Vi er mange, der lytter i disse dage <3. Og fra at være blandt få er jeg nu én af mange tusinde, der deler samtaler, indsigter og vejledninger ved månetid. Det er lidt forunderligt at se og følge sådan en bevægelse, og jeg røres over at være med i skiftet.
Skiftet er den overgang, som mange mærkede begyndelsen af tilbage i ’80erne, og som fører os ind i den nye tidsalder. Jeg ser det som en kæmpe bølge, der d. 21.12.2012 nåede sit klimaks, og derefter har der været nogle år med “oversvømmelser”. Jorden, menneskeheden, dyrene, mineralerne m.v. er blevet så grundigt vasket, at forudsætninger for liv, og for at leve, har forandret sig væsentligt. Og vi står som søfarende opdagelsesrejsende, der er gået i land på ukendt grund.
Ved hvert skifte mellem tidsaldre må noget gå til, og noget må opstå. Så, der har været en periode med følelsen af at skulle overleve. Nogle har mærket det helt fysisk andre følelsesmæssigt. Men ved hvert skifte har det været nødvendigt at udvide bevidstheden, for at kunne fortsætte hér. Den nye tid – den nye verden – giver plads til bevidstheden om kærlighed. Ikke bare kærlighed mellem 2, til familien eller børnene, men kærligheden til alt, fra det inderste til det yderste i livets væren.
I den afsluttende æra blev vi bevidste om eksistensen af det guddommelige, og vi lærte at hengive os til det guddommelige, som noget større end os selv. Det bragte hele forestillingen om dualiteten i spil – at der var Gud i det højeste, og os i det mindste :-). Der var sjæl og personlighed. Lys og mørke. Og her i den afsluttende fase – efter oversvømmelserne – er det blevet klart for dem, som bygger den nye verden, at vi samler den i enhed. Vi er ét. Vi er én samlet udfoldelse af væren. Og med den næste æra vil vi lære at favne alt, som dét vi er. Det vi har opfattet som guddommelighed, vil erstattes med det vi opfatter som enhed og væren i denne kontakt.
Så, fra at være dem der lærer ved at definere adskilte dele af liv og væren, bliver vi dem der lærer ved at være i kontakten med livets åndedrag.
Velkommen til, kære du. Tak for dit nærvær og for at du er gået i land med mig.
Så, vær med mig, mens vi lukker øjnene et øjeblik.
Vi trækker vejret dybt og på udånding lader vi freden sænke sig.
Opdag livets kilde i centrum af universet
se hvordan dit åndedrag kommer herfra.
Træk vejret fra dette center.
Se, hvordan lys og liv fylder dig.
Mærk hvordan du sender det videre på din udånding.
Gør det igen og en gang til, og bliv opmærksom på,
hvordan du selv er kilde for det omkring dig.
Se, hvordan dit lys og liv, på din udånding,
fortsætter ind i andre omkring dig.
Se hvordan det forener sig med elementerne.
Du er, blot med din vejrtrækning,
den som skaber liv.
Fuldmånen giver denne gang mennesket mod. Mod til at gå videre mod ukendte mål, som synes i fjerne horisonter. Hun samler mand og kvinde, hun forener de kræfter, der sammen går videre. Så i disse dage mærker du længslen efter nøjagtig det, som kalder på dig, for at du kan mærke dig, som en forenet væren.
Vi går fra oversvømmelse til mildere vande, hvor de nye stier bliver tydeligere. Og vi begynder vandringen på nyt land, med ny bevidsthed om at vi går sammen. Vi forlader historierne om det gamle og forener os med væren i nu’et. Og en dag skal vi mødes ❤
Jeg er Lene og Minjaia med månen – medrejsende og ved din side.
Minnaiah 