I nat vil jeg stå under månens lys, og jeg vil mærke, hvordan hun og jeg er ét.
Jeg hilser dig, som den der er nær og meget velkommen. Lad os stå et øjeblik sammen, og mærke varmen fra hinandens nærvær. Og lad os se et forbund af alt som er nært, lige nu.
“Jeg er månen. I en nat, hvor alting vender og drejer sig om dig. 🙂 Ja, det gør det jo – ligesom du drejer dig om andre og andet. Månen drejer sig om jorden og dig. Den er i en perfekt harmoni og cyklus med jordisk liv sammen med solen (og alle de andre)
Jeg vil, at du mærker den kraft, jeg udsender i den klare natteluft. Jeg vil, at du indånder mit lys, og at du mærker lyset, som dit eget.
Jeg er dit symbol på alt indre væsen. Jeg er dit indre – det lys i dig, der oplyser enhver skygge, der måtte forhindre dig i at nå hele vejen ind til mig.
Kære du, jeg kalder på dig fra dit inderste og med din inderste stemme. Gå forbi skyggerne, og kom nærmere. Lad mig omfavne dig – du, som er min elskede udenpå. Lad mig være den, som i nat kærtegner og hvisker dig søde ord, om alt det du betyder for mig, og om alt det vi skal udrette sammen. Lad dig mærke, hvor velkommen du er, hér i vores oplyste hule.
I mennesket ligger en frygt for det inderste og skjulte, og derfor sender jeg mit lys så stærkt, at al natur vækkes derved. Jeg – dit inderste – lyser på frygten, så den kan ses og mærkes. Jeg – dit inderste – lyser på tanker og emotioner, så de kan ses og mærkes. Som træer i en skov, står disse på den oplyste vej, der fører dig lige hjem til mig ❤ og hvor jeg glæder mig over at byde dig velkommen. Igen og igen.
Dit inderste bærer hverken emotion eller tanke, men kærlighed og kærlighed alene. Dit inderste er kernen af det, du måske har opfattet som dit højeste. Men i en fri verden er du fri af tid og afstand. Du er kernen i et center, hvorfra du udsender dig selv, som en stjerne, der stråler – en sol der varmer og nærer.
Ser du? Mærker du?
Igen og igen, som i en dans af den fineste impuls og rytme, mødes vi som nye og skaber farbare veje gennem skovens skygger – du og jeg, som én. I nat er alt klart og oplyst. Vi har nået den indsigt, vi satte afsted for at opdage. Snart er vi klar til at opdage en ny, men i nat hviler vi i oplysningen.
Jeg er månen – dit inderste,
som oplyser natten, så du altid finder vej.”
Der er ikke meget tilbage af dette år, og når det er slut, vil alt være nyt. Det er sagt igen og igen. Det er afslutningens år. Men hvad er det vi afslutter?
For hver enkelt gælder det, at vi afslutter og forlader dualitetens lineære veje. I de relationer, hændelser og stemninger, som du opfatter i lys/mørke, som godt/skidt – sort og hvidt, der vil du opdage et væld af nye muligheder. Det hele vil “blive vendt på hovedet”, og da vil du lettere kunne se, at “op og ned” i virkeligheden er rundt.
For dig, kære du, som er meget sensitiv, vil det betyde, at din kærlighed til dig selv, vil vise sig i dit rum til din omverden. Du vil med glæde og kærlighed se på dem, som før udfordrede dig, for du vil mærke, at det vil være dit behov, dersom du var dem. Og i denne erkendelse, vil du give rigeligt af den kærlighed, som du er. Din frygt, som gjorde sensitiviteten problematisk, vil opløse sig i din inderstes kærlighed, og din sanselighed får frit spil, så du kan se, høre og mærke alt, som en del af dit eget og skønne univers.
I den sidste del af dette år – frem til forårssolhvervet – er du den, der forbereder din genfødsel, og som med kærlighed modtager indsigterne fra den gamle tid, og steder det til hvile. Du vil lade dig hvile i vinteren, som et frø under jorden, og glæde dig til at bruge af din nye, samlede kraft og spire stærkt frem, som en rose af den frosne jord, når du er klar.
Jeg er Lene og Minjaia med månen – medrejsende og ved din side.
Minnaiah 