Utålmodighed er en mægtig kraft, der giver os impuls og mod til at krybe, kravle og klatre frem til næste destination. Utålmodighed driver os videre i tanken om at “dette er ikke målet, vi må videre”.
Kærlighed er den mægtige kraft, der giver os rum. Et rum, hvor idéen om den lineære tid og rejse fortoner sig, så vi opdager, at vi til stadighed er i målet.
Kære du, velkommen i dette rum. Her hvor du altid er, var og bliver. Lad utålmodigheden fare og vær blot i kærligheden. Hér finder du, som læser med nu, svaret på det, som optager dig lige nu, og som har fået dig til at tro, at målet var et andet sted.
Lad os sætte os, trække vejret sammen og opdage, at vore spørgsmål og disses svar ledte os ad lineære veje. Så, lad os trække vejret uden spørgsmål om hvorfor og hvad nu, og blot lytte til dét, som er nu.
Nu er fyldt med emotion, tanke, ånd og handling. De fire arbejder tæt sammen i din fysiske væren her. En hel tilstedeværelse, der er alt det, du har brug for, for at mærke din bevægelige og skabende væren. Dit ønske var altid at være skaberen her, og det rum, hvori du kan være netop dét, er NU.
NU er målet.
I dualitetens væren er NU et andet sted, og altid på den anden side 🙂 , i enhedens væren er NU den helhed du er i. Der er ikke sider, kroge, skjulte kamre, mørke og lys. Ingen afgrunde og uopnåelige tinder. Der er alt, og der er intet, som ikke er dit.
I utålmodigheden gemmer sig en opdagelse om tillid. Har du tillid til, at skabelsen er det rette? Kan du tillade dét?
Der sker meget i menneskets verden nu, som udfordrer, selv den roligste, i troen på, at kosmos og kaos udgør en helhed. Og vi spørger os selv, om det virkelig kan være sandt, at det ene eller andet sker i en udviklet og civiliseret verden. Ja ❤ det er sandt. Det sker. Alt det vi frygter, men også alt det vi elsker, sker. Det er der alt sammen – i helheden. Det er blot et spørgsmål om, hvad vi skaber med vores fysik, emotion, sind, og ånd.
I den “nye” væren, som vi i dag træder ind i, vil du kunne mærke en gnist af inspiration, der kommer som fra et nyt sted. Det er ikke nyt, men igennem denne portal skinner monadens lys. Et lys, der tidligere var langt langt væk for din fysiske bevidsthed.
Jeg, Lene, har svært ved at finde ordene, der passer til, for det er virkelig nyt. Og mens jeg skriver må jeg trække vejret et par gange, give mig selv tilladelsen/tilliden til, at være den som finder både opdagelsen, oplevelsen og ordene.
Jeg ser mig omkring, og røres jeg inderligt af den tålmodighed og det rum, mine guider møder mig med. Og jeg vil gerne invitere dig med i min opdagelse, for dette lader sig ikke forklare på sædvanlig vis. Så, vær nu med mig, i centrum af en cirkel.
I cirklen står alle guiderne. For mig er det lys af forskellige sammensætninger. Hvem de er for dig, afgør du med dine billeder, og det du bedst forstår. Og her i cirklen bliver det klart for mig, at det næste skridt i denne dimension er et aktivt samarbejde med dét, man har kaldt monaden. En tråd af bevidstheden, fra et viljesplan, der inspirerer samarbejdet mellem de 4 – fysik, emotion, sind og ånd. Jeg smiler og skriver med lukkede øjne, idet jeg opdager, at jeg hørte det teoretiske stof helt tilbage i min tidlige ungdom. Og for mit indre blik ser jeg papirer og noter, hvor jeg har lavet optegnelser og billeder med forklaringer af nøjagtig dette. Nu røres jeg igen og forstår, at det jeg fik dengang, var åndens visdom og sindets opdagelse. Det jeg får nu, er samme opdagelse helt ind i emotionens og fysikkens væren.
Jeg opdager og mærker, at den monadiske kraft er ild, og at jeg er tonen og formen, der udsendes derfra – en treénighed. Jeg hører, at oplevelsen af denne væren er sammenligneligt med “at møde Gud”. Menneskets stræben efter at møde det, som har været kaldt Gud, er mødet med denne del af egen og helhedens bevidsthed.
I den væren, hvor der ikke var bevidst kontakt, oplevede vi væren i dualitet. Og vejen til enhed var at opdage os, opleve os og tillade os at være den, som er….det hele. At det, som har været kaldt Gud, er den bevidsthed, hvor vi er det hele.
Jeg mærker kredsen af lys når mig, og jeg er ikke længere et fokus i centrum. Jeg åbner øjnene, og læser hvad jeg skrev. Smiler stadig og billederne fortoner sig. Jeg har været langt omkring, så jeg fryser og ryster lidt. Om lidt skal jeg have noget varmt at drikke og måske lave et par solhilsner, så jeg får varmen igen. Men først:
Jeg er månen, som kalder på dit indre. Jeg folder det ud i lys, og for hvert af dine åndedrag skal du vokse ind i denne fysiske verden, som datteren af moderen med sønnen af solen- som én, igen. Den sidste tid af den af denne cyklus og æra vil være fyldt af visdom om dit nærværs kraft og bidrag til livets spiring. Vær opmærksom og læg din visdom som frø hos Gaia, så I sammen skaber det nye forår.
Jeg er Lene og Minjaia med månen – medrejsende og ved din side.
Minnaiah 