Fuldmåne i juni – del 2/gensynet med det tabte

Velkommen igen, kære du. Til anden del af ordlyden under denne måne.

Måske er du forundret og i vildrede. Måske er du blevet overvældet af følelser, du ikke huskede du bar på. Sådan har jeg haft det.

Den sidste periode, fra nymåne til fuldmåne, har handlet om tab og sorgen over tab. Nogle har oplevet vrede, men husk på, at under hver vrede ligger en del af dig og græder i sorg. Vreden var blot den kappe, du tog på, for at beskytte den som sørgede.

Jeg oplever i denne tid alt det, jeg har forbundet med tab igen.

Det besynderlige er, at de oplevelser jeg genoplever nu, er ikke noget jeg dengang forbandt med tab – for da var jeg så optaget af at rejse videre i livet, og jeg så slet ikke til den side af mig, der var fyldt af sorg eller savn.

I en genforening med en kær gammel bekendt, oplevede jeg tabet fra dengang. I opdagelsen af et nyt stykke musik, hørte jeg min barndomstid i Afrika, og mærkede pludseligt sorgen og tabet, da jeg rejste derfra. I dag var jeg til møde i en by, jeg boede i for mange år siden, og jeg mærkede tabet af den tid, som var dér dengang. I legen med en bold og et barn, genoplevede jeg tabet af tiden som småbørnsmor. I fremstillingen af årets lager af hyldeblomstsaft, tabet af hele den tid med familiestruktur, hvis deltagere så begærligt drak af den. Mange gange i hvert døgn har jeg med klump i halsen og tårer i øjnene oplevet og gennemlevet disse tab. Forundret og overvældet.

Der har været mange forandrende tab i dette og andre liv. Dem kender du. Dem, hvor hele din verden med et slag forandres – Dødsfald, katastrofer og undergange – men det er ikke de tab, som er i spil. Og min egen læring er delt i 2. Den første læring ligger i opdagelsen af de følelser, jeg slet ikke har følt endnu, som jeg må tage mig kærligt af nu.

Det hænger sammen med genforeningen og frembringelsen af det feminine aspekt. Moderen, datteren og månen. Som jeg vil beskrive i del 3.

Den anden del af min læring – den som også vedrører dig – er læringen om, at de tab, der mærkes nu, er dem, hvor en æra af væren afsluttedes. Jeg efterlod en del af min væren i en anden tid – lod den høre til i en bestemt tid, og uden helt at vide det, blev dele af mig væk <3.

Hvor har jeg i disse dage savnet mig. Savnet alle de versioner jeg har udgivet mig i, for det var gode stunder, dem jeg blev mindet om nu. Der ligger dybt i disse forgangne tider så stor kærlighed til det jeg var – og en enorm glæde ved at gense det som på en film.

Og var jeg månen ville jeg bede dig trække vejret dybt, og på udåndingen lade et lettelsens suk brede sig til et smil på dine læber. Og jeg ville sige:

Mærk denne kærlighed og glæde, og hvordan du nu kan sige til dig selv: Hvor jeg dog elsker dig og alt det vi er sammen. Hvor har vi grinet, danset, oplevet og lært meget, og hvor har vi dog glemt at fortælle mig det.

Kære mig, hvor jeg dog elsker, at vi er sammen. Du vil nu altid være i min nærværende bevidsthed. Du som gør mig så inderligt glad for blot at trække vejret. 

Det du er, kære, er det du er. Har du indfanget det, i en svunden tid, da slip det fri, så du igen kan være sammen. Din væren er ikke begrænset af tid – kun din tanke – så lad din bevidsthed fare hinsides tiden, og find dér alle de tabte versioner af dig, som du holder så meget af. Fald dem alle om halsen og tag dem med dig helt ind i NU.

Denne måne er genforeningens måne.

Jeg er Lene og Minjaia – medrejsende og ved din side.

(Link til nymånen i juni og fuldmånen del 1)