Nymåne i Juni ’17 – et hus af lys

Velkommen til. Tak, for at du er her og for at lytte med mig. Det har været overraskende timer, rundt om nymånen. Ord, tanker, emotioner og erkendelser flyver rundt i spiraler, triangler og 8-taller – som et lille både abstrakt og geometrisk kunstværk.

Vi kommer fra lyset, og med dette i ryggen, som et vingeskjold, er vi hér, for at bygge et hus af lys. Og tager vi hinanden i hånden, trækker vejret dybt sammen, da vil vi på udåndningen se, hvordan lyset rejser sig som en kuppel over os, og danner vores hjem.

Med disse ord forbindes mennesker under denne nymåne, hvor Krebs og Stenbuk ser hinanden i øjnene.

Det er en kollektiv opstigning – en hjemkomst – og i denne proces bliver vi igen klar over, at der ikke findes hverken “op” eller “stigning”. Det som findes, er en øget bevidsthed og opmærksomhed på, hvorledes alting er forbundet. Og fra at tale om det, fra at ønske det, fra at ville det – at alle er ét – da går vi nu igennem oplevelsen.

Som lysbærer har du undret dig – for var du ikke netop så langt, at du ikke længere var afhængig og bundet af din fortid, dine historier, dine overbevisninger, og nu mærker du det hele igen …… ❤ jo, du er netop så langt.

Du har på den ene side opdaget, at du er mere end krop, emotion og tanke, og du har sat dig fri af de bånd, der holdt dig fastlåst i det ene eller andet område. Du rejser som livsgnist i hele din væren. Men på den anden side, er du nu så langt på din rejse, at du i høj grad mærker, hvordan du er en del af historien. Og ikke bare din, men alle. Du mærker helheden, som var den en del af dit legeme. Det er den jo :-), det ved du, og nu mærker du det. Så, helhedens historier, fysik, emotion og tanke indgår i din sansning. Ikke blot som en empati for den omgivende verden. Du mærker din næstes rejse, så nær som din egen. Og således bliver der i dig tvivl om, hvor du er, hvem du er og hvor du skal hen.

Du overgår fra oplevelsen af jeg til oplevelsen af vi.

“Jamen, det ved jeg jo allerede”, vil du måske tænke. Og det er sandt – du ved det. Men nu mærker du det, som en væren. Det er en ny oplevelse, som måske vækker idéen om gentagelse 🙂 og det er også sandt. Blot er det en gentagelse – en udvidet oplevelse – i den næste del af spiralen. Du har mærket at vide det, du har mærket at føle det, og nu mærker du at være det. Ikke bare, når du står overfor en bekendt, en ven, en klient eller dine nære. Det mærkes planetarisk, overalt hvor du går og står. Og du vil nu få lyst til at adskille og skelne dit fra andres, for sådan har vi lært det hidtil på vores vej i bevidstheden …. men adskillelse er ikke længere opgaven. Jo mere du forsøger, jo mere vil du føle forbundet, som en elastik, der strækkes til sit yderste. Husk på, dette arbejde var i dualitetens tid.

Du er, og det er alt det andet også ❤ Vi har været, Vi er og Vi skal blive og deri er både du og jeg. Side om side med alt andet i en stærk geometrisk sammenhæng, der afsløres ved hvert skridt vi tager. Vi er livsvigtige organer, der på samme måde som organerne i din krop, er sammen om at bære og udfolde netop.

Så, med en humor, der sniger sig ind, vil jeg sige – gi’ en hånd med. Modtag den hånd, der rækkes ud til dig, og lad os sammen løfte slørene, så vi står virkelige tilbage. Lad os dele helheden og de opgaver, der er i den. Lad os arbejde sammen, ikke fordi vi er afhængige og bundet, men fordi vi er et forbund af vilje, kærlighed og visdom.

Vi kommer af lyset, og med dette i ryggen bygger vi et hus af lys og bor deri.

Jeg er Lene og Minjaia med månen – medrejsende og ved din side.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.