Fuldmåne i april 17 – betingelsesfri kærlighed – en tilladelse

I nattens timer op til fuldmånen så jeg dette billede, som viser mig, at lyset holdes af selv den spinkleste væren. Og jeg forestiller mig, hvordan al ny væren strækker sine små fine grene frem og holder lyset.

Dagene i det nye år er gået med opdagelser af kærligheden. I alle forhold er det, jeg har set, dén kærlighed, som har været drivkraft til enhver handling og hændelse hér. En kærlighed, der er så stærk, at den ikke kan holdes tilbage.

Det kan være svært helt at forstå, men alt som sker, er grundlagt i kærlighed. Alle de ting eller forhold mennesker stræber efter, sker alene i ønsket om at skabe kærlighed omkring sig. Vi giver utrætteligt dét til os selv, som vi mener fører til et liv i kærlighed. Dét er intentionen fra alle – uanset.

Mens jeg sidder og skriver, kommer humlebien forbi. Den har siddet på min hånd, på min kind, i mit hår og på min kaffekop. Det er tydeligt at den har noget på hjerte, og jeg må gøre holdt og lytte til de stille stemmer. Idet jeg sender den tanke ud, flyver den glad og fornøjet videre – ja, nu bærer den ikke samme aspekt af emotion som mennesker, men jeg ved, at den, i sin struktur, mærker sig inkluderet og møder mig i glæde, fordi jeg har taget dens invitation til samarbejde alvorligt :-).

Den fortæller:

“Glæde er en del af kærlighedens struktur. Når vi tillader kærlighed at føre an, da fyldes vi af glæde. Ikke som noget der kommer udefra, men som et indre fyrværkeri af af liv, der spreder sig i hele vores væren. Glæden føler vi stærkest, når vi er inkluderede – en del af en helhed. Glæden er ikke noget, vi giver eller modtager. Det er noget vi er – med os selv og hinanden. 

Glæden er dét, som ikke kan holdes tilbage. Lader vi sorger og bekymringer fare, da står glæden stærkt tilbage og lyser – i både lys og mørke. Husk på at lys og mørke, blot er lys og mørke. Der er brug for begge for, at helheden kan leve. Mennesket kan tillægge mørke og lys intention – men der er ingen anden intention end at være lys og mørke. Lys til vækst og ydre ekspansion, mørke til hvile, fordybelse og indsigt. Lys og mørke er ikke et udtryk for menneskets personlige vilje, men en universel sammenhæng og helhed.

Du er menneske og har givet mig navnet Humlebi. Jeg ved ikke, hvad Humlebi er. Jeg ved end ikke, hvad JEG er. Men jeg er. Jeg følger elementerne, hvor de bærer mig hen, og jeg gør det, jeg er, overalt hvor jeg kommer frem. 

Således også du. Du gør, det du er. Lad det bringe dig glæde. Og lad glæden bringe dig frem.”

Som menneske bringer du skaberens potentiale med dig. Så, til forskel fra Humlebien, har du en en udviklende sjæl og en personligheds mulighed for at manifestere din udvikling her. Vi er, som Humlebien, et VI – en helhed, en menneskehed – der gør, hvad VI er, for at bringe himmel og jord sammen.

Vi har tænkt, at det vigtige var at “hente himlen herned”. At rense os, at gøre os fortjente, at der var mørke at opdage, før lyset, kærligheden og freden kunne komme hertil. Vi har tænkt, at kærligheden er noget som tilhører himlen, at det er noget vi giver eller modtager – noget vi kan vinde eller tabe.

Vi har tænkt at vores jordiske væren med dens personlighed og EGO var en lavtstående bevidsthed på en lineær udviklingsstige.

Men personligheden er dog det lys vi er kommet til jorden med. Kære, overvej om du tillægger dette lys en anden intention, end den du tillægger din sjæl. Overvej om du dermed, for en stund, har adskilt dig fra din sjæl. Du ER, kære, din sjæls lys. Din personlighed og jordiske form, er den din sjæl er, på dette sted. Et udtryk for din sjæls kærlighed i menneskehed og menneskeliv. Den guddommelige væren er hel.

Alt du har gjort, på din rejse gennem tiderne her, er at bringe din sjæls lys hertil – selv i det du kalder for mørkets stunder.

Jeg har set mennesker mødes og chokeres over, hvor forskelligt de søger at implementere kærlighed. Så meget, at der er meninger om, hvorvidt intentionen faktisk er kærlighed. Mennesker jeg har mødt, har været i sorg og chok over kærlighed, der forekom tabt. Og jeg har set, hvordan en hel menneskehed derefter har betvivlet kærlighed. Jeg har set, hvordan kærlighed i menneskets hænder, som alt andet, er blevet splittet i 2 – en god og en dårlig, en lys og en mørk.

Men reducerer vi kærligheden til én af 2 muligheder, hvoraf én er at foretrække, da mister vi åbenbaringen. Åbenbaringen, værende det øjeblik, hvor alt kommer til sansning i den hele væren og opleves helt. Og i tabet af åbenbaringen føler mennesket sig adskilt, ekskluderet og udenfor kærligheden.

Det er ikke kærligheden, som bringer mennesker lidelse, men tilbageholdelsen af den. Så elsk, kære, og tillad dig dét i enhver stund. Det er tilladt at elske sig selv, det er tilladt at elske sin næste, det er tilladt at elske sin næstes elskede, det er tilladt at elske alle jordiske goder. Måske elsker du naturen, men har ikke adgang til den. Måske elsker du et menneske, men har ikke adgang til det. Måske elsker du livet på jorden, men er ved at sige det “på gensyn”. Men lad alligevel kærligheden komme frem. Din kærlighed afgøres ikke af dine ejendomme eller adgange. Kærlighed er dét som er.

At elske – kærligheden – er en tilstand. Ikke noget vi giver eller modtager. Kærlighed er ubegrænset og lever ikke under betingelser eller regler. Nyd den, træk vejret i den, lad den gøre dig godt, og lad den sprede sig i hele din krop. Lad dig fyldes af al den kærlighed, du har holdt tilbage, og lad betingelser og dermed sorger, frygt og vrede – det som holdt dig tilbage – flyde med bølgerne ud og efterlade dig fri til at elske. For sådan er virkeligheden, når alle slør tages bort.

Og det er netop hvad denne måne bringer os – en virkelighed, som ikke kan holdes tilbage.

Månen tager ordet, mens den på disse breddegrader aftager, for at hellige sig hvile og inderlighed i mørket:

“Som du ser på mig og mindes ideen om livets og universets mirakel. Sådan ser vi på dig. Et himmelsk mirakel i jordisk form. Tag hinanden i hånden og mærk erindringen om helhed vågne i alle celler. Vær menneske, kære, og tag hverandre i hånden og mærk menneskeligheden – og sådan vågner du i erindringen og ved, at du er glæde, skønhed og kærlighed i ét – Engel og budbringer.”

I dette lys glæder jeg mig over, at være den, der glæder mig over alle de stunder, hvor jeg gav mig hen til kærligheden. Og jeg tillader mig nu, at give mig hen til den kærlighed, som jeg hidtil har forbudt eller betinget.

Må du, kære du, som måske troede, at din kærlighed til nogen eller noget var forkert, give dig din fulde tilladelse og frihed til, at være den som elskede, og må du således mærke glædens væsen vokse igennem dig, springe ud og sætte frø i den nye tid.

Jeg er Lene og Minjaia med månen – medrejsende og ved din side.