Velkommen igen, kære du.
Jeg er månen nu, som husker dig på, at du er, dét som er. At alt, du ser i mig, er spejlet af den rigdom af lys, som udgår fra dig. Og jeg er den, som fortæller dig, at det er tid at sidde af kamelen, for den har ikke længere skæbne, som den der bærer dig.
Jeg fandt til aften mig selv stå foran søjlerne til den næste port. Og med et smil huskede jeg en kær vens ord om, “at det er tid til at binde dine kameler”. Det har han sagt et par gange, når jeg ikke ved hverken ud eller ind og glemmer, at det er mig og ikke kamelen der går vejen.
Jeg betragtede månens lys gennem søjlerne og forundredes endnu engang over, hvor klart og enkelt det fremstår, selvom det forekommer at være lys af stor kraft og kompleksitet.
Og jeg betragtede verden på min side af søjlerne, og jeg forstod, at jeg har oversat lyset, som komplekst, udfra min forståelse af netop denne side af verden, som er kompleks og indviklet – viklet ind i spind af tro og tanker.
Verden på den anden side af porten er enkel.
Der er ikke plads til indviklerier i det næste lys.
Så, jeg må sige kamelen og de fyldte sadeltasker kærligt farvel og træde nøgen igennem nåleøjet.
Jeg kigger i taskerne. Åh, hvilke skønheder og sjældenheder, som ligger dér. Præstationer, erobringer, gaver, indsigter – funklende og betagende beviser på lange ridt gennem uvejsomt terræn i bjerge, dale og ørkener. Minder fra de skønneste oaser, krystallinske grotter og blanke søer. Men, det er hvad det er – beviser og minder. Og jeg kan blive bekymret for, om jeg overhovedet har været, hvis jeg efterlader alle disse prægtige ting.
Jeg kigger igen på lyset gennem søjlerne. Og jeg mærker, at jeg trods bekymringer er den der ser. Jeg er den, der står, og om lidt er jeg den, der går.
Der er bare lige dét med kamelen. Min tro følgesvend, som har båret mig hele vejen. Jeg bekymres for, hvordan det skal gå den, når den ikke længere har tjenesten som sin skæbne. Og efter al den tid, hvor jeg lod den bære mig, kan jeg da huske, hvordan det er at bære mig selv?
Jeg trækker vejret dybt og forstår: Jeg er ikke længere den, som har tjenere og tasker. Jeg er nu kamelen som bærer, og tasken der rummer det liv, som jeg selv en gang lod mig skabe af. Jeg går som én, gennem øjet der ser det lys, jeg sender ud.
“Jeg takker dig, at du nu giver mig af livets vand, så at jeg aldrig igen behøver at bringe os i ørkenen, for at søge efter det.” siger kamelen i mit indre, da vi passerer søjlerne.
Og i lyset under månen glæder jeg mig over, at kunne byde dig velkommen til, som én, og som den der er nu. Hér skal vi opdage livets vand, gå over vore breder og sprede frugtbarhed.
Jeg er Lene og Minjaia med månen – medrejsende og ved din side
Minnaiah 