Kære du. Vær velkommen, som den, der tager månen med, som en vis læremester. Det er vigtigt at vide, at den netop er visdom. Månen rummer den visdom, du allerede kender fra tidligere. Og dermed støtter den dit potentiale med følelsesmæssig intelligens.
Når du, ved nymåne, er helt fri og ny, og sætter dine nye begyndelser som frø, da vil den, ved fuldmåne, afsløre den visdom – det maksimale udbytte, du hidtil har nået – som du kan bruge af i din vækst. Så fuldmånen bringer dig summen af dine følelsers kraft til at bruge ved forløsninger, frigørelser, ekspansioner, transformationer, eller hvad det nu måtte være, du har søgt.
Vore børn, naturen og dyrene er helt med, og uden frygt kaster de sig ud i alle de potentialer, de bliver præsenteret for. Og et par dage efter, er alt roligt igen. Men hvad nu om vi tog det alvorligt – at månen er et samarbejdende væsen. At den er, som en værdifuld dagbog, der fortæller om alt det, vi har skrevet i livets bog? Hvad om vi lærte vore børn om alt dette?
Byd månen kærligt velkommen, for den tjener dig kærligt og sandt. Den fortæller om det, du med stor passion sætter alle følelser i spil for. Og passionen er netop, hvad du har brug for nu. En passion, der får dig til at følge dit potentiale i alt, hvad du gør. Og følger du potentialet, passioneret og kærligt, da kan intet stoppe dig fra at åbne døre, veje og verdener i det nye.
Månen i det nye fortæller om broer, der er bygget af din visdom, og som leder dig til en verden, der bygges af en skabende passion. Og ved sidste nymåne blev du vækket af en passion, som i dag kan navngives og døbes.
“Jeg døber dig i treenighedens kærlige favn. Jeg lader livets vand flyde som en frisk kilde af visdom igennem dig, så du aldrig igen kan tørste. Jeg er den oplyste og vise i dig, som giver dig af skabelsens kraft. Og i dag skal du fejre åbningen af broen, der går fra det skjulte til det åbne, fra det indre til det ydre, for der vil, fra denne dag, være frihed og adgang for alt som er dig.
Jeg takker dig for din leven og din væren og dit vedholdende samarbejde”
Går du et par dage tilbage og husker dine spørgsmål, dine tanker og drømme, da vil du opdage, at synkroniciteten ikke bare opleves i det små, men i det store og konkrete. Dine drømme får “ben at gå på” i disse dage. Vi er meget tæt på de manifesterende kræfter, og du har alle muligheder for at virkeliggøre dit potentiale.
Så, følger du potentialet, da følger skabelsen med. Du vil kende potentialet, som en stemning af uovervindelighed, kraft og styrke til det, du længe har vidst, var det rette for dig. Og følger du dette spor, kan du udvikle former af dine drømme, som tjener både dig og dine omgivelser nu.
Gå på opdagelse. Er det ikke sandt…..der er noget, der er lykkedes ❤ måske i større målestok end du havde forventet. Da ved du, at du har fulgt potentialet. Du har værnet om det frø, du har sået. Du har næret og beskyttet det, som det kæreste der findes. Du er klar til vækst og snarlig høst.
Og har du ikke denne opdagelse, da se efter, hvor du virkelig brænder for at leve dig selv helt ud – følg ilden, følg potentialet. Giv dig selv frihed til at gøre det som er dig, lige nu. Resten vil forme sig efter din færden.
Og sådan er det.
Jeg er Lene og Minjaia med månen – medrejsende og ved din side.
