i det øjeblik. Og hvad det fører til, ja, det mister sin betydning, for du vil være optaget af at være nærværende i det øjeblik der gælder, og sætte alt ind på at få det hele med.
Måske du allerede har oplevet at øjeblikkene forsvinder. Det er den oplevelse du har, når tiden står stille. Hvor al støj forsvinder og du mærker hvordan du er ét med alt. Dét er en lykkestund, som knapt kan beskrives. Når monade, ånd og selvet forenes og giver sig hen til hinanden i menneskelighed, da bliver alt stille, og øjnene fyldes med lykkeligt vand, der nærer både dig og den jord du går på.
Med din indtræden i den nye æra vil du ikke længere være optaget af begyndelser og afslutninger. Du vil ikke få brug for at adskille væren i øjeblikkenes mosaik, men i at sanse livet fuldt og helt, med hele din væren igen og igen. I ét langt øjeblik, der gælder.
Månen er den,
der på én gang lyser om kap med byens og gadens lamper
oplyser jordens grønne farver
og nattehimlens blå.
Sådan er også du.
Med dit fokus og dine klare øjne
oplyser du alt omkring dig både nat og dag.
Tak for det og tak for dig
Jeg er Lene og Minjaia med månen – medrejsende og ved din side