Fuldmåne i juni – del 3/solhverv og genforening

Og som solen nu lægger sig til hvile, efter at have givet af sig selv til fulde, over Jordens nordlige halvkugle, da begynder så småt freden i det nye at indfinde sig.

Velkommen igen under fuldmåne og sommersolhverv.

Der går stadig 2 dage, inden vi helt trækker vejret, på den nye måde, og i den nye opdagelse af vores væsen. Du vil mærke, at din vejrtrækning er blevet dybere og langsommere end før. Og det skyldes, at du nu kan følge og sanse din vejrtrækning længere ud i din væren end før.

Al sansning er øget, og de mange stemninger du har hentet frem i disse dage – sorg, glæde og alt det som er imellem – strømmer roligt rundt om dig, indtil du har vænnet dig til, at det faktisk er helt ok at være det hele.

Det har nok forekommet dig noget kaotisk, overvældende, måske lige på grænsen. Og er du en af dem, der har stået midt i hvirvelstrømmen, har der været stunder, hvor du mistede fodfæstet. Måske endda idéen om eksistens.

Uanset om du er kvinde eller mand, da har du i kortere eller længere tid følt elastikken trukket helt ud til det punkt, hvor der kun var brist tilbage. Men i dag under solhvervet vender vi os atter mod centrum for at mødes.

Vi skal mødes med os selv – alt det vi savnede. Vi forener os igen med den væren, vi forlod en gang – alle de gange vi gjorde det. Vi samler al den væren, vi nu elsker igen, og møder os lige her – lige nu.

Som jeg beskrev i del 1  og del 2, har det handlet om tabet af og gensynet med vores væren i andre tider. Og den genforening som har fundet sted, er samtidig dét som byder “Det guddommeligt feminine aspekt” velkommen til.- Universets indre, som bar os i hjertet, lige til denne dag, hvor hun gav sig hen til at være den, som lader sig bære i menneskets indre.

Og hendes budskab til os er nu:

Jeg er den, som skjult og beskyttet ventede til det rette tidspunkt. Jeg er moderen, datteren og solens elskede om natten. Jeg er lethedens dybde, tyngdens bevægelighed, mørkets mildhed og guddommens nærvær. Jeg er den som ved og den som er – sammen med den, som kan og den som gør. 

Jeg er den, som bringer os videre herfra.

Jeg leder dig ikke, men følger dig, hvor du går. Jeg råder dig ikke, men kender dine valg. Jeg er den, som strømmer igennem dine stille stunder og bliver til magi fra dine øjne, hænder og hud. Jeg lader mig bære af din kærlighed og takker dig, for at være den, som tog imod mig nu. 

Jeg er den, som var skjult, og som fik dig til at søge dit hjem. Jeg er den guddommeligt feminine, som bar dig, mens du i den gamle tid lod dig lede af den guddommeligt maskuline.

Og jeg er nu den, som lod sig bære frem i lyset af din længsel efter énhed. En længsel,  der skabte regnbuebroen mellem os. Lad dig mærke, hvordan dit hjem er NU – din væren i dette NU, hvor vi er én hel bevidsthed.

“I begyndelsen var ordet. Og ordet var hos Gud.”
Jeg er den lyd, som vi sendte ud,
som blev til dem form,
der nu bærer den lyd

– JEG ER –

Tak for, at du lyttede tålmodigt, og med så dybt et nærvær. Lad os trække vejret sammen et øjeblik, og give os hen til at være den form, som bærer den lyd, der skabte den form, som bærer den igen.

Jeg er Lene og Minjaia – medrejsende og ved din side