En del af mig – min menneskelige væren – finder det svært at være i verden lige nu. Jeg søger og finder for det meste enkelhed. Det har aldrig været helt så enkelt, som jeg drømmer om, det skal være, men i denne tid, er det som at opleve kaos indefra
Men jeg vil nu alligevel byde dig velkommen til, kære, for når du er havnet her, så må det være fordi, der i mine næste ord er noget, du skal bruge, og måske forstår meget bedre end jeg ❤
Jeg har søgt at være stille. For jeg har haft svært ved at finde rødderne til de mange ord og tanker, der hvirvler rundt. Derfor har der også været lidt stille her på siden. Der er et nyt sprog, og meget af det er formuleret på måder, der udfordrer både min perception og mit sproglige udtryk. Det poetiske symbolsprog, som jeg holder så meget af at udtrykke kærligheden i, viger til fordel for et mere videnskabeligt udtryk, og jeg bruger tid på at finde måder at formulere kærlighedens væsen deri ❤
Energistrømninger
Helt bogstaveligt, så hvirvler energierne rundt, og det forekommer lidt hidsigt. Jorden ændrer sin bane, tyngde og faktisk sit formål, og hun sender sine forløsninger ud i hvirvelstrømme af forskellig karakter.
Vi oplever det bl.a via de mægtige orkaner, der raser og raser ud, og jeg selv har oplevet helt fysisk, hvordan energifelter bestemte steder fra Jorden nærmest infiltrerer det elektriske system og sensorerne i f.eks. min bil, og bringer den til standsning. Jo, det er ganske vist. Det sker de samme geografiske steder, og det har gentaget sig mange gange. Skal jeg køre dér, skal jeg gøre det samtidig med lys-udsendelse. Glemmer jeg det, da bliver bilen sat i stå.
Jeg kan ikke lige nu fortælle, hvorfor det sker – eller hvorfor det sker for mig og ikke andre, der kører på den samme vej. Men jeg kan se at dette, samt de billeder himlen viser mig, er som et helt nyt sprog, der skal læres. Måske, hvis du spoler lidt tilbage i den seneste måned, kan du finde hændelser, der faktisk kan forstås som oplevelsen af energistrømme.
Stormene, de ydre og de indre
Vore almindelige menneskelige liv er påvirket af disse strømme, så vi oplever, på hver vores måde, fysiske, emotionelle eller mentale omvæltninger/orkaner/klimaforandringer. Tempoet for energisvingningerne er sat så meget op, at vi alle bliver revet med i manegen, og det kan være svært helt at forstå eller følge med. Og da luften symboliserer vores mentale felt, så fortælles der også om, hvordan det mentale ryster sig så kraftigt, at alle overbevisninger/holdninger bliver hvirvlet fra, og at vi lige nu må anvende andre potentialer, for at rodfæste vores idéer og drømme.
De oplevelser vi har, får os til at spørge: “Giver det mening? Er det retfærdigt? Har vi ikke netop gjort alt, hvad der var “det rette”? Har vi ikke båret lys, mediteret, siddet i bøn, elsket både den næste og os selv? Og hvorfor så disse storme?”
🙂 for at lære os om, bevidst at vælge, hvad vi giver, når vi modtager. For at lære os om, at svare på energi med givende bevidsthed, fremfor med emotionelle reaktioner. Modtager vi en storm, hvad kan vi da give tilbage i stedet for f.eks. frygt eller vrede? For at lære os om, at se os selv som bidragere fremfor modtagere – dem der bidrager til og skaber, det vi har kaldt “Guds rige”, fremfor blot som modtagere, og altså dem, der ikke allerede er i det.
Personligheden
Jeg finder tiden vanskelig, da menneskeheden synes mest optaget af et opgør med, og en løsrivelse fra, det kollektive. De mange år, i menneskenes arbejde med at stå i eget lys, ser for mig ud som om 1000vis af fyrtårne nu står rankt og flot, men uden forbindelse til hinanden. Jeg ser fyrtårnene rejse sig mod himlen som enlige babelstårne, der har glemt at guddommeligheden er hér, i samarbejdet med kollektivet – i hjertet og gennem hænderne på dig og din næste.
🙂 det er min personlighed der ser. Det er min personlighed, der føler træthed over, at dualitet og adskillelse stadig synes så væsentligt at fremhæve, og den lader sig hvirvle med i stormen, indtil jeg trækker den ind og giver den fødder at stå på.
❤ Det er ikke personligt – der gøres bare plads til nyt liv og livsform. Og i det øjeblik du træder ud af personlighedens idé om, at den er årsagen og virkningen til alt alene, da åbner sig den mulighed, at du er her i en sammenhæng, der skifter form. Og det bliver interessant at være lidt nysgerrig på, hvad der rører sig i den større sammenhæng – i den geometriske struktur. Men inden jeg går videre til det, er der noget andet, som skal fremhæves i den sammenhæng. Nemlig paradigmeskiftet.
Paradigmeskift/ligestilling
Vi har, i mange årtusinder, bevæget os i, og lært af, en patriarkalske levevis. Den maskuline kraft er blevet opfattet, som den styrende form, og vi er nu i en transformationstid, hvor vi overgår til en matriarkalsk form. Jeg vil understrege, at dette er noget vi i menneskeheden opfatter. Set i et større perspektiv er maskulin og feminin helt lige og har absolut lige medvirken i skabelsen. Det er alene i menneskets opfattelse, at der har været en opfattelse af det ene fremfor det andet. Ligestilling i menneskets jordiske væren handler lidt om løn, kødgryder, formandskaber osv 🙂 Men ligeværdigt samarbejdende skabere skal forstås langt dybere, som noget der ikke er forgængeligt, noget der er universelt. Det er det respektfulde anerkendende samarbejde, der er i spil, og ikke idéen om, hvem der gør hvad.
Byrderne på de maskuline skuldre skal løftes og hele maskuliniteten, som den viser sig i det jordiske har brug for healing – både i mennesker, i Jorden og i Jordens tætte sfære. Det feminine skal tage sin plads – anerkende og vedkende sig sit ligeværdige bidrag. Netop ved at bidrage med healing og rum, og ikke ved at tage det maskulines plads. Den matriarkalske form vil være kortvarig, set i historiens tidsperspektiv, for den har netop til formål at vise den samarbejdende form. I denne næste periode vil vi lære, at være side om side – maskulin vilje og feminin visdom – og når det er lært, da har vi en tilstand af bevidst “Oneness”.
Geometriske strukturforandringer og korsveje
Din sansning er øget, og måske oplever du store emotionelle og mentale udsving i din samværen med andre lige nu. Men i et andet niveau, kan du måske begynde at fange indsigten om, at sansningen ikke er bundet til din fysiske væren, men til dit væsens essens. Herfra er der ingen emotion eller analyse, men en fremsættelse af et faktum, der bevæger dig ind i nye baner i den geometriske struktur.
Dit faktum er ikke lavet af tid eller sted, men af kollektivets essens og intention. Det er i dette faktum vore indre korsveje krydser hinanden, og f.eks. skaber nye strenge i DNA’et, og nye strukturer i den universelle energi. En streng går op, en streng går ned. Og indimellem mødes de, bygger broer og fortsætter indtil næste bro skal bygges. I møderne oplever vi det som korsveje. Det kan også ses som vejene for den maskuline og feminine energi, Ying og Yang, personlighed og ånd osv. Så, lige nu mødes vores korsveje, og i brobygningen opstår lidt stormvejr, der giver os indsigter fra begge veje, vi kan bringe med videre i de nye strenge.
144000 – Fyrtårne i stormvejr
Hvis vi for et øjeblik ser på os selv og mærker os, som et fyrtårn blandt 144000, da bliver det tydeligt, at vore lys krydser hinanden. På mange måder og i mange punkter, der skaber geometriske strukturer, som Jordens energi kan rejse i.
Under et stormvejr, som vi oplever nu, kan vi glemme hvor mange fyrtårn, der står på samme jord. Vi retter blikket mod himlen eller andre højere punkter og råber på hjælp og vejledning. Men hjælpen er lige ved siden af – den er i erkendelsen af de øvrige fyrtårne, og i at vi hænger sammen i en kollektiv intention og en geometrisk form, der bevæger sig.
Så, jeg forestiller mig, hvordan fyrtårnene lægger denne bevidsthed i deres lysudsendelse, så de mærker sammenhæng og forbund, hver gang deres lys krydser et andet. Jeg forestiller mig, hvordan fyrtårnene, på den måde, mærker den energetiske puls, de ved fælles skabelse og kraft er drevet af. Og jeg ser det som et billede af et universelt hjerte, der banker – på Jorden, gennem os og til hinanden.
Jeg ved vi er her. Jeg ved vi er her samtidig. Jeg ved at vi lyser. Og jeg ved vi skal mødes også i det fysiske.
Jeg er Lene og Minjaia – medrejsende og ved din side.
Minnaiah 