Så usædvanlige dage, uger og måneder året har budt på. En tid, hvor indsigterne har fyldt mig med “ka’ det nu virkelig passe”.
Jeg finder ingen ord, der helt beskriver de stemninger jeg har været i. Jeg kan ikke sige: “Nu skal du høre, det var lissom….”. Det var som alt på een gang, og jeg kan ikke beskrive det – blot være det – og håbe at det ses i mine øjne, mærkes i mit kærtegn og høres på mit åndedræt, så du kan modtage det.
Velkommen, til endnu en stund, hvor jeg vil formidle de ord, som efter nogen tids summen rundt, fandt vej til mig i dag. Et budskab og taksigelse fra skabelsens feminine ånd – ikke moderen, søsteren eller datteren, men den samlede feminine ånd som er:
Jeg takker dig maskuline ånd, for at have gået vejen siden tidens oprindelse. Takker dig, for at have søgt din egen fylde og at du derved har skabt en verden af denne slags. Jeg takker hvert menneske, for at have båret den maskuline ånd, for med dén at have gået forrest på handlingens og beslutningernes vej. Jeg takker hver eneste mand, for at have gået med styrke og mod alene, mens den feminine kraft lod sig skjule. Og jeg takker for de mange dybe rum, der er skabt, hvori jeg kan træde frem fra mit skjul, idet jeg lader mig føde nu i enhver som kalder, for at hele – for at bringe helhed til énheden.
Giv tak til faderen, som modtog hver en bøn og kalden, til moderen som skænkede deres kærlighed gennem sønnen, der bragte kærligheden til jorden, og til manden der fortsatte ved at bygge rum til den – kærligheden.
Og til hver kvinde en tak for, at have ladet manden gå så langt som til nu, hvor den feminine kraft bliver kaldt til. Lad os nu fylde hvert et rum med den feminine urkraft, så at manden ikke længere står alene.
Lad os bringe den feminine visdom til hvert bord, til hver forsamling og ind i hvert rum og gøre enhed til helhed. Lad os træde frem fra det inderste, tage manden ved hånden og vise samarbejdende lederskab.
Som i sin tid menneskesønnen lod sig afsløre, da afslører denne tid menneskedatteren ❤ Og således er Kristi tilsynekomst gentaget ved sin fuldendelse.
Det er store ord, der fortæller om, at målet er nået, at en æra når sin afslutning, og verden tager en ny begyndelse. En begyndelse vi har ventet på. Det kan synes forunderligt, at en begyndelse får ende, for at kunne begynde på ny, men sådan har det været siden begyndelsen.
“Ka’ det virkelig passe?” siger mennesket Lene, og føler sig som hyrden på marken i fortællingen om Jesu fødsel. Og Minjaia svarer: Det som passer, passer til! Mærker du, at det passer til?
Og det gør jeg.
Jeg er Lene og Minjaia – medrejsende og ved din side
Minnaiah 